Anmeldelse af Thy Art Is Murder + support, d. 16.11.25 i Lille Vega

Parkway Drive havde aflyst deres planlagte 20 Year Anniversary European Tour 2025.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Med kun 6 dages varsel stod masser af fans op til disse triste nyheder. At core mastodonterne så havde trukket stikket pga at de ikke kunne have deres produktion i KB Hallen, herunder specielt ild, medførte stor kritik fra alle kanter. Om det var Live Nation, Parkway Drive eller KB Hallen miskommunikations fejlen lå hos finder vi nok aldrig helt ud af. Men det var og er en bommert af de helt store og vil blive talt om længe.

Med kort varsel blev det dog annonceret at de 2 supportbands ville spille en koncert i Lille Vega samme dag på Vesterbro. Dette blev modtaget med kyshånd og showet var således komplet udsolgt. Køen strækker sig helt ud af døren, da jeg ankommer. Jeg er lidt træt oven på min egen koncert på DTU i Lyngby om fredagen. Men det her ville være en unik ting at være med til. Særligt omstændighederne taget i betragtning.

The Amity Affliction

Metalcorebandet fra Australien har eksisteret siden 2003 og har udgivet 7 albums inklusiv debuten Severed Ties (2008). Jeg har kendt til gruppen i mange år og endda set et par numre live med dem på Wacken Open Air imens jeg ventede på Beast In Black. Jeg har dog aldrig været helt overbevist af netop denne corebande. Måske det ville ændre sig nu hvor jeg skal se Joe Birch (vokal), Dan Brown (guitar, backing vokal), Joe Longobardi (trommer) og Jonathan Reeves (vokal, bas) for alvor.

Der åbnes med det eneste nummer, jeg rigtig kender “Pittsburgh” fra Let the Ocean Take Me (2014). Det er et melodisk hit hvor ren skønsang fra Reeves dominerer lige så meget som de tørre brøl fra Birch. Nogle gange mere endda. Hvert nummer er skåret efter den samme skabelon. Det kan man argumentere for at så meget metalcore er. Men netop denne blødere version bliver på trods af nogle ellers fine breakdowns og gode poppede hooks hurtigt ret ensformig.

Det hele er sovset ind i keyboards på backing track og The Amity Affliction er i sandhed et band der har nægtet at udvikle sig siden 00’erne. Deres lyd er måske velklingende, men på samme tid næsten også karikeret for den tids fløde-core. Når det er sagt, så lykkes det at få gæsterne til at circle pitte, moshe, lave wall of death + crowdsurfe og “HEY”-råbene er taknemmelige fra dem der sikrede sig en billet.

Brown har en noget dybere stemme end forsangeren og sammen udgør de 3 vokalister en ellers fin enhed på “Like Love” fra Somewhere Beyond Blue (2021) EP, “Drag the Lake” fra Misery (2018) og den nye single “All That I Remember”. Oh jo, der viftes fint med hænderne, men jeg kan ikke lade være med at føle at det her havde været langt mere imponerende, hvis jeg havde været teenager. For jeg har lyttet til masser af følsom metal, men der skal mere til nu til dags for at imponere mig. At blive semi-voksen er noget rod.

Denne her slags metalcore hvor de er ekstra kede af det hele tiden har stadig 100% sin eksistensberettigelse som et godt gateway-drug. Til syvende og sidst var det fin underholdning og der var point for pænt at hjælpe de gæster, der tog sig en tur i luften op til scenen. Konklusionen bliver bare at når materialet ikke er bedre skrevet end det er på “All My Friends Are Dead”, “Death’s Hand”, “I See Dead People”, “It’s Hell Down Here” og “Soak Me In Bleach” så vil The Amity Affliction fortsat være lidt anonyme i en genre der har udviklet sig forbi dem for mange år siden. Efter lang tid holder de stadig fast i deres formular, men det er ikke nødvendigvis altid til bandets fordel.

Thy Art Is Murder

Det bliver min femte koncert med deathcore-kongerne og mit tredje show med Tyler Miller i front. Han har nu vist sig at gøre det ganske fint både i Amager Bio i 2023 med Spite, Fit For An Autopsy og Whitechapel og på Copenhell i 2024, så ingen bekymringer herfra. Bandet tæller også Sean Delander (rytmeguitar), Andy Marsh (leadguitar), Kevin Butler (bas) og Jesse Beahler (trommer).

Der er proppet og det er tydeligt at mærke at stemningen er på bristepunktet. 5 lysstænger blinker rødt, grønt og blåt, men ellers er der ikke meget udstyr på scenen. Thy Art Is Murder kommer ind til et stort bifald og flækker vores nakker med “Blood Throne” og “Join Me In Armageddon” fra Godlike (2023). Netop dette album er ikke på Yousee Musik, så jeg har ikke lyttet meget til det. Det virker heldigvis til at lægge sig fint op af tidligere udgivelser. Publikum kaster sig ind i hinanden fra første breakdown. Miller ved at det her er specielt og han er god til at få gang i gulvet og pitten både snurrer og koger nærmest hele vejen igennem.

Sirenen fra voldelige “Death Squad Anthem” og den uhyggeligt relevante brutale “Make America Hate Again” fra Human Target (2019) er perler på en setliste der fodrer masserne med lige præcis den lede ødelæggelse der er nødvendig denne søndag. Vi hopper i takt til de tunge rytmer og som varmen stiger må jeg smide min Vile Impregnation longsleeve og pludselig er min ømme krop begyndt at bevæge sig mere og mere. “Holy War” og “Fur and Claw” fra Holy War (2015) sender de første crowdsurfere af sted. Det er skægt at opleve deathcore-herrerne på et så lille spillested. Det er ikke en chance der byder sig igen, når man tænker på Thy Art Is Murders popularitet.

Desto endnu mere god stil at de har valgt at give fansene denne oprejsning og oplevelse. Miller adresserer skuffelsen ved den egentlige koncert, der skulle have fundet sted i dag, men håber at vi vil nyde aftenen alligevel. Favoritten “Slaves Beyond Death” fra Dear Desolation (2017) holder festen på et højt niveau af grum, ekstrem metal. Det kan godt være at det er Lorna Shore og Shadow of Intent, der er frontrunners for deathcore anno 2025, men Thy Art Is Murder har lagt et fundament for genren, der absolut ikke kan overvurderes.

“The Purest Strain of Hate” fra Hate (2012) er så tæt på en fællessang som bandet kommer, og det hele er en styg erstatning, som vi ikke kunne have været foruden.

Jeg er nu med på løjerne i midten af salen og selv om “Destroyer of Dreams”, “Godlike” og “Keres” ikke er på nogen af mine playliste endnu, så falder temperaturen på ingen måde. Ganske vist skal der lige bruges en mindre pause fra de helt store fælles manøvrer. Dette ændres naturligvis, da den dynamisk væmmelige “Puppet Master” får fansene til at kollidere i en sidste kaotisk masse, og der er rigeligt med smil over det hele fra siderne til balkonen.

Thy Art Is Murder vidste at de skulle give den gas og levere smadder til folket, og jeg tror ikke at én eneste gik fra Lille Vega skuffede. Det var en yderst betænksom handling, der tog form af et brag af en deathcore-sammenkomst. Man kan nemlig godt levere en skide god koncert uden en kæmpe produktion.

Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder