Alice Cooper

Ulven hyler fornemt

“Walking Roads” EP af REDWOLWES (Disciplinarian)

Danske REDWOLVES laver gedigen Hard Rock med kant og samtidig ørefængende melodier, der dog liiige mangler det sidste… Et eller andet

Kjøbenhavner kvartetten REDWOLVES omdanner kvalmt halbal-rock til stadionrock med fornemme ambitioner på deres nye EP “Walking Roads”, ingen tvivl om det. Der er plads til både ballade(r), de kvikke riffs, sublime soli på spaden og fremragende vokal – det er skam rigeligt repræsenteret.

Derfor ærgrer det egentligt nærværende skribent, at trods en håndfuld gennemlytninger ikke endnu besidder den der “WAUW”-effekt, som jeg har haft det med danske bands i (nogenlunde) samme gebet som fx Blended Brew og Junkyard Drive, når jeg hørte dem på plade.

For dette bands fire numre lange EP eksemplificerer ellers, at drengene mestrer både sammenhæng i melodien, uden at forkvakle udtryksformen med søgte finter som syrerockede eksponering eller tunge(re) indslag. Bandet (gen)opfinder ikke den dybe tallerken, og det behøver de heller ikke, og de er heller ikke et gængs Hard Rock-fænomena efter formularen på den kedelige samlebånds-måde.

Glemt i mængden?
Før denne causering løber lettere af sporet med notesblokkens mange nedfældede “?” men samtidig også “!”, så lads os lige få bandet på det rene: REDWOLVES har Thin Lizzy-stilen tilsat Turbonegros fandenivolds-hed, og forsanger Rasmus Cundells vokal er som at høre Papa Emiritus fra Ghost på en god dag (og den Pave har vist sjældent en dårlig dag). Der er altså at gøre med den uforfalskede rock efter den gode formel, der adrig bliver rigtig skidt.

Det ligger godt i tråd med den retro-rock bølge, der har inficereret den interne sendeflade i strømningen de seneste år. Men måske er det netop faldgrubben for REDWOLVES. For jeg kan samtidig ikke sætte en finger på, hvorfor bandet ikke bider sig fast. Måske af samme årsag, at de færreste ude for den nærmeste kreds kan huske Passion Orange under den danske semi-grunge bølge, hvor Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir herskede. Eller da Nu Metal var på sit højeste: Hvem husker Stabbing Westward?

Begge bands har alle fået det der: Hvor FANDEN blev de af?! De var jo skide gode!-prædikat.

Og REDWOLVES er nemlig SKIDE GODE! Men de har heldigvis Ace of Spades i ærmet til deres fordel.

Bølgen er her nemlig endnu igang med den her retro-rock fornemmelse, og hvis bandet kan bevise, at de mestrer skabelonen Hard Rock uden at inddrage påtagede elementer i deres udtryksform, så kan de her RIGTIG flotte fire stjerner SAGTENS blive udskiftet til en højere karakter i den nærstående fremtid, når de truer med at betræde rockens scenegulv herhjemme. Hvem ved, måske kan deres debutplade blive et nyt “Nevermind” eller “Hybrid Theory”. De har i hvert fald potentialet til det.

“Walking Roads” er ude den 29. januar via Disciplinarian.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

REVIEW OVERVIEW

Redwolves - Walking Roads

Discover

Latest

Tygers taber terræn

Anmeldelse af: Tygers Of Pan Tang - Ambush (reissue). Release 18. september 2020 via Mighty Music/Target Group.   Britiske Tygers Of Pan Tang er særdeles aktive...

Lidt fra hver ende af spektret

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september. Del 2 af 2. Hvor førstedagen af årets udgave af Raise Your Horns-festivalen...

Det skete – rent faktisk – i de dage!

Anmeldelse af: Raise Your Horns 2020. Musikhuzet, Rønne. 11. - 12. september 2020. Del 1 af 2. Det er næsten ikke til at tro, men...

Chill Anselmo

Anmeldelse af: En Minor - When The Cold Truth Has Worn Its Miserable Welcome Out. 04. september 2020 via Season of Mist. Der skrues op...

Fotoreportage: Artilley + Manticora

Fotoreportage fra: Artillery + Manticora. Amager Bio, Kbh. 04. september 2020. Hvordan ser metalkoncerter ud anno efteråret 2020 i denne tid? Det kan du få...