Anmeldelse af: I Prevail + Dream State. Lille VEGA, Kbh. 28. februar 2020.
Fredag aften i lille Vegas beskedne, men tæt pakkede sal, troppede amerikanske I Prevail op til deres første koncert i Danmark nogensinde.
Foto: Jeppe Ludvig Jensen
Med deres nyeste album, Trauma, fra 2019 som hovedfokus på deres sætliste havde I Prevail kridtet banen af til en grundig omgang brandhed metalcore. Walisiske Dream State skulle opvarme, og det skulle vise sig, at begge bands skulle overraske og sprænge alle mine forventninger denne aften.
Dream State
Dream State fra South Wales har siden 2014 katapulteret sig fra at være et mindre ukendt startupband til at være… ja, et stadig lidt ukendt, men i den grad spændende, nyere navn inden for britisk post-hardcore. Bandets mørke tekster, der bevæger sig rundt i fortællinger om traumer, depression og kampe med afhængighed, er noget af det, som definerer bandets historie og signaturlyd.
Uimponeret, er det første ord, der poppede op i mit hoved, da jeg havde stået og svajet til 3-4 numre af Dream States repertoire. Numre fra den nyeste plade, Primrose Path, dominerede sætlisten og trods Charlotte-Jayne (CJ’s) overdådige vokal samt den oprørske, knivskarpe lyd af elektroniske sprængninger fra guitarren, så stod jeg faktisk og kedede mig lidt. Numrene flød sammen, og det hele synes upoleret og rodet, som om bandets medlemmer bare lige stod og havde en hyggestund sammen i et tilfældigt studie.
Men pludselig skete der noget. Om det var en ændring af energien i rummet eller en ændring i min egen opfattelse af scenariet, ved jeg sgu ikke. Bandets positive attitude, legende, tilfældige sceneshow og stærke forbindelse til sit publikum smittede af på mig, og jeg begyndte ukontrolleret at smile stort. Energiraketten CJ’s stordansende og strålende energi skinnede som et lys, trukket ud af bandets mørke undertoner, og jeg følte mig hypnotiseret af de gennemborende sangtekster, hvilke virkelig frembragte et dybere budskab.
Den alternative rock, der udfoldede sig foran vores øjne, synes at tryllebunde samtlige i salen, som lig mig blev smittet af stemningen. CJ strakte sig over sit publikum og blev båret gennem mængden, mens hendes lyse klang skar gennem lugten til lyden af manisk rave-rock i baggrunden.
Dream State runder af bl.a. med storhittet “White Lies”, som sendte pulserende bølger af energi gennem mængden, og jeg er på dette tidspunkt ude af stand til at modstå den glædesrus, der fyldte salen. Det er ikke historien om undergang og mørke, der fangede min opmærksomhed, men snarere de adskillige øjeblikke i løbet af aftenen, hvor bandet viste sårbarhed og ærlighed, hvor de åbnede sig op og omtalte det mest sårbare i livet, og hvordan vi som mennesker skal give kærlighed og hjælpe hinanden. ”Love each other”, sagde CJ gennem endnu et bredt smil, før Dream State forpustet forlod sit, i den grad opvarmede, publikum.
I Prevail
Jeg ved åbenbart ikke nok om I Prevails koncerter til at kunne regne ud, at det ikke var sådan en aften, hvor jeg kunne stå midt på gulvet foran og drikke min lille fadøl. Første nummer eksploderede på scenen, og i samme sekund blev halvdelen af min drink spildt udover mig i resultatet af den moshpit, der åbnede sig, som en hvirvelstrøm på gulvet. ”SMID DEN!” Blev der skreget i mit øre, og jeg slap min drink med begge hænder, sekunder før jeg blev revet ind i menneskemængden. ”Get on your knees and bow down!” brølede Eric Vanlerberghe, mens jeg kæmpede en brav kamp for ikke at ende på mine egne knæ. De hårde riffs og bombastiske trommer sparkede ind og ledsagede sangeren i en af deres hårdeste numre fra pladen Trauma.
Det amerikanske band fra Michigan, USA har trods deres karriere siden 2013 aldrig betrådt den danske scene, og det var lige før, at dette aldrig ville ske. Efter I Prevails 2016 album, Lifelines, fik bandets anden forsanger, Brian Burkheiser, konstateret en polyp på stemmebåndet, der kunne resultere i enden på hans karriere. Lykkeligvis kom den dygtige vokalist sig hurtigt efter operationen, og det fuldendte band kunne fortsætte deres rejse sammen.
Burkheiser havde dog stadig brug for enkelte pauser under sættet, og under nummeret ”Stuck in Your Head”, som er heavy på de rene vokaler, måtte han give sin stemme et hvil og overlade spotlyset til gæstevokalist, Dylan Bowman. Dette gjorde dog intet for helheden af sangen, og lykkeligvis synes publikum travlt optaget af at vælte ind i hinanden på gulvet, så det er slet ikke sikkert nogen, der opdagede det lille skift.
Naturligvis bød aftenen også på nummeret, som I Prevail i tidernes morgen blev kendte for, Taylor Swift-coveret “Blank Space”. De formåede her at forgrene deres musik til genrer som pop og elektronisk hip hop, men dette resonere ikke lige så meget med det metalglade publikum, som synes at trives bedre i noget af bandets hårdere materiale.
Erik har den største scene-tilstedeværelse og virkede super engageret med sit publikum gennem hele sættet, der ustoppeligt kastede sig rundt i den ene moshpit, cickelpit, armpit, you name it. Hans dybe skrig synes dog af og til at mangle den gennemslagskraft, som man kender og elsker fra sangenes tunge breakdowns. Hans teknik var af og til lidt upoleret, men det har ingen betydning for koncertoplevelsen i dens helhed. Salen havde for længst udviklet sig til et orgie af vanvid, og ren luft var erstattet med svedige skyer af dampende masse.
”This is usually the part of the evening, where we ask you to give us a reason to come back…” udtalte Eric til sit publikum, efter han med en smule våde øjne tilføjede: “But you already did more than that.” Bandet kastede sig derefter ud I aftenens encores: “Breaking Down” og “Come and Get it”.
Intensitet, tilstedeværelse og rå galskab beskriver bedst, hvilken koncertoplevelse der fandt sted i Lille Vegas sal fredag aften. En solid præstation fra et band, som ved, hvem de er, og hvad de vil.
Som koncertgænger til I Prevails koncerter kommer man ikke for at stå stille og suge musikken til sig, men mere for at være fuld deltagende i vildskab og festligheder til lyden af hardcore rock i baggrunden.
