Anmeldelse af: Prophets of Rage. Wacken, Faster Stage. 03. august 2019.
Fans af Rage Against The Machine har I mange år måtte se langt efter muligheden for at opleve klassikere som ”Testify” og ”Killing In The Name” live. I 2016 var den tid slut, da supergruppen Prophets Of Rage så dagens lys.
Foto: Amanda Gaarsdal
Bandet består af Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilk fra Rage Against The Machine, DJ Lord og Chuck D fra Public Enemy og B-Real fra Cypress Hill. Udgangspunktet var en slags fortsættelse af Rage Against The Machine, hvilket blev tydeliggjort under koncerten, ved at over halvdelen af sættet var dedikeret til de legendariske funk-rockere. Det nye band udgav deres egen plade i 2017 med titlen Prophets Of Rage, men selvom der blev luftet et par numre fra debutalbummet, var det langt fra deres egen musik, som tiltrak publikum.
Bandet stod foran et enormt hvidt backdrop og åbnede med baggrunden for deres navn: Public Enemys ”Prophets Of Rage”, efterfulgt af det store RATM-hit ”Testify”. Der var god energi fra de rutinerede musikere, og specielt B-Real var i hopla og styrede publikum. Rapvokalen fra Chuck D kunne godt have været skarpere, men han gjorde sit arbejde og havde god synergi med føromtalte B-Real. Morello og Commerford lod hovedsageligt rapperne i front styre showet, og Morello nøjedes med lidt aktivisme i form af fremvisning af et overstreget swastika, som var blevet klistret på bagsiden af hans guitar.
Første halvdel af koncerten skiftede frem og tilbage mellem bandets egne sange, heriblandt spritnye uindspillede sange og Rage-covers, hvoraf nogle var mere kendte end andre, og reaktionerne fra publikum var derfor også ret forskellige. I midten af showet blev medlemmernes andre bands vist lidt kærlighed, da en medley med Public Enemy- og Cypress Hill-sange fik publikum helt op på tæerne. Specielt ”Jump Around”, som ganske vist er indspillet af House Of Pain, men originalt skrevet til Cypress Hill, var en succes, da B-Real fik de fremmødte foran scenen til at sætte sig ned, inden det rene inferno af hoppende mennesker fulgte efter. Det blev også til en funk-rocket version af Cypress Hills “How I Could Just Kill A Man”, inden den uundgåelige ”Killing In The Name” fik hele pladsen til at eksplodere i det store klimaks.
Det var en underholdende og veludført koncert, men det afsluttende højdepunkt var også symptomatisk for bandets position som et slags coverband. Fokus var tredelt mellem det nuværende bands materiale, de gamle RATM-sange og covers af rappernes andre gruppers sange. Men hvis man kunne leve med den præmis, og man kan lide sangene, kunne man kun blive underholdt af denne konstellation. Derudover havde bandmedlemmerne virkelig noget på hjerte rent politisk, forstærket af den politiske situation i USA, og man følte aldrig, at dette bare var endnu et job for de rutinerede musikere.
Her er lige et par billeder mere fra Amanda Gaarsdal af koncerten:
