Anmeldelse af Cryptopsy, Atheist, Almost Death, og Monastary. Spillestedet Stengade, Kbh. D. 26/02-24.

Der kom godt med fut i fejemøget, da Atheist og Cryptopsy efter fire års udsættelser endelig lagde vejen forbi Stengade, hvor publikum oplevede fire års forløsning.

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Monastary

Aftenen starter med ungarske Monastery, som spiller en groovet og tung omgang dødsmetal. Fremmødet er endnu ikke imponerende, men dette løftes heldigvis igennem Monasterys optræden, der med stødt tempo får lokket folk ind foran scenen.

Energien er god hos aftenens første band, og deres groovede og til tider næsten Nü-Metal-lydende drop-tuning-akkorder fungerer glimrende med de dybe growls og hæse skrig, som forsanger, Roland Kovács, fyrer igennem mikrofonen.

Gruppen har ikke megen plads på scenen, så de kan ikke fysisk komme så godt rundt, som det ellers lader til, at gruppen ønsker. Den generelle energi hos bandet er til gengæld god, og der bliver i den grad gået til stålet energimæssigt. Kovács har ligeledes en stærk attitude, som er utroligt passende; særligt genren taget i betragtning.

Tempoet ligger ofte i den højere ende, og der bliver især gået til den med lynhurtig tremolopicking på guitaren. Dette gøres næsten konsekvent fedt, men desværre er der bare nogle tidspunkter, hvor der kommer ujævnt trav i anslagene. Dette forstærkes blot ved, at lyden allerede ved aftenens første band er fremragende og (igen: genren taget i betragtning) utroligt dynamisk og bred.

Monastery leverer en glimrende og energisk første koncert her til aften, hvor sammenspillet kun sjældent har egentlig slinger i valsen.

Almost Dead

Fra Ungarn til USA – næste (næsten) levende billede er Almost Dead, som spiller en hurtig omgang og til tider thrashet dødsmetal. Der er godt med smæk for skillingen hos amerikanerne, hvor især trommeslageren, Ryan Glick, lader til at være i hopla.

Gruppens energi er god, hvor forsanger, Tony Rolandelli, også hopper ud og får startet aftenens første moshpit med publikum. Første omgang pit er desværre ikke imponerende, da den desværre skubber publikum mere væk fra scenen, imens to gæve gutter kæmper den gode kamp. Senere kommer der lidt mere gang i den, og Rolandelli formår sågar umiddelbart til egen store fornøjelse at vælte i pitten. Ikke noget, der sker hver dag, udtaler vokalisten.

På mærkværdig vis fungerer gruppens musik utroligt godt til trods for, at riffsne i denne anmelders øjne virker fortærskede og til tider decideret kedelige. Her er det helheden, der formår at imponere mere, end er de enkelte dele for sig selv måske med undtagelse af trommerne, der ikke blot er fede, men også leveres med utroligt fed og energisk indlevelse.

Guitarist, Zach Weed, får til gengæld fyret en rigtigt lækkert udført solo af med masser af sweeping over arpeggioer. Det tekniske afbræk virker lækkert i forhold til det ellers ret simple og in your face-musik, som bandet serveret for aftenens metal sultne publikum.

Atheist

Det hele bliver vendt lidt på hovedet nu. Hvad jeg og flere iblandt publikum har regnet med, skal vise sig ikke at holde stik. Atheist har egentlig virket som headliner, men alligevel går de her til aften på som tredje band, og dette helt bestemt ikke uden publikums jubel. Der bliver fyldt godt ud oppe på de forreste rækker, og der er ikke slået mange toner an, før moshpitten og den store omgang headbanging starter. Fire års forløsning skal ud nu, og Atheist er i den grad klar til at levere den oplevelse, som publikum har hungret efter.

Humøret er både på scenen og hos publikum højt, hvor energien strømmer rundt i lokalet i ét stort virvar. Crowdsurfing og stagediving bliver der også tid til, omend pladsen på Stengade er ret trang til netop at crowdsurfe. Dette skal dog ikke forhindre gutter i læderbukser, der umiddelbart blot ser det som en udfordring nærmere end et problem, at der er et loft.

Musikken bliver fremført med stort overskud og energi fra det tekniske dødsmetalband. Gruppen kommer godt rundt på scenen, hvilket musikkens tekniske niveau imponerer. Overskuddet hos Atheist er enormt, igen særligt den musikalske kompleksitet og variation taget i betragtning. Der er lige så godt gang i den på scenen som hos publikum, og de intime rammer på Stengade er som perfekte for aftenens stemning. Spillestedet koger.

Lyden er knivskarp, og til trods for de mange musikalske skift i Atheists lyd spiller den musikalske dynamik utroligt lækkert her til aften. Denne anmelder kan ikke huske så skarp lyd på spillestedet før. Det sidder simpelthen lige i skabet. Guitarerne har god luft under vingerne, imens bassen får lov til at buldre sammen med det ellers nærmest akrobatiske og til tider nærmest febrilske, men alligevel utroligt stramme trommespil fra trommeslager Steve Flynn. Forsanger, Kelly Shaefers, stemme er rådden på den helt rigtige måde og lyder utroligt godt og passende her til aften. De ældre kan sgu stadig deres kram!

Atheist formår mildest talt at imponere eller måske nærmere blæse en omkuld med en magtdemonstration udi den progressive og tekniske dødsmetal, der eksekveres til perfektion. En stærk koncert med rigeligt af pondus.

Cryptopsy

Som rosinen i pølseenden får Spillestedet Stengade besøg og i forlængelse deraf tæsk af canadiske Cryptopsy. Bandet lader ikke mærke på sig, at det er sent mandag, samt at en del af publikum desværre er forduftet efter Atheists magtdemonstration af en koncert. Cryptopsy deler raskt ud af de musikalske håndmadder, og dette gør de med stor ekspertise.

Moshpitten fra tidligere består måske af færre folk, men intensiteten fejler bestemt intet, hvor der både er plads til circlepits, crowdsurfing og en god gammeldags omgang moshing. Det hele får lov at spille her til aften, og Cryptopsy kvitterer med stramt spillet og super hurtig dødsmetal.

Sammenspillet i bandet er fremragende, hvilket blot forstærkes af, at lyden atter engang er så godt som perfekt i hvert fald fra kort inde i koncerten. Guitaren er dejligt skarp, hvor både melodier og saftige riffs går klart igennem, imens bassen får lov til at agere rytme og til tider nærmest walking-bas – en ting, der faktisk fungerer utroligt godt indenfor genren. Trommerne er stramme og varierede med et godt liv, og til trods for den voldsomme dobbeltpedal drukner hverken de øvrige instrumenter eller vokalen ikke i trommemuren.

Bandet har et godt live-tække, også selvom det som sådan egentlig kun er forsanger, Matt McGachy, der egentlig kommer rundt på scenen, er der god energi og netværk at spore hos de resterende medlemmer i bandet. Cryptopsy leverer en intens og god koncert, hvor publikum er godt med på at holde en fest og så endda på en mandag.

Spillestedet Stengade har denne mandag dannet rammerne om intet mindre end en fantastisk forløsning på fire års hård ventetid. Er dette måske den sidste Corona-forløsning? Hvis det er, har det så absolut været i top!