Hvem skal have tæsk med en klapstol, hva’?
En af de ting, der er fede ved at have en klumme som denne her, er, at jeg kan inddrage alle mine obskure nichehobbyer, som jeg i grunden har lyst til. Med andre ord: I dag handler det om elbow drops, powerbombs og store mænd i tætsiddende underbukser.
Jeg fulgte verdens største wrestling promotion, WWE, fra jeg var 12, til jeg startede i gymnasiet som 16-årig. For et års tid siden genfandt jeg så kærligheden til kampene, de (til tider) platte storylines og den helt igennem fabelagtige underholdning, og heldigvis er WWE efter nogle særdeles magre år omkring 2010 igen fundet tilbage på rette spor.
Så i anledning af at WWE sender nogle af sine fineste superstars (ja, det hedder wrestlere, der er på kontrakt med WWE) til landet 14. maj næste år, har jeg derfor valgt at tage et kig på, hvilke intromelodier der har været de mest metal i løbet af branchens levetid fra de glade 80’ere, forbi de hårdtslående 90’ere og op til nutidens PG-æra.
Er der nogle lækre themes, jeg har glemt at inkludere? Tyr en fiktiv klapstol efter mig i kommentarfeltet og fortæl, hvad der mangler.
Honourable mentions: Sandman – “Enter Sandman”, Bobby Roode – “Glorious”, CM Punk – “Cult of Personality”, Edge – “Metalingus”, D-Generation X – “Break It Down”
#10 Demoltion – Demolition (fremført af Rick Derringer)
Vi starter langt tilbage i WWE – der dengang hed WWF’s – gyldne æra. Fra slutningen af 1980’erne og frem til de tidlige 90’ere var Demolition et altødelæggende tag team bestående af Ax og Smash (og senere hen også Crush), som formåede at løfte det prestigefyldte WWF Tag Team Championship tre gange. Deres første titelsejr varede tilmed hele 478 dage fra 27. marts 1988 til 18. juli 1989, og duoen Ax og Smash har den dag i dag stadig rekorden for længste enestående titel samt for flest totale dage som titelindehavere.
Rick Derringers temamusik er så prototypisk blød metal, som det overhovedet kan være, men for tiden var det et råt og hårdtslående tema i WWF-sammenhænge. “Here come Ax, and here comes the smasher. The demolition, walking disaster. Pain and destruction are our middle names,” vræler Derringer, mens et af de mest toneangivende tag teams fra den gyldne æra kontant marcherede mod ringen for at uddele nogle tæsk.
#9 Lita – Love, Fury, Passion, Energy (fremført af Boy Hits Car)
I dag nyder WWE godt af muligvis den mest talentfulde flok kvindelige wrestlere i branchen nogensinde, men sådan har det langt fra altid været. Omkring årtusindeskiftet var der langt mellem snapsene på kvindefronten, hvor dem med to X-kromosomer hurtigt kunne blive degraderet til vulgær fanservice for det mandsdominerede publikum.
Lita var derimod ikke som de andre piger. Hun havde tatoveringer, slog en proper næve og hang ud med The Hardy Boys, der udførte halsbrækkende stunts fra stiger, gennem borde og andet, der bragte deres velbefindende i seriøs fare. Lita var én af drengene, og derfor fortjente hun i den grad det mest metal intronummer, der er blevet bestøvet en kvinde i WWE.
Boy Hits Cars “Love, Fury, Passion Energy” har med sin underliggende akustiske guitar og mere følsomme outro en vis blød side til at komplementere de tunge riffs og gennemtrængende skrig i det afsluttende omkvæd, der var udgangspunktet for Litas temamusik. Narrativet om den frisindede kvinde, der ikke giver en fuck for dine regler, gør kun nummeret til et endnu mere perfekt mach til Litas karakter.
#8 CM Punk – This Fire Burns (fremført af Killswitch Engage)
CM Punk var én af de superstars, der brød igennem, peakede og brændte ud, i den periode, hvor jeg ikke fulgte WWE. Hans rebelske, antiautoritære attitude kombineret med hans straight edge-gimmick gik rent hjem hos et publikum, der var blevet godt og grundigt træt af at se superstjernen over dem alle, John Cena, være umulig af vælte ned fra den piedestal, som WWE havde placeret ham på.
I CM Punks storhedstid var det til tonerne af Living Colors klassiser “Cult of Personality”, at han trådte ind i arenaen, men introen og versene til “This Fire Burns” er for det første en del mere metal, og for det andet akkompagnerede det Punks gimmick som en vred, ung mand, der bare ville se en verden i brand.
Efterspillet vedrørende CM Punks karriere var dømt til at blive grimt, men i wrestlingbranchen skal man aldrig sige aldrig – og hvor kunne det da være fedt at se ham betræde en wrestlingring igen i fremtiden.
#7 Rob Van Dam – One Of A Kind (fremført af Breaking Point)
Da Rob Van Dam kom til WWE fra nu hedengange ECW (Extreme Championship Wrestling) var det med et ry for at være højtflyvende og hårdtsparkende. Akkurat som i ECW blev han med det samme en fanfavorit, hvor hans Five-star Frog Splash var garant for at få publikum op af stolene.
Meget få mænd i WWE gjorde, hvad Van Dam gjorde i årene omkring 2002, hvor han både medvirkede i den første udgave af den sagnomspundne Elimination Chamber og ligeledes formåede at blive valgt til årets wrestler 2002 af Pro Wrestling Illustrated.
Van Dams eftermæle opsummeres måske bedst i Breaking Points “One Of A Kind”. For når man lå dér på ryggen i ringen og stirrede op i lyset, mens man ventede på, at RVD katapulterede sin krop fra toppen af ringhjørnet og direkte ned på én, var der en vis grad af sandhed i omkvædslinjen: “The fear I see, when I look in your eyes, makes you believe I’m one of a kind.”
#6 Chris Benoit – Whatever (fremført af Our Lady Peace)
Der kan ikke skrives så forfærdeligt meget om Chris Benoit uden også at nævne den tragiske måde, som canadieren forlod denne verden på. Et dobbeltdrab plus selvmord i juli 2007 hvor han ikke blot tog livet af sig selv, men også sin kone og søn blev enden på en fremragende karriere, der cirka to år forinden kulminerede ved Wrestlemania 20.
Benoit var en enestående teknisk wrestler, der foretrak at lade sine modstandere give op via submission fremfor at slå dem ud. Grundet hans lille statur i en branche, hvor de store mænd er virkelig store, var det nærmest som at se en arrig terrier gå til angreb på modstanderne – og ja, fra tid til anden levere en flying headbutt med hovedet først fra ringhjørnet.
Introen til Benoits temasang er med tiden blev ikonisk i WWE, som har slettet al tidligere materiale med Benoit fra deres hjemmeside og streamingservice. Det er et nummer, der indkapsler en ukuelig fightervilje, som ikke kan holdes nede, og som varsler en dyst mod en ultradetermineret modstander, der vil gøre alt, hvad han kan for at få dig til at give op.
#5 The Dudley Boyz – Turn The Tables (fremført af Saliva)
Brødrene Bubba Ray og D-Von Dudley har én mission: Tag en modstander, og tyr ham gennem et bord. Og hold kæft, hvor er de gode til det.
The Dudley Boyz er indiskutabelt det bedste tag team nogensinde; de har vundet alt, hvad man kan vinde som duo, deltaget i de bedste tag team-affærer i branchens historie og konstant revolutioneret tag team-kampene undervejs.
“Get the tables!” lyder det, når brødrene fra Dudleyville skal i aktion, og det er lige præcis, hvad der skal ske. Intet stykke mahogni med fire ben er helligt, ej heller fanfavoritten, det spanske kommentatorbord, kan se sig fri for at blive totalsmadret, når først The Dudley Boyz har lagt vejen forbi.
#4 Brock Lesnar – Next Big Thing (fremført af Jim Johnston)
“Dun! Dun, Dundun, Dun! Dundun! Dun, Dundun, Dun!” Vi skal langt ned ad listen, før vi støder på første nummer fra WWE’s legendariske rytmesmed Jim Johnston. I de tidlige 00’ere skabte han et tema, som kun et monster kunne associeres med: Det monster var 25-årige Brock Lesnar, der i 2002 kunne løfte firmaets største pris, det eksklusive WWE Championship, som den yngste nogensinde.
Lesnar decimerede alt og alle i sin første periode i WWE, hvorefter han prøvede lykken i NFL, Japan og UFC. Da han vendte tilbage i 2012, gentog historien sig, og WWE har aldrig set en så dominerende og helt igennem frygtindgydende atlet som Lesnar.
Johnstons instrumentalkomposition er alt, hvad “The Next Big Thing” også er: Stor, brutal, hårdtslående og på alle måder overvældende.
#3 Jericho – Break Down The Walls (fremført af Adam Morenoff)
Da Chris Jericho debuterede i WWE i 1999, var det med en friskfyrsattitude, som vel kun blev matchet af The Rock. Alle var i den verbale skudlinje, og Jericho og The Attitude Era var et perfekt match.
I 2016 er Jericho her stadig. Han har til noget nær perfektion udviklet sin karakter over årene, hvor han i dag påtager sig rollen som excentrisk, tørklædebærende listeforfatter og bedste ven med WWE Universal Champion Kevin Owens.
Det er kun Jericho, der kan løfte sådan en opgave, og heldigvis er han stadig garant for en god wrestlingmatch i ny og næ.
“Break Down The Walls” har heldigvis ikke ændret sig siden debuten, og det er en essentiel og destruktiv 90’er-komposition, der helt fortjent hører til i toppen af de mest metal WWE-themes nogensinde. Riv så de fandens mure ned!
#2 Triple H – The Game (fremført af Motörhead)
“It’s time to play the game,” mine damer og herrer. Vi begynder så småt at nærme os toppen, og du ved, at du som wrestler har fedt, hvis fucking Motörhead har komponeret din intromelodi.
Da den senere ultimative heel og nuværende vicepræsident i WWE, Triple H – efter et succesfuldt medlemskab i fraktionen D-Generation X – for alvor skulle lære at stå på egne ben, var det med hjælp fra Lemmy og Co. hvis hymne er selve essensen af Triple H’s gimmick: Han er spillet, han er i kontrol, og du kan på ingen måde vinde.
Om det er med den trofaste forhammer, ren og skær magt eller andre ufine metoder, skal han nok ende med at stå øverst – og du har i sandhed ikke lyst til at spille hans spil. Det er du i hvert fald ikke i tvivl om, når først du hører de bragende guitarer og Lemmys whiskylatter tordne ud over højtaleranlægget.
#1 Stone Cold Steve Austin – I Won’t Do What You Tell Me (fremført af Jim Johnston)
Der er tre universelle sandheder her i livet: Vi skal alle dø en dag, du kan altid klemme en bajer mere ned, og når først det glas, der indleder Stone Cold Steve Austins temamusik, smadrer, er der nogen, der får en seriøs røvfuld.
Der bliver uddelt håndmadder, nogen får på munden, der kommer til at foregå et godt gammeldags håndgemæng, tæsk bliver delt ud til højre og venstre, og ingen kan se sig fri for at få nogle stryg.
Bagefter drikker den skaldede texaner, der er personificeringen af The Attitude Era, dåseøl i lange baner foran det ellevilde publikum, mens mere glas smadrer i højtalerne. Fuckfingre og Stone Cold Stunners til alle!
