Alice Cooper

Symfoniske metervarer

-

Anmeldelse af: Therion – Leviathan. Udgivet 22. januar 2021. Nuclear Blast Records.

Inspireret som et greatest hits-album, men uden genhørets glæde.

 

Ifølge eget udsagn er Therions syttende studiealbum – nærværende Leviathan – ikke ment som en udfordring til bandets fans, men bare hits man kan læne sig tilbage og nyde. Måske er det derfor, det på mig virker lidt vel kedeligt og repetitivt.
Forstå mig ret, med det første nummer, “The Leaf on the Oak of Far”, spiller de ikke bare på alle metallens tangenter, men også på halvdelen af operaens. Der er fuld gas på alle instrumenter, og mellem to vokalister og et ambitiøst baggrundskor er det ikke sparet på noget. Nummeret er præcist, hvad det giver sig ud for at være: symfonisk metal fra nogle af subgenrens absolutte mestre.

Det næste nummer, “Tuonela”, har alle de samme elementer, men der er bliver leget nogle lidt andre lege med vokalen. De storladne følelser får fuldt spil, og set for sig selv er det også et fremragende blanding af det symfoniske og det hårde. Måske er det fordi, jeg har hørt det her album et par gange, mere end både det og jeg har godt af, men allerede her begynder jeg lidt at synes, det hele smelter sammen. Musikken stopper helt mellem numrene, men hvis de havde valgt bare at fade det ene ind i det andet, ville jeg næppe kunne fortælle, jer hvornår skiftet skete.

Jeg får måske tegnet et lovligt gråt-i-gråt billede af pladen, og det er ikke helt fair. Nummeret “Die Wellen der Zeit” kan fx. ikke rigtigt klassificeres som metal, det er snarere et metalbands Wagner-fanfiction. Afslutningsnumemret, “Ten Courts of Diyu”, afviger også fra det lidt ensformige manuskript ved skifte mellem stille og voldsomme passager, med guitar-lir strøet generøst udover helheden, men det må man jo også sige, hører sig til.

Der er ingen tvivl om, at Therions rolle som både et af de tidlige bands i den svenske dødsmetal og i den symfoniske bevægelse, der blev enormt vigtig op igennem den sidste halvdel af halvfemserne, gør dem til et af de bands, man absolut bør kende til og afgjort til et værdifuldt bekendtskab, men jeg kan ikke rigtigt lade være med at synes, at denne her plade kunne verden lige så godt have været foruden.
Jeg er sikker på, at fans af bandet og genren vil lytte til skæringer som titelnummeret, “Leviathan”, med stor fornøjelse, men det her er ikke pladen for dem, der ønsker sig noget nyt.

Som sagt var det dog også, hvad bandet satte sig for at lave, så det kan man dårligt komme bagefter og klandre dem for.

Leviathan er alt i alt en plade, der er velegnet både til folk, der er nysgerrige efter, hvad bandet kan, og folk, der kender og elsker dem, men for andre er den ret undseelig.

 

REVIEW OVERVIEW

Therion - Leviathan

Share this article

Recent posts

Popular categories