Alice Cooper

Covermusik med originale gnister

-

  • Purpendicular
4

Anmeldelse af: Purpendicular, Tøjhuset, Fredericia, 24. marts 2018

 

Der var lagt op til en god svingom i selskab med Deep Purple coverbandet Purpendicular, da de gæster Tøjhuset i Fredericia. Med sig havde de intet mindre end legenden Ian Paice, der sædvanligvis gør det som trommeslager i Deep Purple.

 

Deep Purple er et fedt band, særligt hvis man nyder den gamle 70er- og 60er-pigtråds-rock. Det synes deres trommeslager, Ian Paice, tydeligvis også, for nu hvor Deep Purple ikke lige selv er ude at spille, ja, så må han da ud og spille den musik, han brænder for med et andet band. Der er noget friskt og sjovt over at en person, som ham har det sådan, og jeg tager sateme hatten af for at være så dedikeret overfor det musik, man elsker at lave og spille. Kæmpe respekt!

Purpendicular er nogle yngre herrer, i hvert fald i sammenligning med den efterhånden aldrende Paice. Heldigvis kan deres tekniske niveau godt nå op på siden af den legendariske trommeslager, og bandet spiller her til aften en fremragende koncert. Jeg fik oplevet Deep Purple i Valbyhallen sidste år, og der var jeg ked af, at vi ikke fik serveret den klassiske sang “Highway Star”. Fornøjelsen er derfor enorm, da Purpendicular vælger at lægge hele deres koncert ud med netop dette nummer. Det bliver måske spillet i et lidt lavt tempo, men hold kæft hvor rykker det stadig. Guitarsoloen i det nummer er så god og så genkendelig, at man ikke kan lade være med at skråle med på den.

Sættet for aftenen fortsætter med at være solidt med rigtigt fede coverversioner, der alle holder sig dejligt tæt på originalerne. Vi får serveret en god håndfuld numre, som man ikke sædvanligvis får lov til at opleve med det originale band, f.eks. “No One Came”, “Fools” og det fuldstændigt fantastiske ekstranummer “Child In Time”. Sidstnævnte har originalerne ikke spillet siden 1993 af den grund, at Ian Gillan simpelthen ikke kan nå op i de ekstremt høje toner, som der kræves i dette nummer. Det kan Purpendiculars forsanger, Robby Thomas Walsh, dog godt og endda med stor overbevisning. Hele koncerten igennem leverer han en vokal, som næsten kunne have været Gillan i de yngre dage.

Der er godt med knald på. Guitaristen er tydeligt inspireret af Steve Morse, han benytter endda samme udstyr og har en tilnærmelsesvist lignende spillestil; en stil, der er lidt mere moderne end hvad Blackmore lavede. Guitaren er velspillet og sidder godt i mixet. Det eneste, man som publikum savner, er, at der var et ægte hammondorgel med i stedet for et keyboard. Det lyder ikke helt rigtigt på trods af, at det er velspillet af en person, der ligner, at han kunne spille med i Static-X.
Der er i løbet af sættet en enkelt afstikker fra Deep Purple-kataloget; et nummer, som stammer fra Purpendiculars egen plade, der umiskendeligt lyder af Deep Purple. Ja, man kunne fristes til at tro, at det var et gammelt Deep Purple-nummer, der aldrig havde ramt et album. Det swinger super godt og vækker nostalgiske følelser.

Der hersker ingen tvivl om, at hovedattraktionen i aften er Ian Paice. Manden er så fintfølende på trommerne, at det er helt sindssygt. Det swinger og jazzer til tider, hvorefter det fintfølende bliver erstattet af store tunge rytmer samt fills, hvor det næsten lyder som om, at manden straffer sine trommer for, at de tidligere ikke var høje og buldrende. “Dynamik” er nøgleordet i hans spillestil, og manden har bestemt ikke hvilet på laurbærrene. Han kan fandeme stadig den gamle!

Lyden er i starten af koncerten lidt ærgerlig og mudret. Guitaren går ikke helt igennem, og vi har generelt en kende for meget bas igennem koncerten. Heldigvis bliver der rettet okay op på det, og man får godt mulighed for at skille de forskellige instrumenter fra hinanden. På scenen har særligt Walsh en god fremtoning. Han kommer godt rundt og får joket og snakket med publikum. I det hele taget er han meget nærværende, og det skaber en rigtigt hyggelig stemning hos publikum. Guitaristen kommer i løbet af koncerten bedre op på dupperne og i fokus, og særligt fedt fungerer det, når han spiller op imod keyboardet, hvor der bliver leget med nogle duellerende soli. Det fungerer godt, omend der for noget af publikum er lidt nogle store træbjælker i vejen. Indretningen af spillestedet er nemlig lidt spøjs, således, at der er en del træbjælker rundt omkring i lokalet. Resten af bandet er lidt stillestående, men virker alligevel til at hygge sig, særligt er der stor fornøjelse at spore i Paices øjne.

Purpendicular leverer en fremragende koncert, der rent faktisk minder om Deep Purple blot i et mindre format. Der er ikke helt lige så meget kraft i armbevægelserne, som man kunne have håbet på, men bandet får det til at virke. En fornøjelig aften på Tøjhuset i Fredericia er netop overstået, og man står blot tilbage med følelsen af, at man ikke vil gå glip af dem næste gang – Særligt hvis de har Paice med igen.

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier