En øjenvidneberetning om de omkringliggende oplevelser fra første dag på Copenhell 2010.
En heavy metal-festival på dansk jord med høje ambitioner? Jo, tak, den jeg tager undertegnede!
Arkivfoto: Guillaume Blanjean
Hellfest i Frankrig, Wacken Open Air i Tyskland, Download Festival i England, og listen kunne blive ved.
Jeg havde været på Wacken Open Air i 2007 som min første regulære heavy metal-festival over flere dage – og sikke en uforglemmelig oplevelse!
Nu er det unfair at sammenligne W:O:A med så meget andet, men denne festival og beskrivelser samt videoer fra de andre festivaler i samme genre fik mig til at undre mig over: Hvorfor har vi ikke sådan en tilsvarende festival med højt ambitionsniveau foregående over flere dage med organiseret festivalledelse, som jeg havde oplevet det i landet sydpå?
(NB: Jeg var ung og uprøvet og havde ikke rigtig fidus til de andre, mindre heavy-festivaler i Danmark, der sikkert har gjort noget lignende. Det beklager jeg i retrospekt.)
Derfor var begejstringen stor, da nyheden om en heavy-festival over to dage i industriomgivelser på Amager meldte sig; og de første annoncerede navne tyede på, at man allerede tænkte stort fra starten med det bedste af den danske scene og mange af de store udenlandske metalnavne.
Det blev løbende til navne på plakaten som Megadeth, Suicial Tendencies, Danko Jones – for ikke at forglemme The Psyke Project, Mnemic og SuperCharger.
Men jeg var i det stadie af præ-Copenhell 2010 stadig ikke overbevist. Det havde nu mere noget at gøre med, at jeg dengang vidste, at jeg ville have svært ved at overbevise de nærmeste venner om at tage med, og modsat nu ville jeg ikke satse på at dukke op til en koncert endsige en hel festival af den tunge slags og regne med at få nye venner.
SÅ kom overbevisningen: Suicide Silence og DevilDriver. Sidstnævnte var/er jeg jævnt pjattet med for at underdrive, så selv hvis festivalen nu var blevet annonceret i en udørk i Danmark uden offentlig transport frem og tilbage, så ville jeg stadig dukke op nu.
Apropos offentlig transport: Det gad jeg da ikke. Jeg var lykkelig bilejer af en skøn, blå Opel Corsa, og den skulle blive min eneste, velkendte følgesvend ud til Refshaleøen på den del af Amager, jeg ellers aldrig havde besøgt og ikke troet, at jeg ville ende med at besøge så mange gange i de kommende år både for festivalens skyld, men lige så meget for mellem de årlige omgange Copenhell lige at mindes, feste og hylde Ulven.
Ulven var dog ikke at pejle sig efter dengang, så i gråvejr (det er jo Copenhell) måtte jeg med en gammeldags GPS finde vej derud den 11. juni, lidt under en måned efter, at jeg var fyldt 21 år.
I mellemtiden var der dog sket det, som der ikke måtte ske…
Suicide Silence havde aflyst. Bevares, jeg overlevede nok, men den anden nyhed var en decideret mavepuster: DEVILDRIVER havde også aflyst!
Hånden på hjertet så overvejede jeg kraftigt at blive hjemme på daværende tidspunkt, fordi jeg vel altid kunne se de andre bands til selvstændige koncerter (til jer unge og ældre: Se jeres måske-bands, mens I kan. I ved aldrig, hvornår det er deres sidste show!), vejret så ud til at blive dårligt (det skulle blive en løbende forbandelse for festivalen), og jeg kendte ikke andre mennesker, der ville med (som sagt: hvem ville blive hjemme af den grund i dag?).
Jeg tror simpelthen ikke, at jeg gad bøvlet med at skulle sælge min billet, for det var ikke lige så let, som det er nu, hvor man næsten kan forvente et udsolgt Copenhell hvert år, og der er grupper på Facebook for den slags – og de penge skulle ikke gå til spilde.
Så jeg indfandt mig på en parkeringsplads med direkte udsyn til indgangen til helvede ved navn Highway to Hell en route Copenhell. Området skulle senere blive undertegnedes og andres venners personlige “Heavy Metal Camping Lot”.
Jeg forstår godt, at man har ændret logistisk på denne ordning i nyere tid, men, for pokker, hvoe savner jeg de dage og nætter ude på parkeringspladser med diverse eskapader, mens man kunne høre de sidste toner fra helvede forstumme sig, som man gik til ro.
Nu var jeg umiddelbart eneste personbil uden erhvervsærinde på Copenhell.
Så begyndte første problem: Jeg kunne ikke komme ind!
Rettelse: Den umiddelbart eneste skurvogn, der skulle kontrollere billetter, kunne ikke skanne min billet af den ene eller anden årsag; så mine første rigtige 45 minutter på Copenhell gik med at stå forrest i en kø og få kontrolleret min billet i hoved og bagdel, før jeg kunne komme ind.
Inde på selve pladsen lidt senere ville man i sammenligning med de senere omgange af Copenhell kalde dette en sløv, tidlig eftermiddag. Men det var faktisk kogepunktet under de store navne, for vi var ikke mange gæster dette år kun omkring 5.000 angiveligt.
Spilleplanen var lavet som graffiti på en container, og bakkerne kunne man sagtens bruge en hel dag på, som det ville ske for mig flere år senere.
Men af frygt for at lyde som et luksusdyr så lokkede eventuelle indendørsaktiviteter mere grundet vejret efter at have set lidt livemusik (dette er ikke en anmeldelse af livenavnene det år, så det må I have til gode. Men en kommentar til Deftones det år kan dog læses HER.), så jeg fortrak indenfor i den daværende biograf.
Jeg kan ikke huske, hvad man kunne se, men jeg kan huske, at jeg opretholdt et løfte, jeg havde givet mig selv, inden jeg drog til denne afdeling af Amager: Jeg ville nyde én god øl (jeg var jo i bil).
Se, før Royal Beer fik stort set monopol på øludskænkning på Refshaleøen, så havde Copenhell dette år et samarbejde med Ølfabrikken, hvor man kunne få deres Copenhell-øl på – selvfølgelig – 6,66 procent.
Måske romantiserer jeg over den øl nu, men, manner, den smagte godt, og den øl savner jeg stadigvæk!
Et par koncerter mere blev set, og allerede dengang kunne jeg fornemme konturerne af, at det her kunne blive morsomt at opleve næste år med nogle venner – hvis der altså blev et år mere. Det blev der og endda endnu flere til, og jeg venter spændt på 2022-udgaven. To års fravær har virkelig bevidst, hvor stort en hunger der er efter den institution, der for mange af os er blevet Copenhell.
Og (jeg er ikke blevet betalt for at sige dette) jeg har haft nogle af de bedste oplevelser ude på Copenhell, der har givet venner for livet, uforglemmelige oplevelser og deslige udskejelser, som man kun kan gøre det i det frirum, der er Copenhell.
Alt dette var jeg ikke var over, da jeg drog hjem samme aften med mørke skyer over nattehimmelen og min karret som eneste kompagnon at berette om turen.
Ambitionerne var der da helt sikkert, men ville det var være nok til at gentage, og ville der komme flere år med Copenhell?
Åh, jeg skulle bare have vidst.
