Meshuggah, Architects, Clutch, Fever 333, Fishbone, Malevolence, Nervosa, Angus MCSIX, Kellermensch og ikke mindst Parkway Drive er de første 10 navne til Copenhell 2023! Kan I mærke Refshaleøen trække igen og lugte savsmulden og øllen? Dét kan vi!
Det svenske djent-metalband, Meshuggah, udgav Immutable d. 1. April i år via Atomic Fire Records og fik en flot anmeldelse her på siden: “Meshuggah behøver ikke opfinde den dybe tallerken, for det har de allerede gjort. Immutable er bare et dybt spadestik ned i den gode gamle skål af brandvarm svensk gryderet serveret med et friskt pust og ekstra drys – og det fungerer perfekt” og fik 4,5 stjerner.
Sidst, sludge-rockbandet Clutch gæstede Copenhell, var i 2019 og fik 4 stjerner og disse ord fra vores anmelder: “Neil Fallon, der ellers er kendt for at være en meget indadvendt person, leverede en overraskende formidabel frontmandspræstation, fyldt med både charme og overbevisning, da han spankulerede frem og tilbage på scenen som en anden rockprædikant. Man kunne ønske resten af bandet havde en anelse mere kontakt til publikum, men de leverede rent teknisk varen fuldstændigt. Når det er sagt leverede Clutch en overbevisende performance, der tillige var et dejligt afbræk fra den overvældende død og ødelæggelse der ellers hærger Copenhell.”
Vi glæder os til at (gen)se dem, måske på Helviti-scenen denne gang.
Tilbage i 2016 spillede Architects i Pumpehuset, og vi kvitterede med 5 stjerner. De spillede med en “moden sikkerhed, og alle numre sad lige i skabet”, så mon ikke de fleste vil se det populære metalcore-band.
I september udgav Parkway Drive deres syvende album, Darker Still, via Epitaph Records. De eksperimenterer lidt mere med mørke, skizofreni og metal(core). Dér var numre, som “Like Napalm”, “If a God Can Bleed” og “Soul Bleach”, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg elskede eller hadede dem – på den gode måde, ligesom en god filmskurk. Jeg glæder mig som et lille barn til jul til at se Parkway!



