Anmeldelse af: Slayer, m.fl. Royal Arena, Kbh. 03. december 2018
Det endte faktisk med at blive en vemodig afsked med Slayer denne aften til sidst – men før da var det en velsmurt maskine i (næsten) prima optræk, der smadrede Royal Arena.
Foto: Mathilde Maria Rønshof/mathildemariaroenshof.com
Åh, Slayer, hvordan siger man ordentligt farvel til jer?
Jeres betydning for thrash metal, speed metal og heavy metal i al almindelighed kan ingen benægte, og I har altid “lidt” under det carte blanche til få bands, hvor man forventer den samme vare på hver plade – de mindste forandringer, og (kerne)fans ville klage.
Omvendt har I jo – med få undtagelser – i min optik forsøgt at appellerer til mellemgrunden af metalfans uden at lefle for trends, store melodiflader eller *GYS* ballader og akustiske sange!
Had det eller elsk det, men sandheden er, at Slayer er meget mere end et band. Det er en kultur, det er en levestil, og for mange fans er det bandET, når man skal pege på noget ærke-metallisk.
Og nu er det (angiveligt) slut.
Slayer har valgt at trække stikket med blandt andet en sidste verdensturné, som de en grå mandag med deres store pyro-teknik skulle forsøge at drage nordlige Danmark længere ind i det varme helvede.
Først havde tre bands da lige fået chancen for en sidste mulighed for at varme op for selveste Slayer.
Obituary
Hvis man er bare nogenlunde metalfan, så ved man, at det som opvarmningsband for Slayer mere er garanten end undtagelsen, at man skal overbevise publikum om, at man er berettiget til at spille forud for mestrene.
Men når man så vælger et Florida-band som Obituary, der blot er tre år yngre i eksistens end Slayer, så har man også spillet med sikre kort.
Og Obituary spillede da også sikkert i den korte – men effektivt eksekveret – tid på scenen. Lyden var god og spændstig fra starten af, og det var thrash metal af den bedste skole, man fik serveret fra det amerikanske band.
Selv publikum var allerede klar på at headbange, hygge sig i pitten og generelt udlade energi til denne afskedsaften, hvor Obituary kvitterede med velkendte toner og præcis levering.
Anthrax
Kort fortalt leverede dette new yorker-band en optræden, der var unge metalaspiranter værdige denne aften, i forhold til at vise, at selvom man har tredive år på bagen plus det løse, så kan man stadig rocke igennem og give en opvisning, der viser, at spilleglæden er så intakt, om man så er hovednavn eller opvarmning.
Anthrax er jo selv en del af det omtalte The Big 4 i afdelingen af thrash metal, og man kan diskutere, hvorfor nogle af disse bands (og mangel op samme) har opnået en vis succes, mens andre ikke har.
Men at Anthrax for-slagtede arenaen i en imponerende grad, siger noget om, hvor legendariske de er og hvor højt et niveau, de sætter til deres koncerter – og det er ellers ret højt.
Publikum var også glade for at se Anthrax, og nu var det famøse træben også ved at være svunget op i omdrejninger, da der blev både crowsurfet og stampet i gulvet til den store platinmedalje under deres optræden.
Lamb of God
Dette band, der netop er blevet annonceret til Copenhell, er nok det band denne aften, som jeg har den mest nære relation til i forbindelse med auditive udladninger fra bands denne aften.
Jeg bliver helt pjattet over deres sange som “Laid to Rest”, “Ruin”, “Redneck”, og jeg kunne blive ved med dette band, der har sådan et imponerende bagkatalog af nyklassikere.
Fik vi så de nævnte sange at opleve denne aften? Yes sir!
Var de sange og de resterende, der sammenlagt udgjorde en sætliste på ni sange, nok til at tilfredsstille undertegnede? No sir…
Trods en nærværende og evigt indspiskende Randy Blythe i front, der trods klichéer fra scenekanten stadig lød oprigtig glad for at være der, så blev bandets levering af nye groovede og kvarte-thrash-sange aldrig den fræsende og fnysende oplevelse, jeg havde håbet på.
Til dels skyldes det, at publikum halvdelen af tiden sparede kræfterne til Slayer, omend de gav sig mere hen midtvejs og videre i lammets sæt, men mest fordi, guitaristen Mark Morton aldrig kunne gennemføre en solo komplet ej heller med tilsvarende lækre variationer i disse. En dårlig dag på arbejdet for ham.
Og når så man kun får de få sange at gøre godt med, så blev den ophobede glæde aldrig forløst.
Vi prøver igen til Copenhell 2019.
Slayer
Jeg kan huske for et par år siden på vej til Wacken Open Air i Tyskland, hvor den fremrejsende bus’ medbragte metalhoveder mestendels skrålede efter sange på anlægget med “SLAYER!”, der var rigeligt med t-shirts og påsyede mærker med selvsamme påskrift af bandlogo, og folk nørdede hele dette amerikanske orkesters legendariske diskografi på vej sydover.
Og Slayer skulle ikke engang spille det år…
Det siger noget om den fankultur, der har ophobet sig gennem 35+ års levering af kompromisløs thrash over en periode på 12 plader, hvoraf den seneste og nok sidste udkom i 2015 (Repentless. red).
Nu skulle det åbenbart være sidste gang, at bandet betrådte dansk jord, og lad os da bare for stemningens skyld udelukke tanken om genforening og udvalgte shows hist og pist i fremtiden.
For hvordan indkapsler jeg den oplevelse, det er at bevidne de levende legender, som har optrådt med musik, der er ældre, end jeg selv er?
Det er en utaknemmelig opgave, for jeg deler ikke den samme begejstring (med en enkelt undtagelse) for Slayer og deres *HOST* til tider ukritiske fanskare, og SÅ stor en fan af thrash metal er jeg heller ikke, og som nævnt indledningsvist er Slayer ikke just kendt for deres opfindsomme tilgang til musikalsk variation.
Så to scenarier var mig fordomsfuldt i vente. Enten:
A) En inkarneret slayer-fan (mig) bliver skabt på stedet og vidner en nedslagtning af Royal Arena, der siden må genopbygges, hvoraf bandets livesange sætter sig som uudslettelige minder denne aften.
Eller:
B) En ørkenvandring udi et bagkatalog, hvoraf jeg kun kender fåtal, og de færreste sætter sig nævneværdigt fast, og så er publikum også mandagsforkølet.
Hvad blev resultatet så? En slags A/B positiv. Lad mig uddybe lidt:
“South of Heaven”, “Raining Blood”, “Repentless”, “Angel of Death”, jeg elsker de sange. Men størstedelen af deres diskografi er… Ensformig i mine ører, og udsigten til halvanden time med Slayer er ikke just det, der musikalsk ville kilde mig forventningsfuldt mest.
Omvendt kan denne fanskare som bekendt levere nogle brusende, bombastiske og basunerende opvisninger på rækker og i pitter, som der burde skrives bøger om. Så når disse fans fik den sidste chance for at danse med Slayer, så måtte der vel opstå symbiotisk energi, der fik det hele til at gå op i en højere enhed.
Mnja…
Slayer var denne aften en velsmurt maskine, der havde taget de store ildkanoner med, og de udviste begejstring og spilleglæde for at være her i Danmark, men der blev ikke sagt meget mellem numrene, og showet bar aldrig præg af at være noget, der skulle cementeres i historiebøgerne.
Men det var stadig en solid performance langt over det gennemsnitlige (det er jo Slayer!) med en prægtig lyd denne aften, og med Slayers intensitet og loyale fans blev det også en delvis sønderknusende oplevelse – og mindre kan sagtens gøre det, når man skal måle på Slayer-skalaen!
Og pludselig var det slut efter cirka 19 sange, som var i overkanten for mit vedkommende, og publikum virkede resignerede halvvejs i koncerten (igen) efter et brag af en energiudladning i starten; men mod slut kvikkede de op igen, specielt til tonerne af “SPIL DEN MED SLAYER!” som for manges vedkommende er ensbetydende med sangen “Raining Blood” og denne aften også noget nær tegnet på den sidste udskænkning i helvedesbaren med primus motor Tom og Kerry bag bardisken.
Jeg sværger, at da de sidste toner have lydt over anlægget, og bassist og forsanger, Tom Araya, stillede sig og kiggede ud fra den ene side af scenen, så stirrede han i flere sekunder direkte ind i øjnene og sjælen på mig, som var han min fortabte søn, der ville sige:
“Hvorfor lærte du aldrig helt at forstå mig?”
Det blev faktisk helt atypisk slayersk, da Tom efterfølgende på svært dansk fik sagt: “Jeg… vil savne… JER!” imens han gestikulerede ud mod publikum og først gik af scenen, da folkene bag ham begyndte at pille denne ned.
Da forstod jeg, hvad jeg havde været vidne til, og selvom Slayer ikke er død, så er de for mig nu en slags afgåede legender, fordi det nok var sidste chance i Danmark for at se dem live, og jeg fremover kan pibe over ikke at skulle se dem igen, mens jeg spytter ned i en øl på en rockbar og mindes “dengang i areanen…”.
Lige indtil en anden gæst i baren råber til bartenderen: “HEY! Spil den med Slayer!”
For godt nok er Slayer her måske ikke længere til at optræde, men deres larmende aftryk kan ingen tage fra os – og vi holder nok aldrig op med i kor at skråle efter endnu en med Slayer!
Mathilde Maria Rønshof har lavet dette omstændige galleri fra en gigantisk koncertaften, hvis lige næppe bliver set igen:
