Alice Cooper

Tæsk af flæsk!

Anmeldelse af: SepticFlesh og Krisiun. Voxhall, Aarhus. 17. april 2019.

Der var lagt i kakkelovnen til en hyggelig aften med Flæsk og sovs – nej gu var der ej, for den stod jo på Krisiun og SepticFlesh nede på Voxhall! Det blev til en glimrende aften, hvor grækerne viste deres snilde ved at besejre brasilianerne.

 

Foto: Hasan Jensen

Krisiun
Det tre mand høje band Krisiun fra Brasilien bliver aftenens først navn for mit vedkommende, da jeg desværre først ankommer til sidste nummer fra bandet forinden. Sidst Krisiun var forbi Aarhus, var jeg egentlig okay imponeret over trioens ellers meget konventionelle dødsmetal, så det bliver spændende om det stadig holder

Desværre er det bare som om at Krisiun ikke rigtigt kan komme i gear i dag. Krisiun er ikke dårligt som så. Musikken er egentlig ganske solid, men den er også utroligt ufarlig. Man ved nærmest konsekvent hvad der kommer til at ske om lidt, selv hvis man ikke kender sangene. Alt ligger lige til højrebenet, og det bliver hurtigt en kende kedeligt, om end det ikke som sådan er dårligt.

Lyden er ikke synderligt fed under Krisiun, der mest af alt virker til at have lyttet lidt for meget til Lars Ulrich. Nej, det er ikke fordi lilletrommen lyder af skraldespand, men derimod fordi bassen kun kan høres når den står HELT alene. Valget virker dog rimeligt bevidst, da den kære Alex Camargo altså umiddelbart ikke virker som en særligt skarp bassist, på trods af de mange år i gamet. Til gengæld kan han growle, og dette gør han altså også godt. Guitaren er skarp, og med masser af blæret lir. Dette bekræfter dog blot billedet af et band der fokuserer for meget på guitaren, når nu ikke det andet kan blive så spændende.

Bandet forsøger at komme udover scenekanten, men det lykkes aldrig rigtigt. Der bliver aldrig sat helt gang i publikummet, på trods af nogle små pits, og en god omgang headbanging. Det kan være svært at nå sit publikum fuldstændigt, når samtlige medlemmer er låst fast på et instrument, og derfor har svært ved at komme ordentligt rundt på scenen. En skam, for Krisiun vil sgu gerne levere en vild koncert, men det lykkes altså aldrig at komme op af gear. Dertil er musikken for konventionel og ufarlig samt bandets optræden for rutinepræget.

Krisiun får altså ikke vundet denne anmelder ind her til aften.

 

SepticFlesh
Så bliver det sgu tid til en god røvfuld egyptisk inspireret dødsmetal og så endda fra filosofiens hjemland: Grækenland.

SepticFlesh, der i lokale munde også kendes som Skeptisk Flæsk, er altid klar på at give en god gang smæk for skillingen, og i aften viser sig bestemt ikke som nogen undtagelse. Det er tydeligt at se, hvem publikummet er kommet for, da salen er bedre fyldt, og moshpitten lige det vildere, omend stadig ikke imponerende, til SepticFlesh.

Bandet spiller glimrende og stramt, måske lige med undtagelse af bassen, der mere virker som om, at den er der blot fordi, at den skal være der. Det er ærgerligt, at aftenens tema åbenbart er ”bands, som burde hyre en dedikeret bassist,” men sådan er det.

Så længe musikken spiller går det nok, og med SepticFlesh kan bassen idet mindste høres og mærkes, når den altså spiller. Guitarerne er flotte, og de symfonisk elementer fra backingtracket går klart igennem.

SepticFlesh er noget bedre end Krisiun til at træde ud og møde deres publikum i øjenhøjde, altså billedligt. Vi ved alle godt, hvem der bestemmer her til aften, og de har altså nogle fede uniformer på og synger onde sange om guder, der for længst er stoppet med at blive tilbedt i bred forstand. Dog fanger SepticFlesh deres publikum på glimrende vis, og der er rigeligt af energi oppe foran både fra bandet og fra publikum.

Det gør sig altså bare utroligt godt med de symfoniske elementer i SepticFleshs lydunivers.

Det virker på en gang genkendeligt og alligevel helt specielt og unikt. Der er altså tænkt over tingene her lige fra de vilde dragter til sceneopsætningen til kompositionerne. Det går altså godt i hak for SepticFlesh, omend det stadig føles som om, at der lige mangler lidt.

Jeg håber personligt på, at man engang – du ved, sådan bare lige for sjov – kan fange bandet med Sotiris Vayenas på guitar og clean vokal. Det er bare ikke helt det samme, når begge vokalerne ikke er live. Desuden er det som om, at sætlisten ikke er totalt gennemtænkt. De to sidste numre, vi får serveret, er to af de eneste sange fra den ellers helt formidable plade Communion, hvor særligt lukkeren, “Anubis”, altid tager kegler.

Koncerten kunne vel dårligt slutte uden bandets absolut største hit, og publikum tager gladelig imod med en sidste stor energiudladning.

Vi har fået rigeligt med tæsk af flæsk, og sikke da en fornøjelse det har været.

Personligt ser jeg allerede frem til bandets næste Danmarks visit. Det må hjertens gerne være snarligt.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Krisiun
SepticFlesh

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...