Supportband stjal opmærksomheden

Anmeldelse af: Alter Bridge + Living Colour og Like A Storm, Falkoner Salen, København 21. november 2016

Med Like a storm og living colour under armen, indtog alter bridge falConer salen på frederiksberg. men dårlig lyd og supportband gjorde det svært for hovednavnet at skinne igennem.

Like A Storm

Hard-rock bandet Like A Storm er første band til at indtage scenen. Det new zealandske familieforetagende er dannet af de tre brødre Chris, Matt og Kent Brooks og har eksisteret siden 2005. Bandet kommer godt fra start, da forsanger Chris Brooks står og blæser i en halvanden meter lang didgeridoo. Ja! – du læste rigtig. En didgeridoo! Det australske blæseinstrument bliver nemlig flittigt brugt i en god del af bandets sange. Et ret spændende instrument at snøre sammen med bandets hard-rock attitude. Men det fungerer egentlig meget fint, da en didgeridoo fremmaner nogle dybe dystre lyde, og det falder godt i spænd med noget hård rock.
Men spændingen blev hurtigt manet til jorden. For de tre brødre i front og trommeslager Zack Wood kunne ikke formå at skabe en opvarmning af særlig nævneværdig karakter. Der var lige et par numre ”Become The Enemy” og ”Love The Way You Hate Me”, hvor man følte, de havde publikum godt med. Men i sidste ende blev stormen ikke til andet end en let brise. De prøvede faktisk at holde publikum varme med en cover-version af AC/DC klassikeren “T.N.T”, men forsanger Chris Brooks stemme virkede intetsigende live og røg lige ind af det ene øre og ud igennem det andet. En sløj præstation der ikke kan blive til mange plusser i bogen.

20161121_192314

Living Colour

Men skuffelsen fra Like A Storm bliver hurtigt glemt. Næste band skulle nemlig vise sig at blive aftenens magiske indslag. Amerikanske Living Colour fra midt 80’erne stod nemlig på scenen. Bandet havde sidste show med Alter Bridge denne aften i København, og vi skal prise os lykkelige for, at de var.
Living Colour skulle faktisk ikke bruge mere end 45 minutter af min fulde koncentration til at overbevise mig om, at Alter Bridge virkelig skulle have nogle esser i ærmet for at toppe denne præstation. Allerede fra første anslag blev vi overdynget af bassist Dough Wimbish funkede slap-bass rytmer. Det giver bassen en lækker fyldig lyd, som et plekter altså ikke kan formå at frembringe.
Trommeslager Will Calhoun havde helt styr på stikkerne på den hurtige ”Times Up” for ikke at nævne guitarist Vernon Rieds fandenivoldske og bindegale guitarsoli på klassikeren ”Cult Of Personality”. Forsanger Corey Glover har en fantastisk udstråling og karisma, som man bliver helt bjergtaget af, og hans stemme indeholder så meget sjæl, at det halve kunne være nok.
De giver os også deres version af Blur’s ”Song 2” og en funky version af The Clash’ ”Should I Stay Or Should I Go”. En helt igennem fornem optræden fra de ældre herrer, som efterhånden er mellem 55-60 år. Men alder var absolut ingen hindring for at kunne stille sig på det øverste podie.

20161121_202850

Alter Bridge:

Det amerikanske band med stjernerne Myles Kennedy og Mark Tremonti har for længst formået at skabe et sikkert navn på den internationale metalscene. Denne aften er ingen undtagelse og bliver fornemt leveret af bandets professionelle medlemmer. Det var dog ikke svært at fornemme bandets nærmest indstuderede rutiner på scenen som en velsmurt maskine, der udfører sit arbejde.
Men rutinerne er fuldstændig lige meget, når man for kastet tunge riffs i hovedet, fra ”Addicted To Pain” og ”Ties That Binds”, som sammen med Myles Kennedys høje, let genkendelige stemme, minder os om hvorfor bandets lyd, de sidste 12 år, har været- og stadig er enestående.
… men apropos lyd. Så var Falconer Salens lokale en kæmpe skuffelse. Lyden var skruet i vejret under Alter Bridges show. Det resulterede i så mudret lyd i salen, at det var lige på grænsen til ganske forfærdelig. Da Like A Storm og Living Colour spillede, var lyden noget lavere og var derfor lettere indtagelig. Men ærgerligt for Alter Bridge, som ellers havde sørget for nogle lækre specialiteter til os.
For i forbindelse med Leonard Cohens død i starten af denne måned, sang Myles Kennedy duet med Corey Glover fra Living Colour. Her skal der ikke herske tvivl om, at Corey gjorde et bedre stykke arbejde på ”Hallelujah”, end Myles Kennedy gjorde. Det var nærmest også til at spotte på Myles’ skæve smil, at han måtte se sig slået af Corey. Desværre med lyden i Falkoneren blev det aldrig til det smukke øjeblik, som det lagde op til at kunne blive.
Til sidst fik vi klassikeren ”Rise Today” endnu engang med Corey Glover og guitarist Vernon Rieds på scenen, som hele aftenen taget i betragtning endte med at stjæle rampelyset fra Alter Bridge, som på trods at rigtig dårlig lyd, alligevel leverede en hæderlig koncert.

20161121_213558 20161121_215729

Mærkater: , , ,