Alice Cooper

Troen på det uhørte

-

“Yokebreaker” Unseen Faith, Prime Collective

Danske Unseen Faith viser med deres kommende EP “Yokebreaker”, at de kan lave gedigen Deathcore, god Deathcore. Men så heller ikke mere

Som skrevet står i de hellige annaler (bandets bigorafi), så har vi skam med en sjældenhed at gøre her: Et kristent Deathcore band fra Danmark! Jeg kan på siddende fod kun komme i tanke om Captain Roselyn, der begår sig i samme gebet herhjemme.

Hvad kan Unseen Faith så med “Yokebreaker”, der lander den 27 november via Prime Collective og Border Music? Jo, lad os tale en kort gennemgang af hver nummer:

#1 “Revenant” Melodisk start og laber piano-afslutning, derimellem har vi med veludført, men stadig generisk Deathcore at gøre. Ikke tamt, vel-produceret, og det er ligesom det…

#2 “Enemy” Tjah, udover et hårdtslående breakdown i slutningen af sangen, så lyder det som #1 i en ny indpakning, hvis man fjerner de melodiske stykker.

#3 “Route 3” Se SÅ sker der noget! Måske EP’ens i mine øjne stærkeste udspil. Gutterne i Unseen Faith lader til at slippe sikkerhedsselerne og har komponeret et nummer, der trækker veksler på genrens store navne som Fit for an Autopsy, Oceano og Impending Doom, men hvor de stadig bidrager med deres eget udtryk. Du skal høre den for at forstå lydbilledet.

#4 “The Mask” Atter lader der til at være en naturlig progession i “Yokebreaker” med det fjerde nummer her. Som en slags rejse, forkyndelse, ja, en decideret messe. Det begynder at give sammenhængende mening. Jeg hører lidt inspiration fra Djent-genren her.

#5 “Father” Uha! En skøn solo! Det var faktisk savnet, uden jeg vidste det. Som den manglende ingrediens i maden eller det hemmelige krydderi. Af en eller anden grund minder sangen mig her om danske Redwood Hill i deres melodiske stykker – bare i en hurtigere version.

#6 “Roars” Jeg havde måske sat snuden op efter en episk art, som jeg fornemmer, at bandet godt kan strikke sammen. Men det sidste og længste nummer på EP’en forekommer lidt intetsigende og insignifikant. Det er lidt en skam, at vi slutter, hvor vi startede, når nu midten var så dejlig.

Jeg forventer ikke, at et band skal genopfinde den dybe tallerken for at vinde min anerkendelse. Den har Unseen Faith skam vundet! Hvis de fortsætter stilen her og videre på en eventuel fuldlængde, så kan vi se frem til at få lukket et hulrum på den danske metalscene.

De tre horn er en flot karakter, og den kunne sagtens bankes op til fire. Men jeg lander i sidste ende ved antagelsen, at når jeg ikke rigtig fornemmer bandet folde sig helt ud og stadig vægter 51 % til at lyde som kopier af meget fornemme bands som Whitechapel og Chelsea Grin – når de er bedst – så vil jeg hellere se deres potentiale udfolde sig helt ved et senere udspil, før flere horn bliver hevet op ad hatten fra min side.

Fortsæt de gode takter, drenge! I kan godt vriste jer fri af idolerne ,,/

REVIEW OVERVIEW

Unseen Faith - Yokebreaker

Share this article

Recent posts

Symfoniske metervarer

Anmeldelse af: Therion - Leviathan. Udgivet 22. januar 2021. Nuclear Blast Records. Inspireret som et greatest hits-album, men uden genhørets glæde.   Ifølge eget udsagn er Therions...

Wardrunas vilde hvide ravne rammer rigtigt

Anmeldelse af: Wardruna - Kvitravn. Release d. 22. januar 2021 via Columbia/Sony Music.    Kvitravn betyder “hvid ravn”. Hvid symbolisere bl.a. det rene og uskyldige, mens...

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være...

Årsliste 2020 for Amanda

Vi er ikke færdige med at kigge på dig, 2020! Vores fotograf Amanda har også set lidt på de ting, der skete - og ikke...

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

  Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting...

Popular categories