D-A-D Craziness!

Andmeldelse af: D-A-D + The Sandmen, K.B. Hallen, København. 12. april 2019

to københavnske bands, én nyopført K.B. hallen. det var opskriften på fadølsfest og danske rock-klassikere.

Ak ja. Så stod K.B. Hallen klar igen.

Klar til at huse forventningsfulde fadølsdanskere, som denne aften måtte i kø på denne kolde forårsaften. Men sikke flot, bygningen er blevet, og prangende den nu står i fuldt flor på sin respektive plads. Siden bygningen i 2011 blev totalskadet efter en brand, har genopførslen af den gamle hal været syv år undervejs. Det har blandt andet ledt til dette moment, som vi denne aften skulle opleve.

På plakaten var der gammelt københavner-dansk: The Sandmen og hele danmarks husorkester D-A-D.

The Sandmen

Det 30 år gamle band The Sandmen stod for at åbne festen. Jeg må indrømme, at jeg ikke har det største kendskab til dette band. Men da bandet stod på scenen og udøvede deres musikalske evner for den fremmødte menneskemængde, så måtte jeg give mig hen. The Sandmen åbnede op for en rejse af rocknumre både på engelsk og dansk, som tog mig i et tryllebindende greb.

Jeg husker, at jeg i sommeren 2016 var dukket op til en byparkskoncert i Roskilde. Det var også for at overvære ovennævnte band. Dengang spillede de ikke det velkendte nummer ”5 Minutes Past Loneliness” fra 1992. Et personlig nederlag for mig den gang.

– Men det gjorde de fandme denne aften!

Kuldegysningerne haglede ned over mig, imens jeg prøvede at bevæge min dirrende krop til nummeret. Desværre fik nummeret ikke den rette mængde anerkendelse og applaus, som det egentlig fortjente denne aften. Et skide godt nummer, som fløj lige gennem folkets os af utålmodighed.

Forsanger, Allan Vegenfeldt, har en skøn karisma. Han virker helt jordnær, imens han dansende bevæger sig rundt på scenen. En god karakter, hvis kraftfulde stemme endte med at kravle under huden på mig. Det er rock fra bedste danske skuffe.
Stafan Moulvad på guitarens sørgede for gedigen straight-forward rock-riffs, som gjorde, at de 40 minutter, bandet havde tilgængelig, gik alt for hurtigt, inden de måtte vige pladsen for næste band.

D-A-D

Lige så snart D-A-D trådte på scenen, var volumen skruet op på 11. Min jomfru-koncert med dette band skulle ikke gå stille for sig.

Ja, den er sgu god nok! – og du tænker selvfølgelig: ”Hvordan er det muligt ikke at have oplevet D-A-D før?”. Jeg har desværre ikke et fyldestgørende svar for dette. Det eneste, jeg med garanti kan sige, er, at det ikke blive sidste gang, jeg er taget ind for at se D-A-D.

Der skal ikke herske tvivl om, at D-A-D er danmarks rockorkester nummer ét.
Deres popularitetsniveau herhjemme sprænger rammerne. Og danskerne flokkes til fra nær og fjern i det lille land for at opleve bandet. Det har jeg nu fuldt forståelse for. D-A-D er ikke bare bringer af festen. Men med numre som ”Jihad”, ”Point of View” og ”Everything Glows” så er de festen. En fest, der bliver sat i gang af brødrene Jesper og Jacob Binzer, der med henholdsvis vokal og guitarsoli i den grad beviser, at man kan nå langt med humor og særdeles dygtighed.

D-A-D’s nye album er lige på trapperne. Titlen ”A Prayer for the Loud” skulle være sat til at udkomme 31. maj. Så der blev luftet en masse nye numre denne aften. Som forsanger, Jesper Binzer, så fint sagde det: ”Denne aften vil skiftevis gå fra bersærker-gang til kulturaften,” i henhold til gammelt og nyt materiale. Det nye materiale er dog ikke til at tage fejl af, det lugter langt væk af D-A-D’skhed, at det halve kunne være nok. Der er dog gode og spændende takter at byde på, så der er noget at glæde sig til.

Stig Pedersens særlige bas-samling er også noget for sig selv. Hvis ikke den ene bas får dig til at smile og ryste på hovedet mere end den anden, har du så overhovedet set D-A-D? I hvertfald ikke, før du har set den, der ligner et missil, en iphone eller en fucking oliven. Og hvis ikke man behøver mere end to strenge, hvorfor så have mere end det?

Er manden gal eller genial?

Stig Pedersen stiller sig i front og overtager mikrofonen på numrene ”Jackie’ O” og ”Riding With Sue”. Numre, som er at finde på D-A-D’s country-rock debutplade fra 1986. En stil, som de kom lang væk fra, da bande udgav deres tredje album fra 1989 ”No Fuel Left for the Pilgrims”.  Laust Sonne på trommer får også banket sig gennem noget seriøs tromme-lir. Jesper Binzer pisker svedende rundt på scenen og råber: “For helvede Laust, slå nu de trommer ihjel!

Publikum stemmer i og råber gentagne: ”For helvede Laust, slå nu de trommer ihjel!”

Inden bandet smuttede af scenen første gang, fik vi de nyere crowd-pleasere ”Monster Philosophy” og ”I Want What She´s Got”, som i den grad fik salen til at koge.
Efter en kort pause fra setlisten kom bandet tilbage ind på scenen og gav klassikere som ”Evil Twin”, ”Bad Craziness” og ”Sleeping My Day Away”, inden bandet lukkede helt af med hjælp fra publikum til at fuldende denne genistreg af en aften med ”Laugh and a half” og ”It’s After Dark”.

Anders Groos Mikkelsen tog billeder fra aftenen: