Thrash-giganter med skønhedsfejl

Metal Church
Inden Megadeth skulle på scenen, havde bandet bragt et andet 80’er metalband med sig som opvarmningsband. Metal Church var blevet tildelt den tjans, man skulle derfor tro, at det ville være en smal sag for et band, som spiller klassiske tunge metal-riffs a la Judas Priest at få gang i publikum. Men sådan blev det ikke. Metal Church blev aldrig rigtig interessante på noget tidspunkt af de 45 minutter, som bandet havde til rådighed på scenen. Deres middelmådige og ensformige sceneshow gjorde, at jeg som beskuer begyndte at tælle minutter hver gang jeg kiggede på mit ur velvidende, at Megadeth skulle på scenen bagefter.

Metal Church har ellers nogle ganske fede og hurtige riffs. På f.eks. ”Needle and Suture” og ”Beyond the Black”, som snildt får hovedet til at headbange i takt til musikken. Men oppe på scenen er der stadig ikke der ikke de store energier at komme efter. Forsanger Mike Howe er dog hele tiden i aktiv bevægelse, men det smittede aldrig ned på gulvet.

Det kunne derfor ikke blive til mange horn i luften for en jævn og sløj omgang heavy metal fra Metal Church.

Megadeth
Så blev det endelig tid. Endnu engang skulle Dave Mustaine & co. gæste Danmark. Denne gang i VEGA, KBH. Dannet i 1983 af Mustaine og bassist David Ellefson kort efter, at Mustaine blev smidt ud af Metallica. Var Megadeth i sin tid med til at sætte præg på den voldsomme udvikling, metallen tog i starten af 80’erne fra heavy metal til thrash metal. Megadeth har fast plads i ”The Big 4” sammen med Metallica, Slayer og Anthrax. Så der var lagt i kakkelovnen til en brandvarm aften i fornemt selskab.

Megadeth ligger ud med en af deres stærkeste kompositioner ”Hanger 18” fra Rust in Peace (1990). Rust In Peace er en af de plader, som står højest i bandets bagkatalog. ”Hangar 18” er et musikalsk bevis på, at guitaren er det førende instrument i Megadeth. Med solo, på solo, på solo fra Mustaine og guitarist ”Kiko” Loureiro, så er det lige før, at nummeret næsten ingen ende vil tage. Jeg havde placeret mig ret tæt på scenen, og publikum var allerede i ekstase. Skub i ryggen og albuer i hovedet var ikke sjældent mærket. Lige som det skal være!

Hvis man hører til dem, som har set Megadeth før, ved man, at Mustaine ikke er den mest energiske frontmand. Han har begge fødder solidt plantet i gulvet, men kommer dog roligt rundt omkring på scenen. Men så er det godt, at han har David Ellefson på bass, ”Kiko” på guitar og tromme-monsteret Dirk Verbeuren omkring sig. De kan om nogle udfylde scenen med deres energiske bevægelser, og det gør, at Mustaine ikke nødvendigvis behøver at tilføje nogle sporadiske bevægelser selv. Man fordyber sig så meget i Mustaines karisma og  sublime guitarspil, at man ikke er i tvivl om, at han gør det, han gør bedst. I hvert fald på guitaren.

Lyden på hans mikrofon denne aften var så lav at man dårligt nok kunne høre, hvad han sang, og kom der endelig et lille pusterum, hvor man kunne høre ham, lød det som om, at han decideret mumlede ordene ned i mikrofonen. Som fan af Megadeth er jeg fuldstændig klar over, at sang ikke er Mustaines stærkeste side. Men denne aften lød det helt og aldeles galt. Så meget, at det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Dave Mustaine stadig selv burde synge i bandet.

Denne koncert var klart støbt sammen til de hardcore fans. Det vil man også sande med et blik på setlisten, som var enhver Megadeth fans våde drøm. Der blev disket op med ”Sweating Bullets”, ”Symphony of Destruction”, hvorefter vi fik ”Mechanix”, og der må være kvajebajer, hvis du i din brandert kom til at synge lidt af lyrikken fra Metallicas ”The Four Horsemen”. Efter en lille kort pause fulgte bandet trop med ”Peace Sells” og mesterværket ”Holy Wars… The Punishment Due”.

Alt i alt en fremragende koncert. Jeg mener dog, at den blev trukket ned af Dave Mustaines efterhånden slidte vokal, som desværre ikke var bæredygtig under koncerten. Men musikalsk kunne man ikke bede om en mere fantastisk levering fra Mustaine & co.