Anmeldelse af: Saor. Wacken, Wackinger Stage. 03. august 2019.
Overraskende nok skulle vi nå helt til lørdag aften, før jeg blev nødt til at besøge Wacken Open Airs værste scene, Wackinger Stage.
Foto: Amanda Gaarsdal
Skotske Saor er et band, jeg har ønsket at opleve længe, og bandets blanding mellem atmosfærisk black metal og folk metal var da også et godt match til scenen sådan rent tematisk.
Saor er en enmandshær, og manden bag hedder Andy Marshall. Han har udgivet fire plader (teknisk set tre, da den første udkom under det tidligere navn, Àrsaidh), og hans episke folk black har tiltrukket en del opmærksomhed de seneste år. Storladen atmosfærisk black metal med dybe growls og clean vokal her og der, tilføjet en velbalanceret omgang violin, fløjter og sækkepibe. Det er et tiltrækkende lydunivers med mange lag, men netop de mange lag gav mig grund til at frygte for en live-optræden med Saor, specielt på Wackinger Stage som ikke just er kendt for at levere fantastisk lyd.
På scenen var Saor en kvintet med Marshall på bas og vokal i midten, flankeret af to guitarister og en violinist og trommeslageren i baggrunden. Et backingtrack leverede de andre instrumenter, hvoraf specielt fløjten var vigtig i den valgte sætliste. Allerede under første nummer, ”Aura”, fra pladen af samme navn fra 2014 var det tydeligt, at lydproduktionen ikke kunne håndtere Saors musik. Den lille scene er orienteret i samme retning som de store scener, og man kunne derfor altid høre en smule af Bullet For My Valentine på Harder. Derudover var lyden simpelthen for rodet og for mudret. Uden ørepropper dominerede trommer og bas fuldstændig, og med ørepropper kunne man ikke høre samspillet mellem de episke guitarriffs, violinen eller fløjten. De lange sange føltes ekstra lange, når man ikke kunne følge med i kompositionerne, og det blev til tider til lidt af en prøvelse.
Performancemæssigt var det hele meget standard. Guitaristerne var anonyme og overlod opmærksomheden til Marshall. Violinisten besøgte flere stationer forrest på scenen, men så en smule akavet ud i de lange stykker, hvor han ikke spillede og bare stod stille og smilede til publikum. Alt i alt forsøgte bandet at levere en hæderlig koncert, men det var svært at få ret meget ud af det med så dårlig en lyd.
Det er ikke en isoleret hændelse, at Wackinger Stage ikke kan gengive et bands musik, så det lyder rigtigt. Det er et tilbagevendende problem, og det skader desværre de berørte bands’ koncerter gevaldigt. Idet jeg kendte Saors musik på forhånd, vidste jeg, hvad der skete i lydbilledet, selvom det var svært at høre, men for mange tilskuere kan det have betydet, at de simpelthen ikke fik det rigtige indtryk af musikken, hvis de da havde samme oplevelse som jeg. Det var trist, men sådan var omstændighederne nu engang.
Amanda Gaarsdal tog lige et billeder mere af Saor:
