Alice Cooper

Support Our Scene 2021 – Dag 1

-

Reportage/anmeldelse af: Support Our Scene 2021. Det Bruunske Pakhus, Fredericia. 06. august 2021.

Foto: Amanda Gaarsdal

Skæbnen ville det således, at festivalarrangementet Support Our Scene i år for undertegnede blev genkaldelsen for den efterhånden længselsfulde koncertoplevelse, som den skal være – og sikke en omgang!

 

(Del 2 kan læses HER.)

Arrangementet Support Our Scene kunne med deres tiltalende lineup godt lokke mig tværs over landet, og så hjalp det da også til, at udsigten på papiret lod til, at man på bemeldte tidspunkt ville kunne opleve denne todags-festival, som havde vi vendt tilbage til en koncerttilstand, der lå før marts 2020.

Folkene bag begår sig mest i hardcore-afdelingen, og det var hovedsageligt også, hvad man fik på denne festival på plakaten, hvor der var afstikkere til deathcore og post hardcore, men ‘core’ i den ene eller anden forstand bestod programmet i hvert fald af.
Og det er noget, som der lokker for undertegnede, der ellers har oplevet den genre lidt stagnere og/eller blive overset af al den retro-rock eller opblomstring af dansk black metal, som man har set i nyere tid.

Disse to dage kunne i hvert fald bevise, at nye bands – med erfarne kræfter hist og her i sig – er ved at give hardcore et gevaldigt kraftspark det rette sted, så man skal skynde sig, hvis man vil nå at opleve de her bands, mens de stadig spiller på de små scener, hvor man får sveden ned i halsen fra bandmedlemmerne, mens de crowdsurfer over dig og bræger for deres lungers fulde kræfter, mens musikinstrumenterne ikke er kommet for at tage nogle gidsler.

Efter en hurtig indtjekning på indlogeringsstedet, der skulle gøre det ud for mit provisorisk domicil de næste par dage et par hundrede meter fra spillestedet, var GPS’en indstillet i retning af det fredericianske spillested til førstedagen af Support Our Scene 2021.

Folket var overkommeligt repræsenteret denne fredag, hvor alle mennesker, der var noget ved musikken, nok ikke havde fået taget sig sammen til at dukke op ved koncertstart klokken 20.
En herlig og billig fadøl blev tanket op under en pavillon på få kvadratmeter skulle blive et samlingspunkt for mange personer, for der var en storm på vej – og det var vist meget sigende for, hvad der skulle ske hin kommende, dunkle aften.

 

Wars Apart
“Sig mig, er det ikke…?” og, jo, det var det: Nogle tidligere medlemmer fra Sons of Death Valley, der ellers har været nogle darlings for mit vedkommende, der netop for et halvt årti siden turde lege med hardcore-universet og tilføje det et scenarie med et særligt western udtryk og derved gøre dem særegnede, hvilket fik mig til at døbe dem “Hardcore Western” for over et halvt årti siden.

Men en tematik kan også blive en spændetrøje, når man udvikler sig, så hardcore-knappen er blevet trykket i bund, og S.o.D.V. er dermed mere eller mindre blevet lagt i graven til fordel for Wars Apart i forandret konstellation.

Og det er lidt et luksusproblem for mig efter denne debutkoncert, for der var friskhed, vildskab og en spilleglæde, der var indespærret i bandet og publikum efter at forløse denne energi i symbiose efter coronaens lænker – og så gør man det lige til et gedigent skud hardcore! – og det ramte lige plet her, men Sons… kunne også noget i min optik.

Lyden var skarp fra Wars Apart, og deres erfaring sørgede for en prægtig omgang hardcore med hårdtslående breaks på et sæt på blot 25 minutter à seks sange, men den type musik skal også skæres ind til benet, moshes, kastes med kroppe og så videre, som der hører til, hvor man ikke behøver kostumer, røg eller spejle for at skabe et show, så længe man bare har nok med fagter.

Kunne publikum så bare lige droppe at øve deres karatesparksteknik oppe foran til fare for de omkringværendes helbred, så ville jeg være helt tilfreds med showet (ja, jeg ved, det er en del af kropslingoen for den slags musik, og jeg sætter pris på, at musikken kan være lidt farlig, når den er blevet så pæn på det sidste, men man kan jo ikke elske det hele.)

 

Unseen Faith
Så blev det tid til arrangementets første hardcore-afstikker i form af de mere melodiske Unseen Faith, der skal bruge samples flere gange for, at musikken kan hænge sammen live.

Det er nok ikke alles kop te, hvis man ser i grundbogen for, hvordan man laver almindelig hardcore, men heldigvis er jeg ikke så fastlåst i doktriner, så jeg kan lide variation og udviklingen af genrerne, hvorfor jeg er stor fan af Unseen Faiths djentede deathcore med melodiske metalcore-elementer.

Det kan måske lyde som en lidt for stor skefuld for de fleste, men når man er SÅ erfarne og SÅ sammenspillede, som de her drenge er, så skal man være døv, hvis man ikke som minimum (MINIMUM) kan finde et lille element her, som man kan holde af.

Så man så sammensætter dette med, at nu var folket begyndt at dukke mere talstærkt op, stormen holdt folk inde, og alle savnede at kunne tonse derudaf til live-heavy, så var det her en cocktail, der gik op i en højere enhed.

Her var et sætliste med lidt til de hurtige ben og til dem, der gerne ville fordybe sig i de mere stemningsfyldte passager i stroboskopets hypnotiserende bersærkergang; men skal man være kritisk, så blev det også kørt lige meget på rutinen, så man savnede noget spænding eller afveksling, når man lige var blevet udsat for ti tons eksplosiv hardcore – men jeg var jævnt tilfreds.

 

Rot Away
“This is the real deal!” er det, som mit første nedslag i notesbogen angiver om denne koncert, og det gav mig da også den sjældne følelse af at opleve noget nyt for første gang og blive forelsket.

Forstå mig ret: Det her er ikke nyopfundet hardcore, men det er din livret serveret på den måde, som du elsker den, og nu laves den af dine yndlingskokke, som der er Rot Away.

For “at blive blæst bagover” bliver som begreb i sammenligning med denne optræden som at se en mælkebøtte vaje spagt i vinden en knastør og vindstille forårsdag.

Her blev der kastet så meget hardcore i dit fjæs, at du skulle mangle alle fem(/seks) sanser for ikke at forstå budskabet i dette sæt – inden de til slut havde udslettet alle dine sanseudtryk alligevel og efterladt dig som et discipel af deres foretagende, der også har erfarne kræfter i sig fra blandt andet HateSphere.

Attituden var der, uniformen – eller manglen på samme – var der også, og hvert anslag fra musikken knækkede en knogle i dig, før resten af knoglen skulle pulveriseres i pitten og tilsættes sved og måske også en anelse blod.

Jeg ved ikke, om publikum eller band var mest vilde, men nogle gange havde man svært ved at se, hvor fremmødte publikum og musikere stoppede og startede, og det skabte den stemning, som kun sand, ægte og rigtig hardcore kan gøre det med noget på sjælen bag de farverige tatoveringer og pumpede muskler.

Ja, det føltes som at være til den første hardcore koncert igen, og det tangerer fandeme at være den bedste jeg har været til – jo, det mener jeg!

 

CABAL
Åh, CABAL, så mødes vi igen!
Hvad kan jeg efterhånden sige til deres optræden med blackened deathcore med slammende breakdowns, der får krøllet din krop sammen, så din krop ligner en menneskelig udgave af en blandet rubriksterning?

For vi havde (igen) godt sammenspil, og lyden var (igen) god, og det nævnte jeg da også for lydmanden, der havde en god dag på jobbet.

Bundniveauet var skam højt, men måske havde den lidt over gennemsnitlige oplevelse noget at gøre med, at der så ud til at mangle et prominent medlem på spaden på scenen, eller fordi forsanger, Andreas’, vokal virkede en anelse krads på den dårlige måde denne dag, der gjorde, at jeg ikke fik den forløsende følelse, som jeg havde håbet på af det lukkende navn klokken 23 på førstedagen af Support Our Scene 2021.

Det kan måske også have noget at gøre med, at bandet (også) stikker ud fra den “klassiske” hardcore opskrift, som folket øjensynligt havde mest fidus til denne aften, så den store kulmination udeblev.
Det blev desværre en af de gange, hvor de små marginaler ikke var med bandet og fik sparket den helt ind i kassen, hvorimod bolden nok nærmere rullede forsigtigt i mål, hvorefter festen fortsatte ude i Fredericia.

 

Nyd et galleri fra den altid fremragende fotograf Amanda Gaarsdal herunder og se frem til vores anden og sidste del af dækningen af Support Our Scene 2021 i den kommende tid:

 

 

REVIEW OVERVIEW

Wars Apart
Unseen Faith
Rot Away
CABAL

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories