Anmeldelse af: ORM + Offernat. Gimle, Roskilde. 04. november 2022.
Black metal-bandet ORM har altid imponeret mig på plade samt live – og denne aften var ingen undtagelse.
Foto: Frederik Stoumann
Heilung taler om at holde en seance. The Grateful Dead havde så dedikerede fans, at visse personerne valgte at bruge deres liv på at valfarte efter bandet i deres folkevognsrugbrød. Og så har vi ORM, der ikke spiller en koncert – de laver en transcenderende sanseoplevelse, man skal overgive sig til, hvis man spørger mig.
Black metal har ellers ikke været den metalgenre, jeg har brudt mig mest om, men med bands som Deafheaven, MØL og ORM har jeg fået øjnene op for den seneste genrebrydning med neo shoegazing black metal, eller hvad man vil kalde det.
Men kast bare alle prædikater om musikken væk med det samme, for det at se ORM live er meget underdrevet noget, der påvirker en i sjæl og ben.
Offernat
Først skulle vi lige blødes op og have varmen i den næsten halve velodromformede spillesal i Roskilde ved navn Gimle.
Denne trio havde vist ikke trukket det lange lod med lydindstillingerne, eller også var det bedste bare sparet til hovednavnet, for lydudtrykket kunne desværre godt fragmenteres i sådan en grad, at man ikke følte den store helhed, som det musiske udtryk sikkert gerne ville give indtryk af.
Forstå mig ret: Københavnerne her med deres black metal forstår bestemt at spille sammen og ramme hinanden, men jeg oplevede desværre ikke, at den samlede oplevelse ramte den store klinge – eller også sparede jeg bare sanserne til hovednavnet.
ORM
Bandet er albumaktuelle og leverede især musik herfra den nyeste udgivelse. Den udgivelse havde da også kørt på rotation derhjemme i tiden op til koncerten, men det er ikke musik, jeg arbejder til eller vasker op til. Skal man blive lidt teatralsk, så skal lyset helst være dæmpet og telefonen slukket, så jeg ikke bliver forstyrret, for den her udgivelse kræver koncentration. Jeg føler stadig, jeg kun har skrabet i overfladen af den udgivelse og kan blive ved med at finde noget nyt i den, indtil den dag dør.
Derfor er rammerne da også perfekte til at opleve ORM live, når lyset er tilpasset i sine mørke nuancer til deres performance, og intet skal hive mig væk fra deres optræden, mens den står på.
For mange år siden, skulle jeg ind at se en udstilling, der var kurateret af filmskaberen David Lynch. Jeg fik at vide af en bekendt, at jeg skulle være forsigtig, da det kunne ramme mine sanser hårdt; at det ligefrem ville påvirke min sindstilstand alt efter, hvordan jeg allerede havde det.
Jeg betragtede den “advarsel” som noget overdrevet p**. Men jeg måtte forlade udstillingen, inden jeg var nået til vejs ende, for mit humør var lavt, før jeg gik ind, og jeg forlod stedet på tærsklen til en depression, der blev afværget i sidste øjeblik.
Sådan er det for mig at opleve det fænomen, der er ORM, som i min optik er større end sine enkelte bestanddele, og jeg vil næste tro, at musikerne bag ikke skaber musikken, men at den kommer til dem som en gave til os.
Det kan lyde som en gigantisk lovprisning, men jeg MENER det, når jeg siger, at mens jeg stod der. Som en stenstøtte. Åbnede og lukkede øjnene med jævne mellemrum. Så blev jeg kastet rundt som at være ude fra mine sansers vold. Selv når jeg gik lidt på afstand for at få det hele lidt væk, så var det stadig krævende nærværende, som ville musikken ikke slippe sit dræbende kærlighedsgreb om mig.
Jeg blev opløftet. Jeg blev desperat. Jeg blev glad. Jeg blev bange. Jeg tabte mig selv, og jeg fandt en del af mig selv bagefter.
Sådan er musik, når det opnår et andet niveau end bare en sonisk oplevelse.
Jeg afstår dog fra at give oplevelsen topkarakter, for det kræver den umulige situation, at man kan forlange et fredagsstemt j-dagspublikum at være BOMstille hele vejen, og man ikke fyrer en tøhø-joke af fra scenen om, at næste sang nok er lidt lang.
Det trækker bare en ud af den oplevelse, som der har indfundet sig og skal oplevelse i alle sine nuancer.
Måske overanalyserer jeg det, men jeg står ved det – en “koncert” med ORM er med til at bevise for mig, at musik ikke bare fylder utroligt meget i mit liv, men det er en del af mit liv, for det er med til at skabe mit liv.
