Besat af stemmen: En vild og mærkelig metalaften i Amager Bio

​Jeg indrømmer det blankt: Jeg anede ikke, hvem Textures var, før de trådte op på scenen.

Det har været en turbulent tid for Textures siden deres debut i 2001, og bandet har skiftet frontfigur en del gange. Den eneste gennemgående siden 2001 er faktisk trommeslageren. Jeg kunne lige hurtigt læse mig til at de gik hver til sit i maj 2017, men har så fundet sammen i den nuværende konstellation i 2023.

Det er jeg da personligt rigtig glad for, for hold nu kæft, en velkomst de gav os. Der var smæk på lyden fra allerførste sekund – ikke bare høj lyd, men den der massive, tunge bund, som man kan mærke helt inde i marven. Det var som at blive ramt af en lydmur, der bare ville fremad.

​De lagde ud med det første nummer fra deres helt nye album – sangen hedder “Pi” – og min første tanke var bare: “Ja tak!”. Det var præcis det, man havde brug for. Det er klassisk heavy metal, som man kender og elsker det bedst, men leveret med en præcision, der var helt vild. Selvom jeg aldrig havde hørt dem før, var det umuligt at stå stille. Riff’ene var så tunge og groovet så fedt, at hele salen begyndte at gynge med det samme og ja, ørepropperne måtte også i, for der var smæk på.

​Det, der virkelig imponerede mig ved Textures, var deres overskud. Man kunne mærke, at de vidste præcis, hvad de lavede. Hver gang de skiftede tempo eller smed et teknisk stykke ind, sad det lige i skabet.  Der var en energi på scenen, som smittede helt ned til de bagerste rækker. Selvom det var meget teknisk metal, blev det aldrig tørt eller kedeligt – det var rå power hele vejen igennem. For en der slet ikke kendte dem, var det en kæmpe åbenbaring. Det var solidt, det var tungt, og det var den perfekte måde at skyde aftenen i gang på. De satte baren tårnhøjt fra start

​Lige da man troede, man havde fået dagens dosis metal, kom Unprocessed på. Og hvis Textures var den tunge grundmur, så var de her gutter det vildeste lynnedslag. De var aggressive fra første sekund. Det var en helt anden energi – hurtigere, vildere og utrolig moderne.

​Det, der virkelig fangede mig ved dem, var deres stil. Deres musik beskrives som en fusion mellem progresiv metalcore og djent. Den kombi lyder måske mærkelig, men det fungerede bare. Det gav musikken en kant, som jeg ikke har hørt før. Det var som om, de tog metalgenren og trak den direkte ind i fremtiden.

​Og så var der vokalen. Den var jo fuldstændig sindssyg, har sjældent hørt en sanger have så meget kontrol over så mange forskellige lyde. Det var helt sindssygt at høre ham skifte mellem de vildeste skrig og så en helt ren stemme. De fik virkelig aktiveret publikum, og der kom gang i pitten med det samme. Jeg stod bare og tænkte på, om de overhovedet havde en stor fanbase herhjemme? For hvis de ikke havde det før i går, så har de i hvert fald fået en kæmpe flok nye fans nu. Det var en magtdemonstration i, hvordan man tager en sal med storm, selvom folk ikke nødvendigvis kender ens sange på forhånd.

​

​Så blev det tid til det, vi alle var kommet for. Jinjer.

​Jeg husker tydeligt første gang, jeg hørte dem. Det var på en Copenhell-playliste, og tænkte okay det lyder meget fedt, hvem er de to der synger? Klip til at jeg ser “Pisces”-musikvideoen og tænkte “Hvad fanden foregår der her?”. Det var for sådan en metalnybegynder som mig første gang jeg blev introduceret til en kvinde der kunne  synge på den måde.

Den der vilde kontrast det føles nærmest naturstridigt, hvordan de lyde kan komme ud af hende. Hun skifter mellem de mest brutale brøl og en helt klokkeren, smuk sang, så man bare taber kæben. Hele salen var fuldstændig solgt – man kunne høre folk stå og sige til hinanden: “Hold kæft, hvor er hun sej!”. Der er absolut ingen tvivl om, at hun er en af de vildeste frontfigurer.

​Sceneshowet var også i en liga for sig selv. Visuelt var det virkelig flot sat op med vildt lys, der passede perfekt til den tekniske musik. Man blev suget helt ind i deres univers fra start. Men… der var også noget, der var lidt mærkeligt ved hele oplevelsen.

​De virkede ekstremt trætte. Det var som om, særligt frontkvinde var helt afkoblet fra os, der stod nede i salen. Hun sagde nærmest intet under hele koncerten. Ingen hilsner til København, overhovedet intet “tak fordi I kom”. Det var bare den ene sang efter den anden uden pause eller kontakt. Det efterlod en lidt flad følelse. Er det nødvendigt at snakke med sit publikum? Måske ikke, når man leverer musikken så perfekt, men det føltes bare som om, de var på arbejde og bare ville have det overstået så hurtigt som muligt.

​Man fik en følelse af, at hun var i sin helt egen verden og måske slet ikke havde lyst til at være der. Om hun var syg, udkørt eller bare havde en rigtig dårlig dag, ved jeg ikke, men hun havde overhovedet ikke overskud til at få øjenkontakt eller række ud til os. Det gjorde, at koncerten blev meget kold og professionel. Selvom musikken sad lige i skabet, og hendes stemme var vildere end nogensinde, så manglede der det der menneskelige “connect”, som gør en rigtig god koncert til noget helt specielt for mig.

​Når det er sagt, så spiller de så stramt, at det næsten er uhyggeligt. Hver eneste lille detalje i de vildt komplicerede sange sad lige i øjet. Det er teknisk metal på et niveau, hvor de færreste kan være med, og de leverer det med imponerende en præcision.

​

​Det var fedt at se dem, og hun er stadig for vild, men man gik derfra med en følelse af, at man havde set en perfekt maskine udføre sit job, fremfor et band der elskede at stå på scenen. Men hey, når maskinen lyder så godt som Jinjer gør, så tager man det med.