Reportage fra HXC over HCA #5, d. 07.09.24, på Posten, Odense.

Imens jeg skriver dette, er vinden begyndt at blæse køligt, og de første døde blade ligger på asfalten. Efteråret er på vej. 

Foto: Martina Earthling Martina

Til at starte med skal det siges, at dette ikke er en anmeldelse i klassisk forstand. Mit medie havde ikke søgt akkreditering, og jeg havde det fint med ikke at skulle tage mine sædvanlige noter på telefonen, men blot nyde at være til stede som almindelig gæst. Derfor er dette mere en overordnet reportage/fortælling om min lørdag/søndag  væk fra Sjælland. 

Intro

Det har været nogle intense og følelsesmæssige måneder i juni, juli og august. De har været fyldt med oplevelser, herunder festivaler og koncerter samt gensyn med gamle venner samt relationer til nye mennesker. 

Henover disse tre måneder havde jeg kortvarigt været interesseret i Fyn/Odense, og jeg havde da bestemt håbet på en weekend med brunsviger samt O. Classic. Men det ændrede sig for better or worse til, at mit besøg skulle foregå under andre omstændigheder end originalt.

Denne nye begivenhed havde sin oprindelse på Wacken Open Air i år, hvor jeg kom i snak med min gode ven fra Aalborg, om ikke vi skulle tage til HXC på Posten. Jeg havde ikke før haft erfaringer med arrangementet, men en god tur med kammerater og et program, der blandt andet havde Hexis på plakaten, kunne jo bestemt lokke + lige præcis den uge var der ikke nogle shows i KBH. Ja, man vil jo gerne tage lidt offentlig transport for at få sit metal-fix.

Det gik dog lidt i glemmebogen i de efterfølgende uger, men efter en kort messenger-samtale i september blev vi enige om at genoptage rejsen sammen, hvor vi begge skulle overnatte hos en lokal fælles ven. Så planlagt og tilrettelagt med Orangebilletter frem og tilbage, oprandt lørdagen. 

Turen

Jeg havde dagen/natten inden været på baren Luke’s ad to omgange. At jeg der havde haft en skøn aften i noget vidunderligt selskab, mindskede dog ikke min træthed. Morgenen forløb dog i dejlig hygge på trods af, at jeg var godt brugt. Små to timer før, jeg selv skulle have det direkte toget fra hovedbanegården, ringede min aalborgensiske ven og meddelte, at han højst sandsynligt ikke ville tage med mig på eventyr grundet massivt kaos med transporten. Jeg nåede at overveje, om jeg skulle sove den ud på mit værelse, men endte med at hanke op i mig selv og komme ud af døren.

Dog skulle DSB problemerne vise sig også at gå ud over mig. Således blev jeg smidt af i Korsør og måtte skifte til et andet tog, hvor vi stod som sild i en tønde i gangene, inden jeg ramte Odense Station. Ikke den mest behagelige omgang med de danske statsbaner, men jeg fik da hvilet mig en lille smule fra hovedbanegården. Jeg blev hentet af min fynske ven og kørt til en lille opvarmningsfest i en have inde i byen. Solen bagte ned, og med lidt våde varer og god stemning begyndte jeg at føle, at jeg havde taget den rigtige beslutning.

Jeg havde ikke besøgt Postens lokaler ved stationen, siden jeg så Awake the Lights, Natjager og The Materia i maj 2023. Meget passende at eks-bassisten fra de danske autotune-rockere skulle optræde på HXC med sit nye band + at selv samme herre havde sørget for at jeg kom i døren, tak!

Musikken og stemningen

Som nævnt tidligere, er det varmt som bare pokker (på den gode måde), og iklædt mine sorte patchshorts + min åbne gyldne silkeskjorte ankommer jeg til spillestedet i højt humør.

Åbenbart findes der to scener på Posten. Det var jeg ikke klar over, og til dette arrangement var det den store scene, der var taget i brug. Der er flere muligheder for at gå i forskellige barer samt merchandiseområde og en udegård, hvor man kan ryge. Lige dette område til os, der kan lide nikotin, bliver ret hurtigt proppet, men dette er jo bare et tegn på et fint besøgstal, og det hæver jo altid oplevelsen. 

Jeg mødes af et par herlige typer fra området, jeg efterhånden har kendt noget tid, men sjældent ser på grund af en bro og den generelle afstand. 

Jeg har ikke kigget på en tidsplan i dag, da jeg mere har planer om at tage dagen og aftenen, som den kommer. Men jeg er da troppet op foran scenen, da Black Tritonus åbner. Det er en ganske habil omgang death metal, jeg sagtens kunne nyde en anden gang, desværre er dette deres farvelshow. Slet ikke nogen dårlig optræden at slutte af på.

Metal-scenen har altid noget intimt over sig, forstået på den måde, at alle på den ene eller anden måde kender hinanden, i H.C. Andersens hjemby findes dette sammenhold også i høj grad. Og selvom jeg ikke har det bredeste netværk på denne ø, så hygger jeg mig da gevaldigt med de venner og veninder, jeg kender, samt medlemmer fra Hexis og He Who Saw the Abyss. Og selv dem i publikum, man ikke har mødt før, er jo ganske snakkesalige.

Denne udgave af HXC markerer ikke kun slutningen for et band, men også begyndelsen for et nyt, så foran os står nu med bind for øjnene i sort tøj og hætter He Who Saw The Abyss til deres debutkoncert. Det er deathcore med emotionelle tekster, der brøles ud imod os. Denne koncert lover godt for bandets fremtid, og vi var flere, der nød de brutale toner og mørke image. De spiller gratis på Warpigs i Kbh d. 21.09, vi ses!

Bones of Minerva har en langt mere melodisk tilgang til deres metal, og selvom det ikke har samme gennemslagskraft, så er det ikke mindre fascinerende at være vidne til. 

HXC har allerede nu udmærket sig ved at booke artister, der adskiller sig væsentligt fra hinanden, og vi er kun halvvejs i programmet. Jeg støder på en gammel kollega fra Faraos Cigarer, der for nyligt er flyttet til omegnen. Jeg havde inviteret ham, og Hexis havde været søde at sætte ham på gæstelisten. Jeg ender i så god snak med ham og hans veninde, at jeg næsten misser forsanger Filip og co. 

Jeg kommer ind i midten af koncerten, og Hexis er med vanligt galskab ved at splitte lokalet og publikums trommehinder ad med deres kaotiske blackened hardcore. Dette orkester kan ikke fejle på en scene, og jeg har vidst hele aftenen, at dette var showet, jeg vil brække ryggen til. Jeg er bestemt ikke den eneste, og bagefter hører jeg flere udnævne det som den bedste koncert indtil videre. Jeg glæder mig til at se dem i september på Forbrændingen og selv varme op for bandet i Lyngby til november. 

Fatal Move er teknisk og brutalt, og vi er flere, der får rykket i nakkemusklerne og hævet vores stemmer. Både oppe foran hegnet og nede på gulvet har gæsterne en fest. Den frimodige latter og de mange godhjertede historier har så godt fat i mig, at jeg af denne grund ikke får set meget af The Ocean. Til gengæld får jeg muligheden for at lette mit hjerte sammen med nogle empatiske mennesker, og det var også nødvendigt.

Da jeg endelig bevæger mig ind til hovednavnet, er det et helt ubeskrivelig miks af progressive og ekstatiske bombardementer, der møder mig. Det her skal jeg 100 % opleve i sin fulde længde, når chancen byder sig. Hold da op!

Der skal ryges færdig, før en lille tur i byen. Men jeg er semi-brugt, og vores chauffør skal også sove på et tidspunkt. Der blev serveret brunsviger til aftensmad. 

Hjem

Søndag morgen vågner jeg på min vens sofa til lidt af et chok, da jeg finder ud af, at der er længere på gåben til stationen, end jeg havde regnet med/fået fortalt. Det resulterer i, at jeg må løbe 97 % af vejen, der skulle tage halvanden time i traskende tempo. 

Sådan kan man også blive frisk, og det er da en alternativ måde at se byen på og dens udkant. Jeg når faktisk min afgang totalt udmattet, det har dog også motiveret mig, at en ny billet ville have kostet mig mellem 400 og 500 kroner. Samtidig skal det siges, at det var flot at se en tidlig morgenstund i Odense alene ved en 06:40 tiden. 

Epilog 

Som jeg sidder i toget hjem prøver jeg at fordøje weekenden. Atter fuld af indtryk, der markerede sommeren 2024 som en tid, hvor jeg blev vakt til live på en ny måde, blev knust, og alligevel blomstrede mit liv til noget, jeg ikke havde kunnet forestille mig. 

HXC er et arrangement ikke ulig Ilter og Lasher, der tør satse på noget anderledes musikalsk i trygge rammer. Samtidig er det en vild stemning, der bliver sat, ikke nødvendigvis i pitten, men mere i form af de kunstarter, vi mødes af på Posten.

Det var min kun tredje koncert i Odense, men chancen for, at jeg vender tilbage næste år til en ny version af HXC, er stor. Det er jo lige før, man kan savne Fyn, når de præsenterer koncerter som disse sammen med en bunke søde festglade metalfans.

Toget kørte direkte til Kbh, og uden afbrydelser sov jeg tungt, mæt af livets hastighed under solen for denne gang. 

“But what does winter bring if not yet another spring.”

4/5 for den samlede oplevelse 

Fotos er taget af Martina Earthling Martina: