Anmeldelse af A Colossal Weekend 2025, lørdag d. 10/05-25 på Vega, København

Lørdagen stod i særdeleshed i post-genrenes regn til dette års A Colossal Weekend, således at følelserne kunne få frit løb.

Fotos af Amanda Gaarsdal. 

Sikke en start på dagen!

Lørdagen lægges for vores vedkommende ud med noget ret specielt. Zola Jesus er en sangerinde fra USA, og i dag spiller hun sammen med Absalon String Quartet, og forenes således under det oplagte navn Zola Jesus x Absalon String Quartet. Det er ganske rigtigt en afdæmpet start på dagen, men for dælen hvor er det musikalsk smukt.

De fire strygere, henholdsvis tre violiner og en cello, spiller afsindigt lækkert og levende sammen, imens sangerinden leverer fortryllende god vokal til de rigtigt spændende opbyggede numre. Det er en helt særlig oplevelse, de der er mødt tidligt op på Store Vega, her får sig. Vokalen er næsten opera-lydende til tider, og dette fungerer naturligvis afsindigt godt med strygerne. Zola Jesus har ikke bare en utroligt smuk og stor stemme, hun har også en lækker dynamik og spændvidde.

Showet er dejligt afdæmpet og enormt passende til den smukke musik, og der opnås en utrolig fin stilhed ude i salen, fra et publikum der tydeligt bare nyder denne musikalske gave.

Midtvejs i koncerten forlader kvartetten scenen og Zola Jesus begynder at spille klaver til sin sang. Dette fungerer også godt, om end det ikke føles helt lige så specielt, som det gjorde med strygerne. Det ville muligvis fungere bedre, hvis man varierede imellem strygerne og klaveret, selvom det vil betyde at stryger kvartetten så vil stå stille flere gange i løbet af koncerten.

Uanset så leverer Zola Jesus i selskab med Absalon String Quartet en smuk og bevægende koncert på Store Vega. Sikke en start på dagen!

Loop Station og britisk charme

Vi bliver i strygerland, og tager en tur ned på Basement for at opleve Jo Quail, der er på turné med en af aftenens headlinere – dem vender vi tilbage til senere.

Jo Quail er en enlig britte med en cello, et multieffektboard, og ikke mindst en loop station. Da Quail går på, forsikrer hun derfor også publikum, om at det de nu skal bevidne, faktisk er live. Hendes brug af loop stationen er fuldstændigt eminent, faktisk så godt så selv Kalle Mathiesen ville være imponeret.

Måden musikken opbygges af celloen og de forskellige effekter, er ikke bare god underholdning, det er også utroligt velfungerende kompositorisk, og spændende at lytte til. Quail spiller på en for mit vedkommende unik måde på sin cello, og det fungerer absolut godt.

Som optrædende er Jo Quail ikke bare dygtig, hun er også utroligt charmerende i sin humor, ligesom hun henvender sig ganske fremragende til det fremmødte publikum. Der er mildest talt en hyggelig stemning nede i Basement.

Jo Quail spiller en henrivende og spændende koncert, også selv om et enkelt nummer får mixet lidt rundt i loops’ne. Det klarer cellisten og sangerinden kækt, og helt ærligt? Jeg tvivler på at mange i publikum har bemærket, at der var fejl. Uanset har alle de fremmødte tydelige smil på læben, da Quail afslutter sin velspillede koncert.

Mol? Det er noget der dur!

Vi skal tilbage på Store Vega. Det næste vi skal opleve er det amerikanske doom metalband Pallbearer. Pallbearer har imponeret live, hvorimod deres seneste album var mere en blandet fornøjelse for mit vedkommende. Alligevel er det med en vis spænding, at jeg indfinder mig på Store Vega for at opleve amerikanerne spille et stykke melodisk mol.

Pallbearer har samlet et fint fremmøde på Store Vega, og der headbanges rundt omkring i salen. Bandet har også en god energi, om end de ikke altid virker helt så nærværende i deres optræden.

Deres sammenspil er til gengæld fremragende, og sanger og guitarist Brett Campbell har en god stemme og synger glimrende her til aften. Guitar melodierne synger varslende i det blålige skær fra lamperne, imens bassen ryster folk i deres grundvold. Det er tydeligt at disse herrer er ferme indenfor deres felt, et felt med melodisk og dystert doom.

Lyden er glimrende under bandets udskejelser, ligesom lyset spiller glimrende inde på Store Vega. Bandet giver den egentlig godt med gas, hvor især bassist Joseph Rowland får rystet håret godt igennem. De kommer måske ikke helt så meget rundt på selve scenen, ligesom det stadig føles som om de ikke rigtigt kommer helt ud over scenekanten. Det er som om der, til trods for at bandet spiller godt, mangler noget.

Pallbearer leverer en velspillet og dyster koncert, hvor melodierne har stået i særligt fokus. Til trods for god energi kommer bandet aldrig helt ud over stepperne. Man kan spørge sig om alt det mol nu også virkelig dur?

Et stykke med dyster instrumental post

Tiden står ikke stille til dette års A Colossal Weekend, og vi bevæger os således et smut på Lille Vega, for at fange den instrumentale danske post-rock gruppe The Seven Mile Journey.

Bandet spiller glimrende og meget klassisk dystert post-rock. Indenfor post rocken er deres optræden lidt til den tilbagelænede og introverte side (den ene guitarist sidder bl.a. ned), en stil der egentlig passer glimrende til gruppens musik. Vi er nemlig ovre i den mere melankolsk drevne stil af post.

Det indadvendte udtryk går klart og godt igennem, ligesom det at gruppen spiller rent instrumentalt også gør noget godt; i hvert fald for denne anmelder. Musikken er ganske glimrende i sin lyd og udtryk, men det kommer aldrig helt ud over stepperne. Ikke at der død og kridte skal moshes eller gås amok, det ville slet ikke passe på denne genre, men det er stadig som om, at koncerten aldrig helt kommer op i det niveau, som den ellers meget muligt kan komme op på. Det er slet og ret som om der lige mangler en gnist for at ilden kan starte helt op, hvor det ellers gløder lystigt.

Lyden er med aalborgenserne, hvor instrumenterne går klart igennem, og særligt de lækre melodier på henholdsvis guitar og bas får lov til at synge Lille Vegas sal op. Manglen på vokal i bandets konstellation kan måske for mange virke lidt træg i længden, men på A Colossal Weekend er publikum af en lidt anden støbning end det gængse danske koncert publikum, og derfor er vokalen formentlig ikke helt så vigtig for de fremmødte, der i hvert fald får jublet af gruppen imellem numrene.

The Seven Mile Journey leverer en koncert velspillet instrumental rock, med masser af god og melankolsk melodi, men som til trods for sine styrker mangler bare lige det sidste, for at komme helt op og batte.

Dybe følelser og stærk forløsning

Fra lille til store. Det er tid til at indfinde sig hos det ene af aftenens to hovednavne på Store Vega, et band som jeg først for nyligt rigtigt har stiftet bekendtskab med; navnligt amerikanske God Is An Astronaut.

Vi er stadig ovre i den post-inspirerede del af de hårdere genrer. Tilsæt her en god portion prog-inspirationer og hold det for det meste til instrumentalt, og så har du en lækker cocktail der virker utroligt godt her til aften.

Bandet spiller fuldstændigt til U.G. Er der nogen form for slinger i valsen, er det ikke noget som denne anmelder på nogen måde bemærker. Alle slag, alle toner, ja, hver eneste lyd fra scenen virker nøje planlagt og enormt veludført. Det er meget tydeligt at det tekniske niveau, for dette band er af en meget høj kaliber, og det er fandens lækkert at lytte til.

Der er ligeledes en god energi at spore på scenen. Bandet ikke bare spiller godt, de virker også glade for at optræde for aftenens publikum, ligesom de giver den fint gas i forhold til deres musik.

Som med det meste post metal og rock, er God Is An Astronaut overvejende trist musik, musik der taler til de dystre og mørke følelser, men ikke uden at der her er en vis glædelig forløsning at spore i bandets musikalske virke. Der er nærmest en længsel og et håb i instrumenteringen, der brillerer igennem aftenens seance. Det kan godt være at det er dystert, men det er i den grad også opløftende, hvilket også gerne kommer musikalsk til udtryk både i melodier og pludselige temposkift. Det er utroligt veludført det her, og jeg tager mig selv nærmest konstant i at smile fjoget igennem koncerten. Det hjælper ikke just på det fjogede smil da Jo Quail går på scenen med sin cello, og spiller nogle numre med bandet fra deres seneste udgivelse. Celloen går desværre ikke helt så kraftigt igennem som man kunne have håbet, men det man kan høre fungerer så absolut sammen med bandets melankolske men håbefulde musik.

God Is An Astronaut leverer en af, hvis ikke festivalens absolut bedste koncert for denne anmelders vedkommende, med et godt nærvær og et sammenspil, der bare ikke vil give op. Sørgmodige toner med rigelig af forventninger om positiv opløftning og forløsning.

Tid til at trække vejret… Eller?

Efter en magtdemonstration af en koncert fra God Is An Astronaut, beslutter vi os for at tage en lille pause. Nu har vi været i gang længe, og at sidde ned virker enormt tiltrængt. For mit vedkommende gør det i hvert fald i sådan ca. fem minutter, hvorefter jeg i min rastløshed beslutter mig, for at man da godt kan nå ned og se lidt Grava.

Der er godt gang i den inde på det proppede Basement hvor et af Danmarks mest lovende sludge bands deler ud af tonser tunge riffs, voldsomme rytmer, og imponerende fede brøle vokaler. Grava spiller fedt, og passer enormt godt ind i de rammer, som der er nede på Basement. Lyden er grumset, som den gerne skal være det under en sludge-koncert af denne kaliber.

Bandet spiller ligeledes fremragende sammen og har godt pondus og ikke mindst en fed energi på scenen. Stærk koncert fra et fremragende dansk sludge-band.

Det ryster i min lomme. En kammerat og kollega siger at der sker vanvittige sager på Lille Vega. Reprise skulle eftersigende levere end sublim oplevelse af en kraftfuld og spændende koncert, og lyde som ”hvis Black Country New Road spillede post black” og dette får mig til at flyve op af trapperne. Det lyder for interessant til at gå glip af.

Sammenligningen er slet ikke hen i vejret, opdager jeg idet jeg kommer ind i Lille Vegas sal. Der er godt gang i den oppe på scenen, med et band der har en stærk kaotisk attitude med en kraftig energi og spændende musikalsk sammensætning. Det hårde og følelsesladede til tider punkede, til tider black metal agtige spiller utroligt godt med både trompet og violin, det er i sandhed en skæv sammensætning, men en der i den grad virker og holder.

Det her navn bliver noteret som noget der i den grad skal tjekkes ud når jeg kommer hjem, for det jeg når at opleve af Reprise, er sublimt håndværk og en smuk og energisk koncert, med musik der i den grad spiller.

Voldsomme udskejelser og flyvende guitarer

Efter ”pausen” er det blevet tid til aftenens sidste headliner på Store Vega, et band der vel efterhånden dårligt behøver introduktion herhjemme. Esbjergensiske Kellermensch står for den sidste underholdning på den store scene, og dette gør de ikke uden de store armbevægelser, som vi kender, og elsker dem for.

Bandet lægger godt fra land med ’Mission’ der efterfølges af det fremragende hit ’6705’, og Kellermensch viser sig vanligt som værende et utroligt stærkt live navn, med enormt pondus, energiniveau, og en attitude der mildest talt er imponerende og kraftfuld.

Forsanger og guitarist Sebastian Wolff er vanligt i sine følelsers vold når han optræder, og der tonses rundt på scenen, hvor mikrofonstativer konstant væltes og guitarer flyver rundt i luften. Desværre betyder en flyvende guitar også et uheld her til aften, hvor en fotograf meget uheldigt får en guitar i hovedet, og efterfølgende må en tur på skadestuen. Desværre en stor konsekvens for aftenens voldsomme og kaotiske sceneshow, et hændeligt uheld som slet ikke skulle være sket.

Det lægger umiddelbart lidt en dæmper på Wolffs udskejelser, der efterfølgende bliver lidt mere afdæmpet og forståeligt mindre voldsom. Bevares, Wolff giver den stadig gas på scenen, men ikke helt i samme grad som tidligere på aftenen. At hoppe ud i publikumsmængden for at synge, er der dog rigeligt plads til, og dette gøres også et par gange i løbet af koncerten til stor begejstring for publikummet.

Bogstaveligt talt er det kun Sebastian Wolff der kommer helt ud over scenekanten, men figurativt kommer hele bandet i den grad også godt ud over scenen. Om så vi taler Claudio Wolff, der smadrer en nærmest tango afsted, imens han vanligt tonser rundt på scenen med sin bas og umiddelbart autoritære blik på slagets gang, eller de to ekstra vokalister, som har en god energi og nærvær når de kommer ud og brøler med. Bandet får ligeledes besøg af Ditte Krøyer fra Vulvatorious, som virkelig får sat ekstra smæk for skillingen på ikke bare vokal siden, men også perfomance delen af aftenens koncert. Denne blanding havde man nok ikke lige set komme, men for satan hvor fungerer det bare godt! Krøyer har i særdeleshed imponeret mig under denne festival.

Kellermensch spiller afsindigt godt og dybtfølt, nøjagtigt sådan som vi kender dem, og leverer således en krafteksplosion af en koncert. Desværre er eksplosioner også farlige, og herfra redaktionen skal der lyde god bedring til vores faldne kollega fra andet medie. Flyvende guitarer kan i den grad være farligt, når der måske ikke er helt styr på sikkerheden i forbindelse med disse akrobatiske udfoldelser.

A Colossal Weekend har været en kolossal oplevelse i år, med et stærk og bred vifte af spændende indslag der i den grad har kunne tage fat i publikums ører og følelser.

Herunder kan du kære læser se et udvidet galleri fra lørdagens mange koncerter, taget af vores egen dygtige fotograf Amanda Gaarsdal.

Zola Jesus – Absalon String Quartet

Jo Quail

Pallbearer

The Seven Mile Journey

God is an Astronaut

Kellermensch