Årslister 2017 – del 3

 

Vi ser på, hvad der har begejstret og skuffet udvalgte redaktionsmedlemmer ved musikåret 2017, og hvad de glæder sig til rent musisk ved 2018.

Hermed bringer vi den fjerde og sidste del af redaktionsmedlemmernes årslister for 2017

 

Laura Fjord Hansen

 

BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:

“I Dybet” med Magtens Korridorer

Et voldsomt følelsesladet og rørende single med kraft og pondus fra Danmarks hårde drenge i Magtens Korridorer! Sangen er en smule atypisk fra deres andre numre, hvilket også viser, hvordan Magtens Korridorer har udviklet sig gennem årene. Med sikkerhed mit yndlings og mest mindeværdige nummer i år!

 

BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:

Blind World med Ghost Iris

Ghost Iris live var min første koncert som anmelder for Metal A Day, og vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Deres hårde album Blind World var ligesom deres koncert i Huset- KBH en uovertruffen musikoplevelse fra start til slut.

 

BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:

“Invisible Enemy” med August Burns Red

August Burns Red diskede op med dette nummer fra deres nye album, Phantom Anthem, og debuterede med det på den lille scene i Pumpehuset i August 2017. Der var ikke et øje tørt da jeg lagde øre til dette hurtige, tunge og magtfulde nummer, som straks har sin æresplads øverst på min Spotify-liste!

 

BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM 2017:

Phantom Anthem med August Burns Red

Mit metalcore-hjerte brænder for August Burns Reds lækre lyd og melodiske riffs, og dette blev jeg fodret i overflod gennem albummet Phantom Anthem. Et album med fart, kraft og saft fra første nummer til det sidste!

 

MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:

Asking Alexandria med Asking Alexandria

Som en hardcore Asking Alexandria fan var mit humør på det højeste, da jeg fik fingrene i det nye album med Danny Worsnop tilbage i førersædet. Men luften gik af ballonen, da jeg gabende måtte arbejde mig igennem det ene kedsommelige og ensformige nummer efter det andet. Et par ørehængere som “Where Did It Go” og “Alone In A Room” fangede min opmærksomhed – mens resten i min optik blot var overflødige sange for at fylde albummet ud!

 

BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:

A Day To Remember på Roskilde Festival

Blame it on the booze – men jeg har aldrig haft en fest lig den, jeg havde foran scenen til A Day To Remembers farverige og hæsblæsende koncert på Roskilde Festival 2017. Moshpits, sjælere, konfetti og fællessang blandet med hårde rock elementer – uden tvivl a GREAT day to remember!

 

MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:

Asking Alexandria i Amager Bio

Asking Alexandria har ikke imponeret denne metaltilhænger i år! Koncerten i Amager Bio havde potentiale til et brag af en fest – men i stedet blev der leveret stakåndet vokal, pervers usmagelig drengehumor og skuffende gengivelser af gamle klassikere. Asking Alexandria skal arbejde på at komme tilbage til deres rødder, og Danny Worsnop skal arbejde på sin cardio!

 

ÅRETS FAVORIT MUSIKVIDEO 2017:

Junkyard Drive med “Geordie”

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Junkyard Drive udgav i 2017 en fuldkommen ren og enkel musikvideo i sort/hvid til sangen “Geordie”. Denne video har med sin simplicitet rørt mig dybt, da den udstråler en ufejlbarlig fin og ærlig følelse uden en masse pis og pynt! Den rå, ægte rock skinner igennem og definerer Junkyard Drive som det fantastiske danske band, de er!

 

BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSIKÅRET 2017 INDFRIET?

Jeg har oplevet flere fantastiske koncertoplevelser i 2017 end nogensinde, og dette har overgået alle mine forventninger. Derudover har jeg fået utallige nye musiske indtryk fra bands, jeg aldrig har haft kendskab til før. 2017 har uden tvivl været et år, hvor jeg har udvidet min musikhorisont, modtaget nye indtryk og nydt nogle fantastisk fede koncerter på de danske scener!

 

HVAD SER JEG FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018?

Jeg ser frem til langt flere musikoplevelser i 2018, især nogle kommende koncerter med bl.a. Trivium og 30 Seconds to Mars. Derudover ser jeg frem til det nye album fra Magtens Korridorer, som udkommer i starten af det nye år – hvilket med sikkerhed kommer til at matche deres storslåede single, som de i år gav en smag på på Gimles Scene i Roskilde.

 

______

 

Søren Stenhøj Drews

 

BEDSTE DANSKE NUMMER 2017: Unseen Faith – “Dystopia”

Denne single var egenhændigt grunden til, at Waver var det album, jeg glædede mig mest til i 2017. Groovet, energien og de uforskammet lækre leads gjorde, at nummeret kørte på repeat. Produktionen var også gået et stort niveau op fra deres tidligere udgivelse, og det fortjente et så veldrejet nummer så sandelig også.

 

BEDSTE DANSKE ALBUM 2017: Unseen Faith – Waver

Jeg havde set meget frem til denne udgivelse, og deres releasekoncert gav mig da også nakkesmerter mange dage efter. Men i den tid kunne jeg da så glæde mig over at høre albummet ordentligt igennem. Unseen Faith leverer en forfærdeligt god omgang deathcore med lækre varierede numre, og jeg glæder mig til at se, hvad de spytter ud i fremtiden.

 

BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017: Architects – “Doomsday”

Tom Searles død var et stort tab for mange ikke mindst bandet selv, og nummeret er både en hyldest til ham samt en færdiggørelse af et nummer, han var i gang med at skrive. Det er både smukt og hamrende groovy, og jeg har hørt det utallige gange siden dets udgivelse.

 

BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017: Hate – “Tremendum”

I et år, hvor min playliste primært har bestået af core-musik – det værende både dansk og internationalt – var det yderst forfriskende at høre noget ondt og grumt fra Polen. Jeg har været kæmpe fan af Behemoth, siden jeg første gang hørte ”Demigod”, og går man som mig og sukker efter en opfølger på det episke album The Satanist, kan dette album klart anbefales. Behemoth er ikke de eneste, der kan levere noget mesterligt i den genre.

 

MEST SKUFFENDE ALBUM 2017: The Interbeing – Among the Amorphous

Det virker helt fjollet at sætte den skive på som årets skuffelse, mest af alt fordi, det slet ikke er dårligt. Det er faktisk ganske glimrende. Jeg har ventet på det album i flere år, da jeg var helt skudt i deres tidligere album Edge of the Obscure, og jeg har måttet erkende, at mine forventninger var skruet alt for højt op. Jeg forventede den samme oplevelse, som da de var helt nye for mig, og det er urealistisk, men det endte med en mærkelig form for skuffelse over et ellers godt og velskrevet album.

 

BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017: Breaking Benjamin – Amager Bio

Nostalgien var i højsæde til denne koncert, og min indre teenager blev på ingen måde skuffet, da jeg hørte alle de gamle klassikere. Det kunne selvfølgelig have været endnu bedre, hvis Benjamin Burnley ikke havde behøvet at overlade store dele af vokalen til de andre medlemmer, men de gjorde det nu engang så godt, at det ikke var nogen større skuffelse. Alt i alt en glimrende koncert jeg er super tilfreds med at have oplevet.

 

MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017: Xenoblight – Monorama

Xenoblight var ikke de eneste, der spillede til denne koncert, men det var dem, jeg var mest spændt på at høre. Jeg havde fulgt medlemmerne længe i det nu nedlagte Velociter, og jeg så frem til at høre, hvad de nu kunne levere i et nyt band.
Men som jeg skrev i en anmeldelse tidligere på året, gjorde lydmanden det helt umuligt for mig at høre, hvad halvdelen af bandet lavede, og jeg var efterladt hverken klogere eller glad, for jeg ved stadig ikke, hvordan deres nye musik lyder. Forhåbentlig bliver det anderledes næste gang.

 

ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international): Architects – “Doomsday”

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Jeg har godt nok nævnt nummeret tidligere, men en af grundene til, at jeg har hørt det så ofte, er også på grund af musikvideoen, der perfekt afspejler stemningen i sangen. Det er flot, energisk og vemodigt.

 

BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSKÅRET 2017 INDFRIET?

Nu havde jeg ikke gjort mig nogle ”officielle” forventninger sidste år, men som den grundige læser kan se, kan jeg sige ”både, og”. Nogle albums skuffede mig – omend det var min egen skyld – mens andre levede fuldt op til mine forventninger.

 

HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:

Jeg glæder mig afsindigt til Cabals kommende udgivelse False Light til Januar. Jeg har hørt EP’en The Purge tynd efterhånden, og kunne godt bruge en frisk omgang lad-os-se-hvor-tungt-vi-kan-gøre-det.

 

______

 

Thomas Stibolt

 

BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:

THEORY – “The Art of Evil”.

Ja, hvad er der at sige om dette? Hmm de to canadiske skovhuggere, saver totalt fede riffs igennem hele nummeret, og jeg får lyst til at vrikke lidt med nakkemusklerne, hver gang jeg hører det. Det er et af de numre, der har ligget fast på min playliste gennem hele året. Samtidigt leverer N. Sonne bare en sprød vokal.

 

BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:

Defecto – Nemesis

Endnu engang er N. Sonne repræsenteret denne gang med hjertebarnet Defecto. Hvad kan jeg sige? Det er jo bare et sindssygt fedt album, hvis man spørger mig, og det gør man jo!

 

BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:

Magenta Harvest “…and Then Came the Dust”.

Ja, hvis jeg ikke havde en finsk kammersjuk, så havde jeg nok ikke faldt over denne perle. Det er beskidt, det er råt, men så er det kræfthelvede også melodisk…Den har ligget fast på min playliste, siden jeg blev henvist i starten af september.

 

BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017:

Jamen, så må jeg jo nævne Magenta Harvest igen og deres album …And Then Came The Dust. Af fare for at gentage mig selv: Læs ovenstående!

 

MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:

Solbrud – Vemod

Jeg havde glædet mig som en sindssyg til denne udgivelse, men fandt aldrig ind i den rette Solbrud-stemning, da der for mig var for mange, lange ligegyldige stykker med fyld, der sagtens kunne have været undladt efter min mening.

 

BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:

Når jeg nu er inhabil vedrørende mine egne arrangementer på Solskinsøen, så må jeg jo vælge en anden 😉 Men ved eftertanke, så ville valget alligevel blive lagt på eller ved Forbrændingen i Albertslund. Der er to arrangementer jeg vil nævne. Night of The Black Attack vol 2, hvor ORM, SLÆGT og SOLBRUD leverede absolut TOP-KLASSE shows. Men min bedste oplevelse må alligevel blive Allan’s Hegn Extravaganza tilbage i september, hvor norske Blood Red Throne simpelthen lossede så meget røv, at man knap kunne gå ugen efter. Så Blood Red Throne løber med titlen…

 

MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:

Satanic Assault Division til Night of the Black Attack vol 2. Fuldstændigt malplaceret med deres forsøg på at virke onde, men virkede komiske, og så var de var omklamret af ORM’EN,SLÆGT’EN og SOLBRUD’ETs Atmosfæriske black. Et mere passende match til de tre havde nok været Sunken.

ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international): 

Billy Boy in Poison – Iron Grip. SE DEN!

(Artiklen fortsætter efter videoen)

 

BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSKÅRET 2017 INDFRIET?

Ja, og nej. Fik en masse fede koncertoplevelser, men et for mig sindssygt skuffende Copenhell-program. Som dog allerede tegner bedre for 2018.

HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:

Accept-koncert, Ozzy Osbourne på Copenhell, og de to ting, jer ser allermest frem til, er Naglfars kommende album, samt Raise Your Horns-festivallen på Bornholm 7. – 8. September.