Copenhell blev forvarmet

APHYXION

Anmeldelse af When Copenhell Freezes Over, 28. januar 2017, VEGA.

Vanen tro bød januar på en håndfuld bands til arrangementet ”When Copenhell Freezes Over” som en lille aperitif før selve festivalen.

Atter skulle man navigere rundt i spillehuset VEGAs krinkelkroge, lifligt anført af radiokaptajnen Anders Bøtter, kendt fra radio-podcasten ”Sort Søndag”, for at blive præsenteret for seks fremadknusende danske orkestre i alskens undergenrer i metallens lige så nørklede subgenre-skema.

Derfor var menuen alt fra blackened hardcore til hyggelig hard rock denne aften godt fem måneder, før selve helvedes metalfest Copenhell bliver afholdt for ottende gang.

Den korte opsummering bliver, at alle bands bestemt leverede varen til over middel, hvilket imponerede i min bog, men mindre skønhedsfejl hér og andre uovertrufne leveringer dér gav dog nogle bands en sejr via målfoto.

Defecto
Det var ved første øjekast rart at se forsanger, Nicklas Sonne, være på benene igen i Defecto – og det i mere end én forstand. For hvor jeg blev forbløffet over bandets kontante levering af power og heavy-kompot på Forbrændingen i december ved mit første møde med drengene, var det en lettere radbrækket oplevelse at se dem til Prime is Coming-turnédelen i København tidligere denne måned.

MEN bandet er ustoppeligt og fortsætter ufortrødent, og denne aften i VEGA var ingen undtagelse. Jeg har rost bandet for deres ekvilibrisme, men atter tabte jeg kæben over, hvordan især guitarist Frederik Møller kan lire så fede soli af med smilende overskud.

Og publikum var oplagt og tændt! De ville have metal og fik varen. Rette valg som første akt, og man under dem bestemt en af opvarmningstjansene til Metallica i den nærtstående fremtid.

LLNN
Fotograf: Mark Stoumann

LLNN
Jeg vil spare dig for historieundervisningen omkring, hvordan dette band er opstået og bare komme direkte til sagen: musikken.

Med en lettere Monty Python’sk attitude fristedes man til her at sige ”… and now for something completely different”. Fra Defectos lidt mere – I mangle af bedre ordvalg – tilgængelige metal, skulle vi nu over til LLNNs mere atmosfæriske black metal.

Det er stemningsmættet musik med en ”wall of sound”-attitude af enerverende riffs og buldrende bækkener, og jeg elsker det! Den slags skal i min optik opleves helt oppe foran scenen, så den knævrende bevidsthed bliver lukket ned, og man er for en kort stund i det famøse ”her og nu”.

Heldigvis virkede de fremmødte mennesker da også til at være glade for diversionen i den anden ret på menuen. Publikum virkede lige så tændte og begejstrede som under Defecto. Hatten af for publikum.

LLNN
Fotograf: Mark Stoumann

Forever Still
Bandet her ridder på en bølge af succes med en kontraktunderskrivelse med et stort pladeselskab og fornem tjans som opvarmning for mere veletablerede navne.
Min notesblok fra aftenen fortæller mig, at Forever Still lod til at eje scenen mere, end de gjorde, da de sidste år varmede op for Lacuna Coil samme sted.

Bandet var intenst, og hvis vi kategoriserer SEA som udelukkende hard rock og ikke metal, så var Forever Still nok det mest fordøjelige bands, hvis man ikke er til de lidt tungere afarter af heavy metal.

Forever Still er leveringsdygtige i alternative metal på kanten til hard rock med popsange-opbygning, vers/omkvæd/vers/omkvæd, der er lige til at synge med på. Efter man har hørt omkvædet første gang, så er man ligesom klar anden gang, det arriverer i sangen.

Og det var fedt! Anders Bøtter havde skam ret i sin forudsigelse af, at bandet har en lovende karriere foran sig, VEGA føltes under Forever Still rigtig samlet som en helhed med et orkester, vi kunne samles om og have en fest omkring. 

FOREVER STILL
Fotograf: Mark Stoumann

WOES
Og så til aftenens festfyrværkeri af en energibombe. For hvis festen ikke var ved at indfinde sig blandt det fremmødte folk, så ville WOES sateme sørge for, at du NU fik rørt nakkemusklerne, armene og bentøjet i moshpitten allerede ved første larmende strofe, hvor forsangeren startede ude blandt publikum og fik startet en gedigen pit.

Og tak for det! Metal skal fandeme også turde sprænge scenerammerne, så musikken bliver leveret direkte i fjæset, så man et kort øjeblik mister fodfæste og mærker usikkerheden.

I efterrationalets klare lys, når jeg turde flytte fokus mod scenen og musikken generelt og ikke skuede mod pitten af frygt for at få læderarmbånd og nitteskoe i fjæset, så var musikken dog ikke særlig interessant.

Det var hardcore med enkelte afstikkere, men i det samlede hele ikke noget nyt; velkendt uden at være velsmagende. De skabte toppen af festen, men musikken toppede ikke.

WOES
Fotograf: Mark Stoumann

Aphyxion
Ja, vi har skamrost dem før i anmeldelser, og vi har skam omtalt dem positivt på de sociale medier, og jeg står gerne på mål for manglende objektivt skue, men når jyderne fra Aphyxion leverer sådan en hovedret af eksplosive dimensioner, hvor mine superlativer kommer til kort, fordi jeg er hypnotiseret af bandet, så er det svært ikke at udånde et ”pyha” ved tanken om, at morgendagens metalbands blandt andet her står klar, når de gamle dinosaurer stiller stokkene i hjørnet for bestandig.

Jeg har oplevet In Flames før i VEGA og kan drage paralleller til den koncert, for godt nok har Aphyxion ikke samme lysshow som naboerne over Sundet, men de har samme power og pondus og stærke sange, der kan måle sig med svenskerne for dem af os, der elsker de plader, hvor In Flames rykkede grænserne for melodisk dødsmetal, men bevarede aggressionen.

Aphyxion formår at fortsætte den tradition, og jeg under også dem, at de får (endnu) mere eksponering, når de skal spille før Metallica i Royal Arena til en af koncerterne.

APHYXION
Fotograf: Mark Stoumann

SEA
Jeg har hørt danske SEA omtalt som et af de bedste hard rock-bands herhjemme, og jeg er sådan set tilbøjelig til at være enig. Jeg blev endelig overbevist om deres præstationer, da jeg så dem til Nordic Noise-festivalen sidste år, og plademæssigt er de også i toppen.

Men som en kammerat sagde til mig: ”Av, det er næsten synd, at SEA skal spille efter Aphyxion!” For godt nok er Aphyxion og SEA i hver sin boldgade, men når man lige har set den bombastiske fremførsel af Aphyxion på den større scene i Lille VEGA, så bliver det bare en lidt flad fornemmelse, når man skal videre til den endnu mindre scene og se et genialt band, men som aldrig kommer op i samme gear som Aphyxion.

Men det var måske meget godt, for mæthedspunktet var også ved at være nået på dette tidspunkt, så det var egentlig rart med en lille natmad at gå hjem på.

Og SEA var skam i hopla og velspillende, så der er intet at sætte en finger på der, og den sidste energi blev også tappet i publikum, så vi vandrede tilfredse ud i januarkulden bagefter.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

SEA
Fotograf: Mark Stoumann

Igen havde Copenhell hevet en dejlig flok bands frem, med en enkelt eller to undtagelser, som hver har sit store potentiale til at bryde igennem den famøse lydmur og sikre sig langtidsholdbarhed på de store scener i ind- og udland.

Jeg tør godt spå, at om fem år virker det helt hovedrystende, at man kunne opleve de her bands samme aften på et relativt lille spillested til så få penge. Man forstår godt, at arrangementet blev udsolgt.

Og jeg takker for eventet, der gør ventetiden til landets bedste festival lidt kortere!

Vi ses i helvede til sommer \,,/

 

Mærkater: , , , , , , , , ,