Alice Cooper

Support Our Scene 2021 – Dag 2

-

Reportage/anmeldelse af: Support Our Scene 2021. Det Bruunske Pakhus, Fredericia. 07. august 2021.

Foto: Amanda Gaarsdal

 

Så skulle slaget stå en dag mere til Support Our Scene 2021 “dagen derpå”. Kunne andendagen med sin lange spilleplan leve op til det høje niveau, som den første dag bød på?

 

Hvor dag 1 “blot” havde budt på fire spillende navne fra klokken 20 og et godt stykke forbi klokken 23, så startede koncerterne denne dag allerede klokken 15, nu der var tale om en fridag, hvor programmet bød på over dobbelt så mange bands som om fredagen.

Det er her, hvor det skal bemærkes, at vi har anført dette som en “reportage/anmeldelse” (se dag 1-delen via det indsatte link herover) over de to dage, da alle bands ikke blev oplevet af logistiske årsager for denne anmelder; men så kan du heldigvis nyde galleriet fra vores ferme fotograf, der fangede flere bands live, end der blev skrevet om – og nogle gange fortæller billeder som bekendt mere, end hvad ord kan.

Man havde tydeligvis lært lidt af dagen før med stormvejret, så der var lidt mere overdækning at benytte sig af, men vejret så ellers ud til at være med os den her lørdag, og kærlige udvekslinger blev fordelt blandt hverandre sammen med kolde – og billige – fadøl! (I den forbindelse kan jeg virkelig anbefale Lifesicks egen Stout, hvis du falder over den på et tidspunkt.)

Derfor blev første liveakt, Emberray, forbigået, men en kyndig fan fortalte undertegnede, at de gav et fint show, men stak lidt ud med deres lidt mere metal-orienterede hardcore, og så var fremmødet heller ikke så stort, hvilket oftest rammer det første band som en forbandelse til en ny festivaldag.
Men ellers blev det sene vækkeur da aktiveret i form af bandets omkring en halv time lange sæt, og så var vi ellers klar til næste band på scenen.

 

Persecutor
Her skal man holde tungen lige i munden rent navnemæssigt, da der eksisterer en god sjat bands med dette navn i flere afarter, men hvad man mangler i originalitet i bandnavn, vejes så en hel del op af, hvordan man fremviser – og spiller – ens musik.

Og her tænkes ikke bare på Freddie Mercury-klonen på bass og vokal i en afslørende leopardprikket mundering, men så sandelig også, hvad man hørte af fænomenal lyd fra scenen af (fik jeg nævnt, at lyden også var god i dag?).

Det her er nok mere klassisk heavy med elementer af thrash, men her kan man godt kaste sin subgenrekategoriserende lyst over bord og bare fokusere på, hvad man fik serveret.

Her blev der leget med formlen for, hvordan man “skal” præsentere gængs metal, og det var en fornøjelse at lytte til, og heldigvis kunne de også have den gode sangskrivning i bagagen til at vise, at de havde noget at have det i.

Der mangler nok lige noget mere sammenspil og erfaring hos Persecutor, men der er stort potentiale at spore her, hvis man kan lide sin heavy, som mutter laver den, men hvor der er rigeligt med kærlighed og afveksling at opleve.

 

Terrorpy
Generelt bød denne dag på mest afveksling i forhold til hardcore-opskriften, fordelt over hele festivalen, og her var vi nået til noget gedigent, fynsk dødsmetal, hvor vi er ovre i den tekniske afdeling, men hvor det ikke blev på bekostning af tilgængelige headbanging-elementer helt nede på jorden, i mere end én forstand.

Her var der virkelig scenetække og glæde at spore, hvor der var overskud blandt bandmedlemmer, der sagtens kunne gejle det efterhånden talstærke publikum op til dans.

Lyden skulle lige rettes lidt til for det tre mand store orkester, men så sad den også i det velkendte skab resten af koncerten igennem.

Generelt var det også et professionelt foretagende bag festivalen, som forstod at overholde tidsplanen, men indlægge rigeligt med pauser mellem hvert band, så man kunne nå at få sig en slapper.

Det betød også, at hvis man ikke brød sig om et band, så spillede de ikke for længe, men kunne man lide, hvad man hørte, så blev der stadig serveret mere, end hvad man bare kunne kalde en smagsprøve.

 

MITE
Hvis jeg i går kaldte ROT AWAY for “the real deal”, så er vi her ovre i den omgang klassiske hardcore, som der nok er kerneelementet i sådan et foretagende som Support Our Scene.

Det er så også her, at det bliver lidt generisk for mig, men det er nok mere en smags sag, for musikken var skam, hvad man forventede, men der var aldrig de store udskejelser rent musisk, som vil gøre dem memorable.

Men det vejes der så op for med deres eksplosive optræden, der virkelig fik søsat publikum ud på rum sø, hvor man næsten troede, at nu var stormen da kommet indenfor, som publikum og band bølgede frem og tilbage.

Bandet er indbegrebet af indpiskning, hvor man forstår, hvad der er ved hardcore, som der virkelig bevæger en masse mennesker, også selvom det går på bekostning af det musiske interessante; men når man så lader sig bevæge med af vildskaben, ildsjæleattituden, fandenivoldskheden og de buldrende fremstød, så var det egentlig meget rart, at musikerne ikke skulle agere stenstøtter for at se, hvilken akkord de skulle ramme eller lave et specielt fill på trommerne.

 

Power Regression
Kald det bare en guilty pleasure, men jeg er lidt pjattet med det her post-hardcore-band, der her virkelig forstod at skabe en fest af den slags, hvor sangene er så medrivende, at man kan synge med i sidste omkvæd, når sangen er ved at blive spillet for første gang.

Alle medlemmer bød ind med morsomheder, og forsangeren var et studium i sig selv af sprælskhed og scenetække. Det her var sammenspil og hygge, selvom det var længe siden, de havde stået på et scenegulv sammen.

Det er ikke raketvidenskab det her, langt fra, og det skal det heller ikke være, for det er rart at få en afveksling fra den brutale slampit, så man kan gribe ens partner til kinddans, mens benene danser swing.

Sangene var medrivende, og det var rart at få skruet ned for det tekniske og forvrængningen, så man kunne få nogle flere nuancer med, som de andre bands er godt udfordrede på af en god grund.

Publikum, der var der, så ud til at æde det råt, men det var også tydeligt, at enten knuselskede man, hvad man så, eller også valgte man strategisk at finde noget aftensmad på nærværende tidspunkt – jeg valgte at blive.

 

War of Destruction
Næste indslag var en lidt speget sag, for hvis det skulle være hardcore, var det mere punk; og skulle det være heavy metal, så var det mere afdanket hard rock.

Der manglede indlevelse, som var det mere en dag på kontoret for bandet, hvor det så desværre ikke var en af de interessante dage på kontoret for dette foretagende.

Kunne man så bare skelne de forskellige sange fra hinanden, så var der noget at holde fokus på, men hvor lyden tidligere under de andre akts havde været knivskarp og næsten tør, så var den her mudret – jeg giver dog mere bandet skylden end lydmanden.

Jeg så flere folk, der udvandrede under den her koncert, og jeg gjorde det samme, for jeg skulle løbe med det samme, hvis jeg skulle nå hjem tids nok.

Lad dog billederne, som nævnt, tale for sig selv ved de andre bands, som jeg lod vide fra dem, der (heldigvis) blev tilbage, at arrangementet Support Our Scene sluttede på fornem maner på denne måde.

Undertegnede ser frem til at tage revanche til Support Our Scene 2022!

 

Billeder fra Amanda Gaarsdal:

REVIEW OVERVIEW

Persecutor
Terrorpy
MITE
Power Regression
War of Destruction

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories