Nordic Noise 2016 – Reportage

Nordic Noise Festival 2016

Det var en veludført omgang nordisk støj, vi blev serveret for på Østerbro midt i maj i år. Vi smider lige et par sammenkogte ord om begivenheden her:

Metal A Day havde den aldeles udsøgte fornøjelse at være video-reportere til dette års udgave af festivalen Nordic Noise, der havde sammenfattet en god omgang rock og hard rock til de fremmødte. Vi tegner et overordnet portræt af eksekveringen af eventet og smider en karakter og ganske kort bedømmelse af HVERT ENESTE band, der havde fornøjelsen af at optræde til Nordic Noise i Danmark.

OVERORDNET:

Vi slår lige fast med det samme, at vi desværre ikke kan sammenligne dette år med de tidligere, da vi desværre først fik taget vores Nordic Noise-mødom dette år, men det hindrer os da ikke i at spille kloge på traktementet, musikken og das-situationen.

Spillestedet var Remisen på Østerbro, der bedst kan beskrives som en sportshal. Remisen bliver brugt til alt fra loppemarkeder og – øjensynligt – koncerter, selvom det ikke lige er Remisen, du formentlig skal mest forbi, når du besøger de tunge koncerter i dette land.

Det virkede dog til, at lyden spillede rigtig godt for hvert enkelt band, hvilket man ellers kunne frygte det modsatte ved, når bygningen, mildt sagt, nok nærmere var tiltænkt sporvogne end rockmusik anno 2016.

Vi spottede heller aldrig køer, der var nævneværdige. Man kunne altid få en fad-øl i hånden eller foder i skrutten, selvom priserne var på den pæne side af pebret. Men at dømme ud fra det fremmødte segment, var det nok den slags folk, der kigger mere på udvalget end prisen: De SKAL bare have fadbamser og svin i bugen.

Den eneste kø, der dog lod til at være evig, var køen til toilettet. Nuvel, der var opsat skideskur til lejligheden udenfor sammen med urinaler, men det lod til at være i underkanten for det fremmødte tissetrængende folk.

Apropos de fremmødte skal vi ikke fælde dom over succesraten for bagmændene hos Nordic Noise. Fremmødet var pænt begge dage, men Remisen lod dog til at være en anelse for stort til et event af sådan en kaliber. Men hvad ved vi…

Til sidst skal der dog lyde en stor cadeau til folkene bag for perfekt eksekvering af tiderne. Vi oplevede sjældent, at tidsplanerne blev overskredet for, hvornår de forskellige bands skulle spille.

Husk for resten af se vores video-montage fra begge dage HER:

BANDS

Dag 1:

Stonebird 4/6 ,,/
Den utaknemmelig tjans at åbne en festival i København på et tidspunkt, hvor de fleste nok lige havde fået fri, er aldrig barmhjertig. Men de greb opgaven modent an med psych-rock, der sendte tankerne i retning af Woodstock 1969. Det var som at opleve Baby Woodrose kombineret med hollandske Focus. Og SIKKE et engagement. Bandet lod til at nyde oplevelsen, trods det sløje fremmøde.

Childrenn 5/6 ,,/
Næste ensemble på scenen var en dansk besætning, som ikke vil kategoriseres som en supergruppe, selv om medlemmer har fortid i bands som Psyched Up Janis, The Raveonettes og Powersolo. Undertegnede havde set frem til, om de kunne spille deres medrivende bud på atmosfærisk rock med pedalen i bund. Kort fortalt: Det ku’ de! Fang dem nær dig, når du får chancen.

Freddy and the Phantoms 5/6 ,,/
Lad det være sagt med det samme: Jeg havde mest set frem til bandet for at kunne få det hak i bæltet. Men efter at have set dem live, kan jeg kun sige, at hvad der i mine ører lyder som impotent rock på plade, forvandler sig til en fuldt ereigeret heste… , ja, du ved. Metaforen må være dækkende nok for, hvordan det føles at se Freddy og hans fantomer live. Det er bestemt ikke sidste gang herfra.

Skullclub 6/6 ,,/
Så blev det tid til lidt søsyge-rock med lige dele rock- og punk-attitude. Bandet laver medrivende sange med en mindre bund af sørøver-rock under sig i form af blandt andet banjo-indslag. Det var nok aftenens første indslag, hvor der lod til at være et decideret sceneshow over bandet. Der blev så sandelig sejlet op ad åen på dette tidspunkt, som rev stort set alle med. Derfor kommer den første topkarakter netop hér.

SEA 6/6 ,,/
Indrømmet: Vi er lidt vilde med danske SEA, men det hørte vi også andre ytre uafhængigt af os bagefter! Bandet har format og sammensætning til at skrue den rette rock-melodi sammen og krydre det med velafbalanceret tyngde, som blandt andet gav sig til udtryk i deres nye indslag, som endnu ikke er udgivet. Da dagen gik på hæld, var det netop SEA, redaktionen nynnede på vej hjem. Det siger noget om at skrive sange, der hænger ved.

Mike Tramp + Lucer 4/6 ,,/
Måske har det noget med gennemsnitsalderen på redaktionen her at gøre, som vi kan afsløre ikke er over 28 år, der gør, at vi var mest begejstret for Lucer og deres virile rock-kant, som de fik lov til at bevise alene, før bandet agerede “back up band” for den gamle traver i Mike Tramp. Altså, Tramp har erfaringen og scenetække, og han er vitterligt god på en scene. Men for os var der lidt mere den der stemning a la: Lad os gå ud og trække frisk luft og kigge ind senere.

Kickin Valentina 5/6 ,,/
Sleaze rock for alle pengene. Her kunne man mærke et band, der havde lært de mest beskidte tricks fra Mötley Crüe og omsat det til god, gedigen hard rock. Kickin Valentina forstod at at få musikken til at svinge på den hurtige måde. En værdig afslutter på dag ét. Eneste bette akilleshæl var måske, at bandet virkede fraværende. Vidste de overhovedet, hvad land de var i?

Dag 2:

Devil’s Gun 5/6 ,,/
Puha, så er vi ligesom igang og ffik blæst tømmermændene fra gårsdagens eskapader blæst ud af kraniet. Det var som at høre høj-oktans AC/DC. Det var fængende sange og et højt niveau for et åbningsband. Folk råbte endda efter ekstra-nummer!

Black Oak County 4/6 ,,/
Jeg havde fået anbefalet ikke at misse dette band. De skulle lyde som Zakk Wylde uden så meget pis og skruet godt op for sydstats-rocken. Det er en meget rammende beskrivelse. De var gode sange, der uden at gøre så meget væsen af sig, dog var vellydende.

Dear Delusion 5/6 ,,/
Formentlig aftenens tungeste indslag, hvor vi bevægede os over i lidt alternative metal/post grunge. Dog passede de stadig ind i forhold til plakatens andre indslag. Det var som at høre Seether med lidt old school rock over sig. Det var en dejlig (semi) afveksling.

Powerplay 3/6 ,,/
Ja, det er så her, vi ikke rigtig forstår bookingen. Bandet skulle have mange år på bagen og efter en længere pause være klar igen. Tam røvballe-rock, kræmmermarkeds-muzak eller halbal-støj, vi kunne ikke blive enige om et prædikat, men har du været til et suppe/steg/is-arrangement, hvor musikken godt må have lidt kant, men aldrig tage fokus fra samtalen med din bedstemor på 80, så ved du, hvad vi snakker om. De kunne da spille, men vi observerede flere mennesker, der fortrak fra scene-området for at gå i baren.

St. Prostitute 5/6 ,,/
Ah! Så er vi ligesom tilbage på sporet igen! Rendyrket 80’er heavy/rock fra de hjemlige egne. Det var en fornøjelse lige at blive genopladet af den hellige ludder, der tydeligvis ejede den scene. Til sidst i deres set blev der også vist lidt variation i sang-materialet, som kunne have en hang til at blive lidt ensformigt i starten.

The Treatment 5/6 ,,/
For satan! De knægte fra England forstod virkelig at udnytte hele scene-gulvet og komme hele vejen rundt hos publikum. Du var vidne til en rock-koncert, og det skulle de gutter nok orientere dig om, at du var til. Herlig rock’n’roll.

Now or Never 5/6 ,,/
Dio har ikke levet forgæves. Hverken i lyden hos Now or Never eller udseendet på forsangeren. Der var noget for enhver smag hos Now or Never; om du havde mest lyst til de rolige rockende sange, eller den buldrende kvart-metal underholdning, som de lagde fra land med, så fik du den her. Bandet her kan man kalde et godt sammensurium på, hvad man fik under hele festivalen.

Mustasch 6/6
Bandet her havde, som en god afrunder og lukker hør og bør sig, fået hele scenen omdannet efter deres behov, og lyden var da også helt i top. Her kunne man mærke, hvordan Mustaschs medrivende rock-sange kom til fulde her. Vi var bjergtaget fra start til slut.

Med de ord takker vi for Nordic Noise 2016 og gør klar til at sætte HORN i kalenderen til udgaven næste år.