Anmeldelse af: U.D.O – Touchdown, udgivet via. Atomic Fire Records d. 25/08-2023

Den gamle skole af metal bliver leveret, som vi kender og elsker den på Udos nyeste udspil.

Den gæve tysker Udo Dirkschneider, der vel mest af alt er kendt for sin tid som frontmand for 80er-klenodiet Accept, er nu ude med sit nye solo udspil, Touchdown. Udos solomusik (bandet U.D.O.) er for mit vedkommende et rimeligt fremmet land, hvorimod der er blevet lyttet meget til Accept i mine teenageår. Udo har ved flere lejligheder imponeret live dog også med netop Accept-sætliste. Heldigvis er Accepts stil og lyd da også vældig repræsenteret på Touchdown. Heldigvis uden at man føler, at det bliver for meget, da der også vækkes andre musikalske paralleller som f.eks. Grave Digger eller Primal Fear. I det hele taget er Touchdown på mange måder klassisk tysk.

På intet tidspunkt er man i tvivl om, hvem man har med at gøre. Udo Dirkschneider er en ener og har en vokal, som i den grad er noget for sig selv. Denne vokal har manden tydeligvis stadig i dag, for han lyder fremragende hele vejen igennem albummet. Den sprøde og hæse højfrekvente røst har sin helt egen charme, og skal man dømme ud fra dette udspil, er der absolut intet rust på Dirkschneiders stemmebånd.

Musikalsk er vi helt ovre i den klassiske metal blandet med en god gang speed. Alt er lidt som forventet, og det havde vel også næsten været galt andet. Guitarerne får lov til at skrige igennem og er generelt foruden Dirkschneiders vokal det klare musikalske hovedfokus. Riffsne er seje og soli varierende fra det seje til det decideret episke – alt sammen enormt velspillet naturligvis. Man benytter sig endda på glimrende vis Accept-tricket med at blande klassisk musik ind i soli. Det er hørt før, men det fungerer fremragende på dette album i musikkens kontekst. Bassen ligger godt i mixet, men gør ligesom trommerne, som leveres af Sven Dirkschneider – der, som du nok allerede vidste eller havde gættet, er søn af Udo – ikke noget helt vildt stort væsen af sig. Der ligger en god bund i musikken, men mere legende bliver rytmegruppen ikke, der skal jo være plads til guitarlir!

Når det spiller godt på Touchdown, spiller det virkelig godt og taler lige til old school-hjertet. Der er godt med vind i håret, fedt bøllekor, seje hurtige riffs, heltesoli og ikke mindst en utroligt stærk og genkendelig vokal. Særligt numre som “Punchline”, “Isolation Man” samt titelnummeret, “Touchdown”, trækker lytteren op fra stolen og giver nakken lyst til at bevæge sig. Albummet er spækket med lækre hooks og har ligeledes nogle fremragende omkvæd.

Desværre er det bare ikke hele pladen, der spiller lige fedt, og flere numre har til trods for egentlig at være fine numre en tendens til at drukne lidt ud af hukommelsen, så snart de er ovre. Albummet kunne med fordel have været kortet lidt ned måske med de ekstra sange på en deluxe-udgivelse, for på den nuværende måde er der en lille fare for at overmætte lytteren. Ligesom albummet besidder gode omkvæd, har det også en tendens til at gentage disse omkvæd måske lige lovligt meget.

Produktionen på Touchdown er lækker og crisp, sådan som vi så ofte ser det fra de store 80er- og 70er-bands, når de udgiver i dag. Albummet kunne måske godt besidde en kende mere dynamik både i forhold til produktion og sangskrivning. Det går lige lovligt meget over stok og sten, med især guitaren skruet op på 11 nærmest konsekvent. Der er da tidspunkter, hvor guitaren lægger sig lidt mere tilbagelænet i mixet, men den er nærmest konsekvent dominerende i lydbilledet til en sådan grad, at man indimellem godt kan blive overmættet. Heldigvis er produktionen til trods for at være måske en kende udynamisk velfungerende og sprød, hvor særligt guitarlyden i sig selv heldigvis er særligt fed.

U.D.O. laver måske ikke et helt rent touchdown med sit seneste udspil, men mindre kan og vil så sandelig også gøre det. Touchdown er spækket med fede melodier, fede riffs og lækker vokal. Bandet spiller fremragende, og Udo Dirkschneider selv viser, at han stadig kan præcis, som han kunne i 80erne, hvilket helt ærligt er intet mindre end imponerende. Desværre går der også lidt autopilot på den, mens ikke alle numre er helt lige spændende. Den letgenkendelige tysker leverer en glimrende klassisk omgang tyskermetal med alt, hvad det indebærer.