Sylespidse hugtænder der bider sig fast

Red Fang er lidt en sjov størrelse i hvert fald for mit vedkommende. Oprindeligt fangede de mig med blikfang fra deres enormt humoristiske musikvideoer, men modsat så mange andre bands, der laver den slags blikfang, så har Red Fang vist sig som værende garanter for ikke blot fede riffs, tung musik, og sjove videoer, men i enormt høj grad også for at kunne formå at skrive et gedigent godt nummer.

Det seneste album, Arrows, bekræfter blot dette og viser et band, der bestemt ikke hviler på laurbærrene, men som stadig formår at forny sig uden at miste den genkendelighed, som deres fans elsker. Ligeledes kan bandet i øvrigt stadig finde ud af at lave dumme, men ualmindeligt morsomme musikvideoer, og dette er altså en kunst, der er de færreste bands i dag forundt, som f.eks. videoen til titelnummeret, ’’Arrows’’, der slet og ret består i, at hele budgettet til musikvideoen røg på en katana, som bandet så leger med og benytter som delebarn. Det er plat, det er dumt, men, hold da kæft, hvor er det morsomt! Også selvom det er en formel, bandet har prøvet før.

Men nok om videoer, vi skal snakke musik!

Pladen starter med en intro, som leder over i nummeret ’’Unreal Estate’’, og allerede her spidser mine ører altså til:
’’Hov, er det her Red Fang?
Har jeg modtaget den forkerte plade?
Det her lyder jo henad The Melvins?
Har Red Fang altid været så inspireret af Melvins?’’ er blot nogle af de spørgsmål, jeg stiller mig selv. Konklusionen her er, at dette er en ny tendens; en tendens, der breder sig ud over pladen, hvor man dog godt kan høre, at der altså er masser af klassisk Red Fang over pladen. Lige dette nummer er dog præget af riffs og en Red Fang-version af, hvordan et Melvins-nummer kunne være skruet sammen. Det punkede og tunge udtryk klæder i sandhed bandet! Et vaskeægte Red Fang-nummer er titelnummeret f.eks., der virkelig viser, at gruppen stadig kan formå at skrive de fede melodier, og at ’’oh, oh, oh’’-vokalmelodierne  er kommet for at blive.
Det sidder sgu lige i skabet, og der er ikke et øje tørt.

Ved første lyt er pladens lyd måske en kende tør og underproduceret, men ved vedvarende lyt ender man faktisk med at sætte pris på lyden og særligt den måde, bassen formår at være enormt dominerende igennem hele pladen. Vokalerne sidder rigtigt lækkert i mixet, og guitarerne har lige præcis den kant, de skal have for at skære igennem samt kunne spille op imod hinanden. Trommespillet er helt eminent på dette album, og netop dette leder jo også tankerne i retning af Dale Crover fra Melvins – hvilket bør ses som et plus og en enorm kompliment! Der leges rigtigt meget med trommer, og albummet er spækket med lækre tromme-fills, der bør kunne give enhver tromme-entusiast ståpels.

Bassen og guitarerne arbejder enormt godt sammen, som det særligt kan høres i nummeret ’’Dr Owl’’, hvor guitarerne arbejder imod hinanden, fokuseret om en bas, der dominerer med sin sprødhed og riff-agtige spillestil. Det fungerer enormt godt og går direkte i det tunge hjerte. Ligeledes spiller Red Fang ret godt ud i det syrede på dette album, og det klæder dem ligeledes enormt godt. I det hele taget har jeg enormt svært ved at sige ret meget, hvis da overhovedet noget, negativt om dette album.

Arrows formår at være tungt som ind i helvede på de rette tidspunkter, men Red Fang er altså ikke en one-trick-pony. Der skal satme også fart på ind imellem. Således bevæger bandet sig imellem rendyrket stoner og punket sludge igennem hele albummet, og denne variation fungerer glimrende, og særligt for Red Fang spiller det altså max. Man keder sig ikke rigtigt på noget tidspunkt, og variationen gør, at albummet bliver ved med at åbenbare sig for lytteren.
Der er konstant noget nyt at lægge mærke til i sammenspillet. Dette er endda til trods for, at musikken egentlig som sådan langt hen ad vejen er ganske simpelt. Der er ikke en hel masse sindssyge og progressive opbygninger i numrene, men den musikalske variation gør alligevel, at man hele tiden hungrer efter lige lidt mere.

I forhold til progressiviteten er det nu heller ikke fordi, den er fraværende. Red Fang har en fornemmelse for groovem der betyderm at der ofte lige bliver smidt et ekstra eller to taktslag ind i deres riffs. Dette gøres enormt overbevisende og skaber et kampfedt groove, og giver lytteren nogle små finurlige overraskelser. Der er ikke noget med bare at lire 4/4 af igennem et helt album. Den groover jo alligevel ikke ordentligt. Dette bidrager til at numrene swinger enormt meget, og med en god volume på anlægget kan albummet virkelig få gulvet til at gynge, ens nakke til at bløde op til rystetid, samt åbne lysten til at gribe en kold fra køleskabet.

Albummet er fængende, som det vel egentlig bare er med Red Fang – melodierne sidder der sgu! Til gengæld har bandet ligeledes skruet op for aggressiviteten, og det klæder dem i enormt høj grad at gå direkte til stålet med gode skrål henover de tunge og til tider hurtige riffs. Variationen imellem Aaron Beams- og Bryan Giles-vokaler skaber en skide fed dynamik, hvor vi det ene øjeblik kan være i noget afdæmpet stoner, og det næste gå over i hurtig og beskidt sludge med masser af aggression.

Bevares, ikke alle numre er helt lige stærke, sådan er det med alle albums, men når det føles som om, der er ved at gå lidt tomgang i den som i ’’Days Collide’’, der er til tider er lidt afdæmpet og slæbende, formår bandet hurtigt at hale en ind igen med deres fede sans for melodi og timing.

I mange år har jeg haft et godt øje til Red Fang, men det har aldrig været noget, der er blevet dyrket helt vildt. Dette får Arrows vendt godt om på. Aldrig havde jeg personligt forestillet mig at skulle blive så imponeret af et Red Fang-album, som jeg er blevet imponeret af dette album.
Måske rammer det bare på det rette tidspunkt, måske er det Melvins-referencerne, måske er det de småting, der er blevet fornyet, men Arrows føles hele vejen igennem som et friskt pust fra et band, der egentlig aldrig rigtigt var stagneret.
Red Fang formår i hvert fald at imponere på behørig vis, og er du glad for stoner, sludge eller sydstatsmetal, så er dette album altså et must!

Dette kunne meget nemt gå hen at blive årets udenlandske album for mit vedkommende.

Hugtænderne er blevet filet sylespidse, og med Arrows formår de altså virkelig at hugge til.