Alice Cooper

En aften af nyheder

-

  • NP at the Banishing Point
  • Xenoblight
  • Seed of Heresy
  • Morild
3.3

Anmeldelse af: Mono Goes Metal, Åbyhøj, 13. oktober 2017.

Når man tager til en koncert hvor det for tre af de fire bands på plakaten er deres blot anden koncert, er det svært at vide hvad man kan forvente.

Af: Søren Stenhøj Drews

Foto: Mono.

Det var dejligt beroligende at træde ind i Mono til tonerne af ”Where the Slime Lives”. DJ-Leifur havde i forbindelse med en række Morbid Angel-relaterede nyheder valgt at have en times ren englemusik af en morbid karakter. Klokken blev nu 20, David Vincent stoppede sin skønsang, og det første band gik i gang med at spille.

NP at the Banishing Point
NP Nielsen – nok bedst kendt som tøndetæskeren fra The Kandidate og Disrule – har valgt en mikrofon fremfor træpinde i aftenens første band. Inden koncerten havde jeg kort undersøgt, hvad for noget musik jeg kunne forvente. Ord som ”rock”, ”stoner” og ”beskidt” dukkede op, og der gik ikke længe, før jeg måtte erkende, at ordene var velvalgte.
Bassen og guitaren tordnede fra start til slut med en møgbeskidt fuzzy-lyd, der passede glimrende til genren. Trommeslageren formåede desuden med det samme at vise, hvilket energiniveau han havde tænkt sig at præstere med ved at hamre sit ridebækken hårdt nok, til det faldt ned ved første slag. Heldigvis lod han sig ikke anfægte af dette og spillede videre.

Første nummer var godt i gang, og nu stod den ellers på rock ’n’ roll, anført af NP’s rå stemme. Nu er stoner/rock ikke min spidskompetence, så min referenceramme er relativt begrænset, men skulle jeg sammenligne NP’s vokal – og bandet som helhed – med noget, måtte det være en væsentligt mere snavset og forvrænget udgave af Queens of the Stone Age.
Men rock og stoner var det og slet ikke en ringe udgave af disse. Numrene var varierede, men passede fint sammen, og lyden var generelt god koncerten igennem. Medlemmerne havde desuden god energi på scenen og en fed kontakt med hinanden.

Desværre nåede kontakten ikke særlig meget ud til publikum.
Efter nogle sange kom den første rigtige pause, hvor NP måtte erkende, at han ikke helt vidste, hvad han skulle sige. Han reddede det dog ved at informere publikum om, at pølsevognen udenfor nu var åbnet.
Denne lidt manglende kontakt til publikum var desværre en generel tendens for NP at the Banishing Point. Når numrene ikke blev introduceret, var det til tider svært at vide, hvornår det ene stoppede og det andet gik i gang, ikke fordi, numrene var for ens, men fordi, musikken var præget af breaks. En ellers ganske hæderlig semi-debutkoncert (debuten havde, så vidt jeg kan forstå, været dagen før). Dette var ikke grønne musikere, blot et nyt band, og jeg tror bare, de mangler noget rutine med denne sammensætning.

Xenoblight
Aftenens næste band var et, som jeg var meget spændt på at opleve. Det er svært at tale om Xenoblight uden at nævne et andet band, nemlig thrash-bandet Velociter.
Ikke nok med, at sangerinden Marika er relativt let at genkende, men Xenoblight består faktisk af størstedelen af de samme medlemmer, og Velociter var et band, jeg længe havde fulgt. Endnu mere spændende var det, da det ikke rigtig har været muligt at høre deres musik, medmindre man var til deres debutkoncert til Metal Magic Festival tidligere på året.
Kun små smagsprøver fra indspilningen af deres endnu ikke udgivne plade er at finde på nettet, og det er ikke helt nok til at danne sig et indtryk.
Jeg så dem ikke til Metal Magic, men nu skulle det fandeme være!

Så stor som min spænding var, næsten så stor var min skuffelse. Ikke fordi, Xenoblight fejlede, men fordi lydmanden havde fået en eller anden grotesk ide om, at trommerne og vokalen var det eneste, man måtte få lov at høre. Måske jeg havde stillet mig et dumt sted i forhold til højtalerne.
Jeg gik rundt i hele lokalet, men resultatet var det samme. Jeg kunne blot stå og se intenst på guitaristens akrobatiske fingerudfoldelser, og gætte mig til det sikkert lød sejt.

Til gengæld var jeg imponeret af det, jeg trods alt kunne høre. Thomas Madsen har tilsyneladende fået øvet sig, og gået fra en habil thrashtrommeslager til en blastmaskine. Men i modsætning til Velociters næsten gennemgående høje tempo var her mere variation, hvilket også havde en effekt på det andet element jeg kunne høre, nemlig vokalen.

Enhver, der har set Marika Hyldmar på en scene, ved, at hun kan skælde ud i et rasende tempo, og der er nok ikke megen diskussion, om hun er i den dygtigere ende af kvindelige growlere i Danmark – eller growlere i Danmark, punktum. Men det lod til, at den større diversitet i tempo og intensitet, Xenoblight lagde for dagen, gav hende større mulighed for at udfolde sig som vokalist, og jeg kan ikke huske, om jeg egentlig har hørt hende lyde bedre end til denne koncert.
Dette gør det endnu mere ærgerligt, at det ikke var muligt af få et helhedsindtryk. Kun i de breaks, hvor trommerne og vokalen holdt pause, kunne man høre, hvad guitaristerne lavede, og der skal det dog siges, at genren ”extreme metal”, som Xenoblight går under, virker passende. En god blanding af black, død og thrash kunne anes, og generelt var der bare god energi på scenen. Også bassisten fik et par øjeblikkes spotlight med solo og fills, men her var lyden desværre så forvrænget, at det ikke var til at høre, hvad han lavede, selvom det så imponerende ud. Om det var lydmanden eller udstyret, var ikke til at sige.

Jeg kan ikke give Xenoblights koncert mere end en middelmådig karakter, simpelthen fordi, jeg ikke kunne høre, hvad halvdelen af bandet lavede, men det er med en formodning om, de nok havde fortjent mere.

Jeg ser i hvert fald frem til deres udgivelse, og til at se – eller rettere høre – dem til en koncert igen snarest muligt.

Seed of Heresy
Nu var det blevet tid til aftenens mere garvede band, nemlig de lokale dødsgardister Seed of Heresy. Et band, jeg om end perifært, har lagt mærke til flere gange, men aldrig rigtig har fået hørt. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg kunne forberede mig på en gang død og ødelæggelse af den ældre skole, og det ville være en lodret løgn, hvis jeg påstod, det ikke var, hvad jeg fik.
Desværre var det som om, lydmanden igen mente, han havde fået en lys ide, for hvor Xenoblights strenge var noget nær ikke tilstedeværende, blev der her skruet så meget op for guitaren, og især bassen, så det var direkte ubehageligt at være i lokalet, da de først gik i gang. Selv med ørepropper godt begravet i mit hoved måtte jeg træde ud i døren mellem scenen og baren, så væggen kunne tage nogle af de værste decibel.

Igen var det synd, for selv fra denne lettere skæve vinkel var det tydeligt at se, at Seed of Heresy vidste hvad og hvordan, de skulle spille, det værende dødsmetal i et noget nært hæsblæsende tempo.
Det blev gjort ekstra imponerende af det faktum, at de kun var tre mand på scenen, hvor guitaristen Rasmus Henriksen også tog sig af vokalarbejdet. Det er sjældent den nemmeste tjans, men han klarede det glimrende og leverede en overbevisende growl, som man kender det fra gamle dage. Lydbilledet kom heller aldrig til at virke tyndt, så numrene var fint komponerede.

Dog gik det rimeligt hurtigt op for mig, at Seed of Heresy nok ikke ville blive min kop te lige med det første.
Tempoet var skruet i vejret næsten hele koncerten, og dobbeltpedalen kørte noget nært uafbrudt dog med kyndig overbevisning. Guitaren og bassen havde en nærmest dronende effekt i en del af numrene, og selvom det ikke var min personlige smag, var der dog mange blandt publikum der var glade for musikken, og det kan jeg også sagtens forstå. Musikken var velskrevet og kompetent fremført, og forreste række af publikum havde også formet en synkronheadbanginglinje lige foran scenen.

Koncerten blev yderligere tilført en god portion humor i bedste jyske stil.
Imellem numrene kom der ofte det klassiske tilråb ”spil noget med Slayer”, og da dette skete tilstrækkeligt mange gange, råbte sangeren tilbage, at ”hvis i gør det én gang mere, så spiller vi fandeme noget med Mötley Crüe”, hvilket gav publikum et godt grin.
De tre medlemmer sørgede desuden for at fylde scenen godt ud, selvom forsangeren selvfølgelig var lettere lænket til mikrofonen. Kun en enkelt gang måtte et nummer startes forfra, da trommeslageren tilsyneladende ikke kunne høre guitaren ordentligt, men det var ikke noget, bandet lod sig ryste af, og koncerten fortsatte hurtigt, som om intet var sket.

Alt i alt formåede Seed of Heresy at blæse publikum bagover, og publikum lod til at fornøjes ved denne behandling.

Morild
Nu var det snart tid til sidste band, nemlig det københavnske Morild, der for et par uger siden fik en glimrende anmeldelse af deres debut EP ”VI” her på siden.
Jeg havde efter Seed of Heresy fået behov for at væde ganen, og på vej tilbage mod scenen, slog det mig, at scenelyset pludselig havde skiftet farve til en kraftig lilla. Først da jeg kom helt ind i lokalet, gik det op for mig, at scenen nu var badet i UV-lys, og jeg fik et flashback til deres musikvideo til nummeret ”III”, og ganske rigtigt havde medlemmerne iført sig selvlysende maling, der passede til deres koncept.

Morild er, skulle det vise sig efter en hurtig søgning på nettet, nemlig et naturfænomen hvor havet synes at glimte. En fed detalje, og en frisk nyfortolkning af corpsepaint. Morild spiller atmosfærisk black metal, en genre, der for tiden er relativt populær, og det leder hurtigt tankerne hen på lignende bands som MØL og Solbrud.
Dette betyder dog ikke, at det alt sammen er fra samme sorte gryde, og Morild formår stadig at lyde som sit eget.

Lydmanden havde endelig fundet en nogenlunde rimelig balance mellem de forskellige instrumenter, og det var heldigt, da der nu var en del ting at koncentrere sig om, da Morild går i gang med at spille. I modsætning til forrige band var der nu ikke én, men hele tre guitarer på scenen, hvor den ene blev styret af forsangeren. Så snart der er mere end to guitarer, bliver jeg skeptisk, men det skulle vise sig, at de blev taget i god brug.
En ting, der prægede koncerten, var nemlig mange forskellige lydbilleder, hvor guitarerne alle havde deres rolle. Dette blev yderligere udvidet med synth-passager under og imellem de få men lange sange, der blev spillet. Vokalen lå højt og aggressivt og blev bakket dygtigt op af brøl fra bassisten.

Desværre var der tyndet lidt ud i publikum efter Seed of Heresy, og det var en skam, for Morild leverede en flot koncert med både fræsende black metal og langsomme storladne passager, som det publikum, der var tilbage, lod til at lade sig tryllebinde af.
De havde et spændende koncept, som de fik gennemført, uden at det virkede forceret.

Det bliver interessant at følge, hvordan de kommer til at udvikle sig, og jeg håber, de udvider deres lysshow i fremtiden, for jeg tror, det kunne gøre oplevelsen endnu mere fuldført.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier