I skovens dybe stille uro

Anmeldelse af: CABAL – “Mark of Rot”, 23. februar 2018, Long Branch Records

Jeg stillede bekendtskab med CABALfor et års tiden siden til ”Prime is Coming” i Aarhus, hvor jeg grinende til kammerat måtte konstatere, at det sateme var noget af det tungeste, jeg længe havde hørt.

 

Anmeldt af: Søren Stenhøj Drews

Jeg gik dengang straks i gang med at skamlytte deres EP Purge, et glimrende første udspil, og som jeg skrev i min årsliste lige før nytår, var deres kommende plade noget, jeg virkelig så frem til. Så kunne jeg jo ikke andet end føle mig heldig over at få tjansen at anmelde den, og jeg kan love for, at det københavnske band ikke skuffer! Mark of Rot er en videreudvikling af, hvad Purge startede, og det er som om, alt hvad CABAL gjorde godt på den EP er blevet både finpudset og skruet op på 11.

For dem der ikke kender CABAL, er deres genre en svær størrelse at beskrive, ikke fordi, der er tale om stilforvirring, men fordi det er, som om de har en fod i virkelig mange lejre hvad angår indflydelse. Fans af black- og dødsmetal vil tydeligt kunne genkende elementer, men samtidig har lydbilledet og kompositionerne draget inspiration fra mere moderne genrer som djent og deathcore. Dette kunne lyde som en noget risikabel mikstur, men er i virkeligheden grunden til, at Mark of Rot – og CABAL – virker så godt, som det gør. De formår at udnytte nogle af de bedste elementer fra de forskellige sider og kreere noget, ingen af de ”renere” genrer selv ville kunne formå. De trækker den ondskabsfulde atmosfære fra black metallen over i tung og teknisk core aldeles gnidningsfrit og skaber noget helt igennem groteskt, grumt og sønderknusende.

Lyt eksempelvis til det første nummer ”False Light” – eller se musikvideoen dertil, den er fantastisk stemningsskabende – og hør, hvordan de forskellige elementer bliver blandet igennem hele sangen: fra vanvittig tung djentet chugging til højtempo blastbeats. Eller ”The Darkest Embrace”, et mere atmosfærisk og dystert nummer, komplet med horror-violiner og krager i introen. Der er nemlig også kræset for andet end de åbenlyse instrumenter på Mark of Rot, især på, hvad der nok er mit farvoritnummer på pladen, ”Rah’Ru”, hvis intro leder tankerne hen på filmmusik – tænk krigstrommerne fra filmen “Mad Max: Fury Road” parret med den onde del af soundtracket fra “Ringenes Herre”, det holder fandme!

Dog overskygger det ikke arbejdet med det fundamentale i musikken. Guitarerne er stemt i hvad der lyder som drop Q, men de mudrer aldrig, takket være CABALS egen Chris Kreutzfeldt, der selv har stået for produktionen. De står knivskarpt, trommerne er distinkte, og bassen binder glimrende de to dele sammen uden at blive skjult af vejen. Hertil ligger vokalen godt i lydbilledet, og det er vigtigt, for hold nu fast, hvor Andreas Paarup brøler godt.
Ikke nok med det, vokalen er også alsidig, fra black metal-raspen, guttural growling, hardcore råb og vanvittige lyde, der leder tankerne hen på Cattle Decapitation, er det næsten omsonst at have gæstevokalister som Filip Danielsson fra Humanity’s Last Breath og In Reverence og selveste CJ McMahon fra Thy Art is Murder med på pladen, om end de gør det godt.

Jeg kan ikke andet end at give ”Mark of Rot” topkarakter, og selvom året kun lige er begyndt, har jeg svært ved at se, hvordan det ikke skal blive årets plade for mig.

Karakter: 5/5

P.S. Tag ud og se dem i den kommende tid på dette års ”Prime is Coming” – det gør jeg i hvert fald i Aarhus.

Mærkater: , , ,