• Beast in Black
  • Nightwish
4.8

Anmeldelse af: Nightwish + Beast in Black. Valby Hallen, Kbh. 03. november 2018

Nightwish vil gerne inviteres os på en rejse i tiden med Decades-touren.
Fotograf Mathilde Maria Rønshof og jeg har taget imod invitationen.

Foto: Mathilde Maria Rønshof

Mathilde og jeg var på rumrejse med Within Temptation i oktober og, vores indtryk af Valby Hallen som spillested har ikke ændret sig. Vi er dog fortrøstningsfulde, for sidst, der var spektakulært symfonisk metal på denne lokation, var vi vidne til et lille stykke magi.

Med Nightwish skal det vise sig, at vi ikke bliver skuffede!

Beast in Black
SÅ er vi i gang! Et brølende trommesæt tonser ud over scenekanten, skarpt forfulgt af to hvinende guitarer og en tordnende bas!

Forsangeren løber ind på scenen iført en lang, sort trenchcoat, der står i kontrast til hans kronragede isse og spidse fuldskæg. Hans tilstedeværelse på scenen er legesyg og energisk, men i det, han slipper den første tone fri, taber halvdelen af salen kæben:

En kraftfuld kontratenor-lyd blæser salen bagover i et vanvittigt højt toneleje! Det er ikke den sædvanlige powermetal-falset, vi er vidne til her, men en helt anden kaliber af lyd, der sjældent høres i metalverdenen.

En sidemand i crowdet udbryder:

“Hold kæft, jeg troede det var en dame! Vildt!”

Beast in Black slynger party-venligt powermetal ud over publikum for fuld udblæsning med toner, der trækker tankerne hen på Battle Beast og Beyond the Black, der lagde vejen forbi Valby Hallen i oktober med Within Temptation.

Beast In Black virker dog ikke så anonyme i deres udtryk, som Beyond The Black, og præsenterer mere karakter og personlighed, end deres næsten-navnefæller. Vokalisten mestrer også en rå distortionlyd i det imponerende kontra-leje, og mellem numrene holder han klangen kørende i et stemmeleje, der til tider virker som en slags vanvittig goblin – på den fede måde!

Med flagrende hår, synkrone guitarvip med deres farvekoordinerede instrumenter er Beast in Black en festlig visuel oplevelse. Deres setup er ganske enkelt: Et kæmpe bagtæppe med en Magic Card-lignende illustration af et farligt øksesvingende løvebæst og to bannere, hvor der står “The Beast Is Back”.
Det er dog de finske powermetalkrigeres første besøg i København, men festbæstet sætter i den grad gang i den store sal i Valby Hallen.

Med relativt få virkemidler hiver Beast in Black os ind i deres skøre tegneserieunivers, hvor der er plads til en nuanceret sammensætning af 80’er-disco-inspiration, følsomme ballader, fællessange og imponerende vokalpræstationer. Under et af numrene tror jeg i et uopmærksomt øjeblik, at der er tale om en sej guitarhamoni, i stedet er det vokalisten, der fræser en skræmmende høj tone ud over publikum. Sådan!

Med deres store energi og det høje tekniske niveau er Beast In Black er et godt match til hovednavnet og trækker tankerne hen på dengang, Nightwish havde Battle Beast med i Falkonersalen i 2012.

Nightwish
En rumlen fra de store subwoofere kalder publikum ind i salen. Det er tid til en tur i Nightwishs tidsmaskine. En kæmpe LED-skærm viser en animation af en slags mekanisk, steampunk-agtig fantasi-opfindelse. Dét må være tidsmaskinen!

En fortællerstemme byder os velkommen og kommer med en nærmest kontroversiel udtalelse i det herrens Social-Media-år 2018:

“There was a time, where people were not on their phones at a concert, but enjoyed the experience in the now.”

Den flotte, hæse fortællerstemme beder os om at lægge vores telefoner væk. Musik er noget, der foregår i nuet. Koncerter er en oplevelse, hvor man kan skabe forbindelse til hinanden gennem begivenheden og musikken – og det er i øvrigt kikset at lægge rystede optagelser på internettet og lave spoilers for de andre fans.
Jeg følger opfordringen sammen med et overraskende antal af publikum og lægger min telefon væk. I et kort øjeblik er jeg på randen af panik – hvordan skal jeg nu tage noter til min anmeldelse? Hvordan skal jeg nu forevige øjeblikket?

Det viser sig heldigvis ikke at blive et problem, da Nightwish til denne koncert på fineste vis illustrerer forbindelsen mellem musik og magi og indskriver stærke minder i min anmelderhukommelse.

De animerede tandhjul snurrer og klikker på skærmen. Tidsmaskinen er startet, og vi kastes med det samme tilbage til et glimt af Nightwishs anden plade, Oceanborn, da fløjtenisten, Troy Donockley, spiller et sart arrangement af temaet fra “Swanheart”. Den følsomme start knækker eksplosivt over i “Dark Chest of Wonders”, åbningsnummeret fra Once-pladen. Intensiteten er næsten fysisk tilstede i den tætpakkede sal, hvor folk ivrigt forsøger at komme tættere på scenen for at fange et glimt af de ikoniske musikere.

Temaet for Decades-touren er ikke blot en parade af radiohits.
Setlistens sammensætning virker gennemtænkt, og repertoiret tiltaler både de fans, der har været med hele vejen fra start, og dem, der er kommet med lidt senere. Det er især synligt ved nogle af de helt gamle numre, hvor halvdelen af salen hopper i et begejstret nostalgi-trip, mens resten opdager gammel musik på en ny måde.
Selvom der er store kompositoriske og stilistiske forskelle mellem stilen fra de forskellige årtier, lyder det hele stadig af Nightwish. Numrene fremføres med opdaterede arrangementer, der passer til det nuværende lineup med mulighed for to mandlige vokaler og uillean-piper.

Nightwish har ikke et lige så spektakulært visuelt setup, som Within Temptation. Bandet lader musikken tale for sig selv, understøttet af kæmpemæssige farverige videobackdrops og alt det pyroteknik og konfetti, som hjertet kan begære. Der er endda ophængt videoskærme i hver side af scenen, så man på bedste festival-vis kan følge med i detaljerne i showet, selv hvis man står nede bagved.

Jeg ser. Jeg lytter, og jeg føler. Jeg overgiver mig, og noget giver slip. Der sker et eller andet i salen. Er det kun mig, der mærker det? Er det musikken eller det nostalgiske forhold, mange af os i salen har til sangene, der skaber magien?
Måske er det begge dele.

Jeg glemmer, at jeg i dagens anledning har fået lov at være gæsteanmelder. Jeg glemmer, at jeg skal noget som helst. Jeg danser med mennesker, jeg aldrig har set før, vi kaster os ud i musikken sammen. Tårerne får frit løb. Musikkens magt hersker, og der findes kun lyd og følelser nu.

Gennem den to timer lange koncert sejler Nightwish os med sikker hånd gennem en rivende flod af musik. Der er intet at udsætte på den tekniske del af deres performance, og bandet udviser en synkronicitet, der kun ses i ensembler, der har spillet sammen i årtier.

Man forstår først rigtigt, hvor sangteknisk og performancemæssigt kompetent Floor Jansen er, når man oplever hende live. Meget af Nightwishs repertoire er krævende for selv rutinerede vokalister, men Jansen er tilstede i materialet, hjemme på scenen og gør alle sangene til sine egne.

Det bryder ikke min immersion, at gulvet er mærkeligt glat, og at der hænger bold-net ude i siderne. Nigthwish kunne spille i en kostald, og musikken ville stadig løfte os ud derfra.

Musik er en kunstform, der udfoldes over tid: En sang tager et vist antal minutter at opleve, men Nightwish beviser med denne koncert i Decades-touren, at selv om en sang tager fire minutter, kan tiden sagtens stå stille eller springe 10 år tilbage, hvis man behersker musikken som temporal kunstform.

På en hættetrøje i merch-standen står der “We were here”.

Vi var her i aften, i tidsmaskinen, til koncert. Sammen. Alle sammen. Vi var ikke begravet med næsen i en seks-tommers telefonskærm eller i vores grå leverpostejshverdag. Hvis man lod sig lod sig rive med, kunne man komme på en rejse, som kun musik kan tage dig med på.

Den store energiudladning fra Beast in Black kickstartede publikum, så vi kunne give alt, hvad vi havde, til Decades-tidsmaskinen. For hvis en koncert af den kaliber skal lykkes, så er der tale om en fælles energiudveksling og forbindelse mellem alle i publikum, performerne og musikken.

Vi var her.

Jeg tror, jeg vil følge den hæse fortællerstemmes råd, næste gang jeg skal til koncert.

Der er alligevel masser af tid til at være klistret fast til sin telefon, når man ikke er på rejse gennem tid, lyd og følelser.

Et fotogalleri fra aftenen af begge bands fra Mathilde Maria Rønshofs hånd kan ses her: