Anmeldelse af: Dizzy Mizz Lizzy i Royal Arena, Kbh. d. 15 november 2024.

Dizzy Mizz Lizzy er inkarnationen af et guitarlick, og det beviste de i Royal Arena med et stærkt 30-års jubilæumsshow

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

30 år er det siden rocklegenderne i Dizzy Mizz Lizzy udgav deres selvbetitlede debutplade. Det skal fejres i Royal Arena, og heldigvis for os koncertgængere er det en mere fortræffelig aften end din gennemsnitlige voksenfødselsdag – og i hvert fald federe end en af “de der” fødselsdage, som mor og far insisterede på, man bare skulle med til, selvom man ikke helt gad.

En fyldig start i form af “Thorn In My Pride” starter aftenen, hvor lydmanden skal have et klap på skulderen for at have skruet og trykket ordentligt på knapperne, så nummeret faktisk har en bund i lydbilledet, sammenlignet med hvordan det lyder på plade.

Dizzy Mizz Lizzy står stærkt i aften, og det er tydeligt, at de ikke er et band, der nogensinde har overvejet at hvile på laurbærrene, ligegyldigt hvad fansene har at sige til det. Selvom deres debutplade har været deres mest kommercielle succesfulde, har deres nyere musik stadig været præget af friske idéer og et ambitionsniveau, som få har.

Desværre er det et tveægget sværd for Dizzy Mizz Lizzy, da jeg kan forestille mig, at mange ikke går op i det nyere materiale. Det virker i hvert fald sådan i aften, da det tager helt til femte nummer “In The Blood”, før publikums koncertgnist virkelig bliver tændt. Dog, så snart den er tændt, formår bandet, og især Tim Christensen, at vedligeholde blusset kørende med skærende dygtige kompetencer og en bekvemmelig scenetilstedeværelse. Specielt på “The Middle” skinner Tim Christens musikalske kompetencer igennem, og han får virkelig lov til at vise hvor konsekvent en vokalkontrol, han egentlig besidder.

Koncerten bliver afbrudt af en videokalibrering på storskærmen, der viser gamle TV-udsendelser fra 1994. Videoerne består af interviews med bandet og fans, samt diverse montager af festivalsannonceringer og awardshowpriser.

Selvom Dizzy Mizz Lizzy hiver i nostalgitrådene, føles det ikke som om, at det er nostalgifølelsen, der giver dem de kunstneriske point. Det kan være fordi, at de numre, der blev skrevet tilbage i 1994 stadig står enormt stærkt anno 2024 – eller det kan være fordi, jeg er en teenager, der ikke levede dengang og derfor ikke aner, hvad jeg snakker om.

Men når “Mother Nature’s Recipe” bliver fyret af, er det svært at sige, at Dizzy Mizz Lizzy ikke stadig holder den dag i dag. Og endnu sværere når den bliver opfulgt af “Glory”, der forvandler Royal Arenas gulvplads til ét stort dansegulv.

Deres maskingeværspræcision i form af melodiske guitarfigurer, kompetent trommespil og akkompagnerende baslinjer fortsætter atter på “Barbed Wire Dream”. Desværre drukner vokalstykkerne ofte i bandets ellers enormt tight samspil, og overordnet er vokalen faktisk skruet for lavt ned i de fleste numre.

Ofte gør det ikke noget, da de numre man hører i aften, er nogle, man alligevel har hørt hundrede gange før og derfor ved præcis hvad der bliver sunget og hvornår. Det kunne f.eks. være ved koncertens zenit “67 Seas In Your Eyes”, hvor den svære-at-afkode intro i skæve taktarter tordner derudaf. Ærgerligt er det dog, at nummeret skal ødelægges af flere minutters ligegyldigt guitarlir og bladdersoli fra Tim Christensen. De skulle have holdt sig til ungdomsaggresionen i starten af nummeret, som de tydeligvis stadig kan finde frem.

“Waterline” fungerer som en musikalsk centrifuge, der er ude af kontrol, inden scenetilbagevenden finder sted, så der kan blive afsluttet på notoriske “Silverflame”. Det er ikke fordi, Dizzy Mizz Lizzy skal bevise noget som helst længere, da de allerede har gjort det, men det klæder dem umanérligt meget at hvile så meget i deres egen selvsikkerhed på scenen.

Dizzy Mizz Lizzy behøver ikke de sædvanlige koncertklichéer, som mange bands er afhængige af. De nøjes med at spille, præcis som de vil og stadig imponere. Så selvom lyden ikke konsekvent var i sit es, og selvom alle aftenens numre ikke besad samme gennemslagskraft som størstedelen, beviser Dizzy Mizz Lizzy uanset deres musikalske kompetencer med et bundniveau, der er så højt, at mange andre danske bands aldrig ville nå derop.

Kellermensch

Det var egentlig planen at Kellermensch også skulle anmeldes, men først var der forsinket transport pga. mængden af mennesker, og så da jeg skulle have billet var indgang B lukket, så alle skulle diageres væk derfra og til en anden indgang. Det var ret bøvlet… Tror kun jeg nåede 10-15 minutter af Kellermensch, desværre.

Alle billeder i galleriet er taget af Magnus Karms Blichfeldt