Anmeldelse af Deadnate – Mosaic, Selvudgivet d. 27/03-2026.
Man kan måske tage Deadnate ud af Fredericia, men man kan ikke tage Fredericia ud af Deadnate, dette beviser gruppen på deres andet album Mosaic.
Det er efterhånden ved at være nogle år siden, at Deadnate sidst udgav musik, dengang i form af 2022s fremragende The North Sea, som jeg var enormt begejstret for. Det er derfor også med en del spænding at jeg har modtaget gruppens dugfriske udspil Mosaic. Holder det op til hvor god debutten var? Er der kommet mere luft i ballonen, eller er den blevet svag og rynket? Har den ligget for længe under sengen?
Det korte svar på i hvert fald sidstnævnte spørgsmål er klart: Nej.
Det lange svar er denne anmeldelse.
Deadnate lægger ud med en lækker trommeintro, før de stærke riffs rigtigt får lov til at tage over på “He Who Pays”. Dette nummer viser også en ny side af bandet, i kraft af at der kommer noget kærkomment Fredericia-hardcorebrøl ind over nummeret, noget der ikke lå blandt mine bingokort, men som fungerer nærmest uforskammet godt for det progressive band. En af de bedste kvaliteter ved Deadnate er netop at de forstår sig på at variere deres stil og udtryk på mange måder.
Derfor er det selvsagt at bandet stadig er kollektivt store Gojirafans, for ja, igen er der mange elementer, teknikker og lyde at spore, som de gæve franskmænd også benytter sig af. Det er dog mange år siden franskmændene i mine øjne har udgivet et album så stærkt som det Deadnate her præsterer, ligesom at jeg finder utroligt meget i Deadnates musik som ikke bare lyder som Gojira.
“He Who Pays” leder direkte over i det mere melodiske “Guilt & Sorrow”, som ved mit første lyt, var albummets svageste skæring. Det har ændret sig ved gentagne lyt, til at dette nummer, til trods for sine let-tilgængelige riffs og stærke omkvæd, med en lækker og solid opbygning, virkelig vinder ind på en og kommer til at ligge i baghovedet. Det der til at starte med virker for poppet, bliver ved at dybere lytning til et utroligt stærkt nummer – et nummer der måske stadig er poppet, men som absolut ved hvad det vil, og opnår dette til UG.
Princippet i gentagne lyt fremmer ens forståelse og fornøjelse ved pladen, er noget som gør sig gældende for hele albummet. Hvert eneste nummer, bliver kun bedre af at man forsøger at dykke ned i nummerets struktur og de dybere finesser, som ligger i bandets sammenspil. Om det så hedder sig i forhold til solide og for Deadnate old schoolede riffs som det høres i det lækre afslutningsnummer “Morass”.
Bassen har fået lidt mere plads på Mosaic, end den havde det på The North Sea; et af mine få kritiske punkter i forhold til debuten. Produktionen er dejligt lækker og afbalanceret på pladen, hvor ingen elementer går tabt, selv når der sker ti forskellige ting, på de ellers kun fire tilstedeværende instrumenter skinner hvert enkelt instrument, uden at fjerne fokus fra det essentielle. Albummet har en lækker dynamik, der varierer godt imellem det mere clean og afdæmpede, samtidig med at der ikke bliver gået på kompromis med den tykke mur af guitar, som der ofte er behov for. Dynamikken f.eks. kan mærkes når bandet på ‘Two Tongues’ benytter sig af lidt akustisk guitar, sammen med noget bagspolet elektrisk, eller når der spilles mere clean og post-metallet imod slutningen af nummeret fungerer umanerligt godt, sammen med de decideret bundsolide og enormt tykke riffs. Eller måske i højere grad på albummets titelnummer; hvor vokalen ligeledes støtter op om denne stemning. Netop det post-inspirerede gør Deadnate sig rigtigt godt i, så dette kunne ikke være dårligt at udforske i fremtiden.
Deadnate spiller utroligt stramt på Mosaic, og der bliver givet god plads til de forskellige instrumenter. Der bliver både tid til at trommerne bliver fremhævet, som de bl.a gør i introen til “He Who Pays”, ligesom der bliver plads til ikke bare de seje guitar riffs i samtlige numre, men også decideret old school soli! Dette har jeg umiddelbart ikke hørt fra Deadnate før, men fungerer afsindigt godt og nærmest Mastodon-agtigt i deres musik. Frederik Framme får lov til at shine mere på bassen, der er blevet fremhævet og beefet op på albummet. Trommerne og bassen spiller lækkert og groovet sammen. Ligeledes komplementer guitarerne hinanden utroligt godt igennem hele albummet. Der sker altid noget nyt i instrumentationen, som bliver bygget godt op i lag. Lidt som et løg. Der sker meget, men uden at man bliver overmættet. I stedet føles albummet interessant og decideret friskt, selv efter mange lyt, netop fordi man får muligheden for at lytte sig nærmere på de musikalske lag.
De individuelle numre har en god musikalsk og stilistisk variation, ligesom der numrene imellem er en god og dyb spændvidde, dette endda uden at man på noget tidspunkt føler at den røde tråd så og sige går tabt. Mosaic føles enormt helstøbt, i al sin variation og krumspring. Albumtitlen passer på denne måde utroligt godt til albummet, netop fordi det overordnede og større billede, bliver holdt sammen af mindre dele, som så til sidst skaber den større helhed. Eller også læser jeg for meget i det.
Mosaic er netop en helhed, og en helhed som fungerer afsindigt godt, og i meget høj grad har blæst mig bagover. Deadnate spiller i sandhed med musklerne og visionerne på deres andet udspil. Den svære 2’er er i hus, og dette på absolut stærkeste vis.
