Anmeldelse af Worm: Necropalace. Udgivelse d. 13. februar 2026 via Century Media / Sony Music
Worm har på kort tid ormet sig dybt ind i mit hjerte! Denne gang får doom-duoen skruet op for det symfoniske, og dermed også det cinematiske. “Necropalace” føles som at se manden med leen i øjnene gennem et kaleidoskop.
Dybt inde i Floridas mørke sumpe, startede Worm ud i 2012. Dengang var det kun et soloprojekt for den nuværende vokalist Phantom Slaughter. Hvad der startede ud som black metal har efterhånden adopteret genretræk fra både doom, death og symfonisk metal. Disse har kollideret på spektakulær vis! Kombien, der bedst kan beskrives som Cradle Of Filth på psykedeliske svampe, er tilbage stærkere end nogensinde før.
Allerede fra den instrumentale intro, “Gates to the Shadowzone”, bliver vi lovet en symfoni. Orkestrale elementer kombineres med en leadguitar, der giver throwbacks til tidlig powermetal, uden at miste en gnist af Worms ondskabsfulde attitude.
Så er festen i gang! Dernæst bliver vi kastet ud i en dynamisk tornado af delayede growls og melodiøse soloer! Bandet er overdramatisk på den bedst tænkelige måde. Det bliver aldrig ligefrem komisk eller for meget af det gode. Deres sange er dynamiske og føles aldrig halvbagte. Selvom de ofte varer over 7 minutter.
Worm er ikke en lille splejset regnorm, men snarere selveste midgårdsormen. Musikken har en nærmest meditativ kvalitet til sig, men på en måde, der alligevel føles kompromisløs. Sangen “Blackheart” får, med sit smukke hovedriff, mine tanker på ekspedition i underjordiske krystalgrotter. Det er en af årets tidlige favoritter.
Men hvis du tror, at Worm kun producerer små drømmende lydbilleder, har du fået det forkerte indtryk. Dette album er samtidig fyldt til randen med badass guitarriffs.
For eksempel på “The Night Has Fangs” hvor Phantom Slaughter byder os op til de dødes dans, ved at growle “trick or treat”, hvorefter guitaristen Wroth Sepentrion supplerer med den ene guitarsolo efter den anden. Der er noget til tider prog-rocket over guitarspillet, men den melodiøse integritet gør, at det aldrig føles som rent blær. Tværtimod, de talentfulde soloer er både underholdende og emotionelle, og kunne være taget lige ud af en Lorna Shore-sang. “Necropalace” er et skæringspunkt for forskellige genrer og følelser. Hvis du vil have nogle fede melodiøse black metal-grooves, er du kommet til det rette sted. Men hvis du er interesseret i et dystert musikalsk landskab opbygget af passionerede performere, leverer Worm også.
Necropalace vælter om sig med gotisk mystik. Det føles som et mytisk slag, udkæmpet for århundreder siden. Det er episk af proportioner, finpudset og dog kompromisløst. Midgårdsormen er et stort frådende bæst, og når den først bider sig fast, giver den ikke slip. Bered jer på Wormageddon. Men ikke enden, for Worms storhedstid er først lige begyndt.
