Alice Cooper

Troen på det uhørte

“Yokebreaker” Unseen Faith, Prime Collective

Danske Unseen Faith viser med deres kommende EP “Yokebreaker”, at de kan lave gedigen Deathcore, god Deathcore. Men så heller ikke mere

Som skrevet står i de hellige annaler (bandets bigorafi), så har vi skam med en sjældenhed at gøre her: Et kristent Deathcore band fra Danmark! Jeg kan på siddende fod kun komme i tanke om Captain Roselyn, der begår sig i samme gebet herhjemme.

Hvad kan Unseen Faith så med “Yokebreaker”, der lander den 27 november via Prime Collective og Border Music? Jo, lad os tale en kort gennemgang af hver nummer:

#1 “Revenant” Melodisk start og laber piano-afslutning, derimellem har vi med veludført, men stadig generisk Deathcore at gøre. Ikke tamt, vel-produceret, og det er ligesom det…

#2 “Enemy” Tjah, udover et hårdtslående breakdown i slutningen af sangen, så lyder det som #1 i en ny indpakning, hvis man fjerner de melodiske stykker.

#3 “Route 3” Se SÅ sker der noget! Måske EP’ens i mine øjne stærkeste udspil. Gutterne i Unseen Faith lader til at slippe sikkerhedsselerne og har komponeret et nummer, der trækker veksler på genrens store navne som Fit for an Autopsy, Oceano og Impending Doom, men hvor de stadig bidrager med deres eget udtryk. Du skal høre den for at forstå lydbilledet.

#4 “The Mask” Atter lader der til at være en naturlig progession i “Yokebreaker” med det fjerde nummer her. Som en slags rejse, forkyndelse, ja, en decideret messe. Det begynder at give sammenhængende mening. Jeg hører lidt inspiration fra Djent-genren her.

#5 “Father” Uha! En skøn solo! Det var faktisk savnet, uden jeg vidste det. Som den manglende ingrediens i maden eller det hemmelige krydderi. Af en eller anden grund minder sangen mig her om danske Redwood Hill i deres melodiske stykker – bare i en hurtigere version.

#6 “Roars” Jeg havde måske sat snuden op efter en episk art, som jeg fornemmer, at bandet godt kan strikke sammen. Men det sidste og længste nummer på EP’en forekommer lidt intetsigende og insignifikant. Det er lidt en skam, at vi slutter, hvor vi startede, når nu midten var så dejlig.

Jeg forventer ikke, at et band skal genopfinde den dybe tallerken for at vinde min anerkendelse. Den har Unseen Faith skam vundet! Hvis de fortsætter stilen her og videre på en eventuel fuldlængde, så kan vi se frem til at få lukket et hulrum på den danske metalscene.

De tre horn er en flot karakter, og den kunne sagtens bankes op til fire. Men jeg lander i sidste ende ved antagelsen, at når jeg ikke rigtig fornemmer bandet folde sig helt ud og stadig vægter 51 % til at lyde som kopier af meget fornemme bands som Whitechapel og Chelsea Grin – når de er bedst – så vil jeg hellere se deres potentiale udfolde sig helt ved et senere udspil, før flere horn bliver hevet op ad hatten fra min side.

Fortsæt de gode takter, drenge! I kan godt vriste jer fri af idolerne ,,/

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Unseen Faith - Yokebreaker

Discover

Latest

Coreys middelmådige fandenivoldskhed tydeliggøres

Anmeldelse af: Corey Taylor - "CMFT". Release: 2. oktober 2020 via Roadrunner Records/Warner Music. “CMFT must be stopped … CMFT can’t be stopped” - Aargh,...

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...