Anmeldelse af: Full of Hell + Fordærv. Stengade, Kbh. 10 september 2023.

Hvis “søndagssmadder” kunne indkapslet i én aften, så ville det være denne.

Foto: Bjørn Bavngaard

“To Hell And Back? Sabaton-sangen? Har Sabaton spillet i Danmark igen, og har jeg misset det?!” Alt dét, tænker du måske, nu, hvor du lige har læst rubrikken. Nej, bare rolig. Sabaton har ikke spillet i Danmark. I dag skal det ikke handle om Audie Murphy eller andre krigshistorier. I dag er det en anden form for krig og helvede, vi skal igennem. Bandene er nemlig klar på slåskamp og blodbad, og de er ligeledes klar på at præsentere aftenens gæster med et auditivt lydhelvede.

Det første band i aften, der er klar til lydslag og voldelige slåskampe, er danske Fordærv. Når de ikke har travlt med at finde på morsomme sangtitler eller skrive numre, der er under et minut langt, så finder de også tiden til at spille live. Det må de godt gøre noget oftere, fordi det er nemlig fedt at se Fordærv live.

“Hvad skal vi spille nu?” Hurtigere!

Sidst jeg så Fordærv, var de gode – og sjove. Det er de stadigvæk. Guitarist, Mikkel Lau, fyrer i hvert fald gentagende gange jokes udover scenekanten, der alle rammer godt hos publikum. “Så spiller vi lige lidt mere lortemusik, ik?” bliver der sagt. Lortemusik er det ikke, men det er lortebeskidt – det er trods alt grindcore. Ikke nok med, at Mikkel Laus guitarspil støjer i højtalerne, så følger Jonas Sandvejs hidsige vokal og Mads Laus kompetente tøndesmadderi godt med.

Aftenens koncertgængere er i øvrigt dejligt friske. Jeg ville ønske, at jeg havde samme energi til at flyve uafbrudt rundt i en moshpit en sen søndag aften, men det har jeg ikke. Heldigvis for os koncertgængere, så er Fordærv heller ikke trætte. “Selvmordsforsøg Useriøst”, “Venstreorienteret Politisk Korrekt Økologisk Vegansk Grindcore” og “Fy for Satan” er nogle af de numre, hvor der virkelig bliver sparket godt og grundigt igennem i løbet af deres omkring 30-minutters-set.

Som aftenens hovednavn er det blevet tid til en ordentlig helvedestur. Selveste Full of Hell. Det skulle desværre bare vises sig at være en skuffende tur i helvede.

Amerikanske Full of Hell er på besøg i Danmark for at give aftenens fremmødte en mørk omgang vanvidssmadder. Musikken starter brat, og vi får alle Full of Hells koncise dommedagslyd sparket lige ind i ansigtet. Desværre er det til tider svært at høre, hvad der egentlig foregår. Lyden er ikke lige så distinkt som hos Fordærv, hvilket får voldsomheden til at falme.

Vokalen er den mindst tydelige – ikke for at nævne alle de gange, hvor vokalist, Dylan Walker, skriger forpint ind i et slags apparat(?), der slet ikke fungerer – men resten af firemandsgruppen tæsker derudad med støjede riffs og hårdtslående trommespil.

Nogen står stille, mens andre tæsker løs i pitten til de voldsomme lydvægge. Det er høj intensitet på kort tid – måske lidt for kort tid? Det høres nemlig, da koncerten er slut: “Var det dét?” og “De spillede godt nok kort tid,” hører undertegnede i hvert fald fra flere af aftenens koncertgængere, da bandet er trådt af scenen, og menneskemængden strømmer mod det intime spillesteds udgang.

Og, ja, det var ikke særlig lang tid, Full of Hell spillede – i hvert fald ikke som hovednavn. I alt spillede de omkring 35 minutter, altså kun 5 minutter mere end support. Når man står der, er det er ikke sådan, at musikken bliver repetitivt eller kedelig, også selvom det musikalske forholder sig ens gennem hele koncert. Det føles mere som om, at Full of Hell ikke når det rette kogepunkt for en rigtig god koncert. Det er en god optakt til kamptræning, men blodtørsten forsvinder med bandet, der hurtigt går af scenen igen.

Vi var alle kampklare, men det føltes ikke som om, helvedesherrerne ikke havde særlig meget lyst til at slås i aften.