Anmeldelse af: The Interbeing + Psy:code på Hotel Cecil d. 14 sept. 2018

En øl-spildende, headbangende, moshpittet og stagedivende aften!

Hotel Cecil er stadig nyt for mange af os koncertgængere, men alligevel føler man sig hjemme, når man går ned i kælderen, hvor baren er det første, man møder, og dernæst scenen på højre hånd.

Selve scenen er for enden af et til dels langt lokale, lidt i stil med Templet i Lyngby – her er der bare højere til loftet, lidt bredere scene og gardiner hele vejen rundt.

Der er stil over Hotel Cecil, og det kunne man også dufte i den faktisk kølige luft i lokalet – ja, man plejer ellers at svede, så det drypper, fra man træder ind i et lokale, hvor der skal foregå en koncert, men, næh, her kunne man faktisk dufte, at det ikke kun var den sædvanlige “jeg hælder lige en bajer i mig”-pils, men derimod en IPA, en ellers “finere” øl. Jo, selvom der blev drukket IPA og andre lækre øl, holdt det ikke folk fra at lave moshpits og stagedives!

Psy:code
Psy:code var første band på scenen denne aften i Hotel Cecils kælder, og de har desværre en tung start. De første 30 sekunder er det ekstremt svært at høre begge guitarister, Steen og Jesper, det eneste, jeg kan høre fra midten af salen, er forsanger Dennis Schou, bassist Dag Damkjær og trommeslager Kenneth Gøtsche.

Efter godt og vel 30 sekunder kan man så høre guitaristerne brage igennem på fuld hammer – sådan skal det lyde – så kan vi i publikum få noget ud af drengenes tekniske hardcore metal!

Psy:codes frontmand Dennis er på ingen måde en mand, der står stille på scenen, og til tider var jeg sgu selv nervøs for, at han ville falde ud over scenekanten, for er du da fuldstændig rådden, den mand kunne stå på kanten af scenen og growle, så alle de forreste personers røvhuller vibrerede! Dennis er helt klar blevet bedre til at styre sit growl, end han tidligere har været, det var super fedt at se!

Bandet i helhed spillede en god koncert i forhold til sidst jeg oplevede dem, da de varmede op for Bury Tomorrow i Pumpehuset, men jeg må være ærlig og sige, at de skal tage at finde sig en lydmand, der kan hjælpe dem, for den manglede virkelig noget, denne koncert – her var det ikke drengene skyld, men husets lydmand.

Hvis jeg stod nede foran scenen, var der fed lyd, der var drøn på, men den manglede sgu noget bund, man kunne ikke mærke det hårde punch i brystet fra Dags bass eller Kenneths stortrommer, og hvis jeg gik ned bagved i salen, som i 10-12 meter fra scenen, faldt lyden så drastisk, at jeg kunne tage ørepropperne ud og se koncerten uden at mærke nogen form for skader i øregangen. Det holder sgu ikke..
Jeg ved godt, at man vil have folk tættere på scenen, men det her er ikke måden at gøre det på 😀 høhøø… Find jer en lydmand, I kan stole på og få så noget mere punch i jeres ellers fantastiske lyd!

Drengene her lukkede af med et nyt nummer, “Black Souls”, det var egentlig ikke det nummer, de skulle lukke med, men i slutningen af nummeret døde bandets bærbar, som kører deres in-ears og backingtrack, og den var ikke til at få liv i igen – øv, at skulle stoppe en koncert et nummer for tidligt grundet teknikken er sgu ærgerligt.

The Interbeing
Her har vi et band, som ved hvad de laver! Der er styr på lyden hele vejen gennem deres show, bortset fra et par feedbacks fra mikrofon og guitar.

Bandet har nemlig både lydmand og lysmand(dame) til at hjælpe dem på vej til en rigtig fed koncert! Lars Mayland, som mange i den danske metal-verden måske kender, stod for The Interbeings lyd, og Anni Klitmøller, som efterhånden er svær at undgå, da hun laver lys for mange bands, lavede lys for bandet!

Det team af lyd- og lysmand gjorde, at man ikke kun lyttede til bandets super solide industrielle og futuristiske metalcore, men også, hvordan deres show var med lyset, der passede til hver eneste strofe på guitar/bass og trommeslag!

Som Psy:codes frontmand var The Interbeings frontmand, Dara Toibin, også på kanten af at falde ned i publikums oprejste horn! Når man tænker på, at Dara i forvejen er en høj gut, så er jeg imponeret over alle de gange, han var nede i fjæset på publikum med mikrofonen for at synge en mindre duet med dem – bare rolig, vi snakker ikke skønsang her – der blev sateme growlet løs på begge sider af den stakkels mikrofon!

Begge guitarister og bassist var som Dara, også på kanten af scenen eller andre steder på scenen – jeg tror ikke, der var et sted på den scene, der ikke blev betrådt af bandet denne aften. Det er for mig så ekstremt fed at se, når hele bandet bare flyver rundt på scenen.

Ja, jeg ved godt, at det er svært for en trommeslager at flyve rundt på en scene…

Dog skal det siges, at man sjældent oplever at have nogen form for interaktion med trommeslagere i de fleste bands, men det var ikke tilfældet her! Kristoffer Egefelt, der sidder bag de udhulede træstammer i The Interbeing, havde øjenkontakt med flere publikummer undervejs i de småsolier og dobbeltpedaleringer, han kunne brage af fra den nyere scene i det gamle Jazzhus.

The Interbeing var så flinke at spille et nyt nummer for os, og man kunne med det samme mærke, at publikum var klar på, at dette nummer og nogle flere skal lande på en plade, som man kan smide på anlægget! Her startes der moshpits i den gamle jazzsal og, selvom ingen havde hørt nummeret før, var alle i salen friske på at lave en wall of death på opfordring af forsanger Dara, så det skete!

Ud over at give os en gave i form at et nyt nummer spillede de også et nummer, som de tidligere kun har spillet en gang, og et nummer, som de aldrig har spillet live, og her må jeg igen komme til kort og sige – fuck ja, I kan det shit! De numre blev spillet, som havde de gjort det 50 gange før.

Undervejs i deres koncert bliver Dennis Schou (forsanger i Psy:code) også inviteret på scenen til at synge med på et nummer sammen med Dara, men ingen af os kan høre Dennis, selvom vi kan se, han giver den alt, hvad kroppen kan bære, det er kun i allersidste stykke af sangen, han går igennem…. Pssst, Husk at tænde mikrofonen 😉

Bandet lukker af med et kæmpe tak til publikum og hopper ned i merchboden for at hilse på alle fremmødte, som gav bandet stor ros for deres performance.

Skulle man lige nu sidde og tænke: “Jeg store møghat, hvorfor fanden gik jeg glip af denne koncert?” Så kan jeg sige, at I for ekempel kan se The Interbeing på Templet i Lyngby den 30. november!

Se fotos fra vores fotograf Anders Groos Mikkelsen herunder: