Anmeldelse af: New Shit Showcase. Pumpehuset, Kbh. 05. januar 2019
For sjette gang skulle metalmediet BlastBeast præsentere potentielle morgendagens stjerner
Foto: Anders Groos Mikkelsen
De gode anti-kollegaer i BlastBeast har – hånden på hjertet – være gode til at udvælge danske bands fra den ulmende undergrund gennem tiden til deres showcases, som sidenhen har gået deres sejrsgang i ind- og udland.
Man kan i flæng nævne bands som Baest og møl fra tideligere versioner af disse showcases, der har haft tung vind i sejlene, efter de har optrådt til denne begivenhed.
Selvom parolen for disse præsentationskoncerter formentlig ikke er at vise dem, der bliver store i morgen, men mere fremvise spændvidden og potentialet i undergrundens og mellemgrundens metal-scene på daværende tidspunkt for den aktuelle showcase i DK, så kan man ikke lade være med undervejs at tænke:
Overværer jeg lige nu nogle bands, der om få år bliver de næste store?
Efter at have overværet 2019-udgaven af denne koncertrække står jeg tilbage med et rungende…. Måske?
Vi vil gennemgå de optrædende bands slavisk i kronologisk rækkefølge og slutte af med et sammendrag og et galleri fra aftenen.
(0)
Første band på scenen var (0) (udtales “parentes, nul, parentes”) og modtog sidste år en del hype for at være (endnu) et band, der gik sløringsvejen ved at holde fokus på musikken, og bandet har så gået skridtet videre ved at vælge dette ‘ikke-navn’, og hvor titlerne på sangene ligeledes blot er tidsangivelsen på sangene mellem endnu en omgang parenteser.
Når man så ser en bundt knægt, der ligner os andre, på scenen, hvor vores udsendte fotograf ligefrem konstaterer, at han forleden festede med bandets bassist, så går gassen lidt af mystikballonen, når man ligeledes ikke vælger også at sløre sine identitet på scenen.
Nuvel, en ting er munderingen eller mangel på samme, hvad er status med musikken?
Gennem deres, forståelige, korte sæt, når man er første band ud af seks, fik jeg ikke en åbenbaring af en ny lytteroplevelse, som jeg ellers havde hørt andre beskrive bandet som. Det var noget atmosfærisk doom tilsat lidt hygge-død, noget black metal og et hint af melodi.
Dog skal drengene have det at vide, at de spillede bravt og gjorde et – endda af aftenens bedste – indtryk på mig, der personligt kvalificerer dem til at kunne blive til noget.
Human
Så skulle der ske noget helt andet, som også var forventningen denne aften, så man fik oplevet meget forskelligt slags tungt musik, men der var der også en del kvalitetsforskel at spore…
Hvad får man, hvis man tager Pearl Jam, indsætter Wes Scatlin på en dårlig dag og tapper hele liveopførelsen for nerve og energi?
Så har du vist bandet Human.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget positivt udover, at de da lyder markant bedre på plade, men scenetække og pondus havde dette aarhusianske semi-grunge-orkester ikke, men hvis de tager mange (som i: virkelig mange) turde i øvelokalet fremadrettet, så kan der måske blive klemt lidt god kvalitet ud derfra.
Expatriated
Det her begynder efterhånden som at lyde som noget fra Monty Python: And now for something completely different…
Det er egentlig rart at få serveret så mange forskelligartede bands på en enkelt aften, og nu var det så tid til Expatriated fra Horsens, der i mangel af bedre genreprædikat spiller noget progressiv metal, hvor der virkelig var fokus på deres tekniske ekvilibrisme.
Jeg ændrede mange gange løbende karakteren til dette band, for de blev simpelthen bare og bedre, som koncerten skred frem, hvor de overvandt mere og mere publikum og fandt et stærkt sammenspil, hvor lyden dog var lagt lidt for meget med fokus på bassen.
Her er i hvert fald potentiale for noget nyt og forholdsvist anderledes på den danske metalscene!
Pudsige Herrer
Nu skulle vi til det eneste orkester, som jeg allerede havde haft fornøjelsen af at opleve før: Pudsige Herrer.
Dengang var jeg begejstret for bandet, og den begejstring blev kun opmålt til det samme denne aften, for for første gang kom et band reelt udover scenekanten, inddrog publikum til fællessang i en revsning af nutidens politiske ståsted med en art uptempo protestsange i syrerock-regi.
At dømme ud fra performance, mængde af merch medbragt og sammenspils-evnen var det umiddelbart også det mest etablerede navn denne aften, der virkelig forstod at tage folk i deres favn, hvor det efterladte publikum efter endt performance lod til at savne mere.
Nu var festen nemlig for alvor startet!
Drukner
… Så lad os da fortsætte seancen denne aften med at sætte tempoet heeelt ned til doom med Drukner.
Her faldt det umiddelbart lidt uheldigt ud, at de seks bands var blandet så rigeligt rundt i rækkefølgen, selvom jeg ellers roste dette tidligere, for det var en mærkelig måde at fortsætte koncertaftenen på, når nu man lige havde hidset sig op – på den gode måde.
Drukner spiller skønt, velspillende og lyden var god, som den hovedsageligt var generelt hele denne aften, og havde det været en aften, der var dedikeret til doom, kunne jeg nok havde bevæget mig mere væk i deres nogenlunde ambiente lydunivers, men når folk var mere interesserede i at snakke og bruge Drukner som baggrundsmusik, faldt den øvelse lidt til jorden.
EYES
Årh, ENDELIG!
Nogle gange kan man godt savne, at metallen gør sig lidt arrig igen, mindre velkoordineret live, men stadig sammenspillede og – tør jeg sige det – farlig! Og det skulle så bevises med hardcore-drengene i EYES.
Fra da forsanger Victor havde sagt, ‘hej, Pumpehuset’, blev hans kvælertag i folket og livets nerve aldrig sluppet før til slut.
Størstedelen af bandets medlemmer stammer af udløbere fra Hexis, så man tør gætte, at vildskaben er bibeholdt, for hold nu fast i satans horn, hvor gik det stærkt, var hidsigt, fandenivoldsk, og jeg kunne blive ved.
Det var NAILS blandet med Hexis, det var medrivende og orden i kaos. For min skyld havde jeg gerne – med respekt for de andre orkestre – taget seks koncerter med det her hardcore-band!
Opsummeret vil jeg sige, at siden mange af disse bands er relativt uprøvede, skal de bestemt ikke bedømmes på lige fod med de veletablerede bands i ind- og udland, men jeg understreger dog, at BlastBeast stadig – sådan nogenlunde – havde udvalgt nogle forskelligartede og spændende bands.
At man så skulle blive mest begejstret for noget, der var mere hardcore og syrerock end egentlig metal, er så en anden sag, men potentialet er der hos dem alle – men morgendagens store stjerner?
Der vil jeg helt bestemt gentage mig selv og sige… måske.
Som lovet er her et galleri fra aftenen i Pumpehuset fra Anders Groos Mikkelsen/Mikkelsen-Photo:
