Anmeldelse af: Metal Magic Festival 2024, Fredericia – dag 1, d. 11.07.24.
Kultoplevelsen i Fredericia slår atter dørene op. Det er tid til Metal Magic.
Foto: Gabriel Rasmussen
Hvis jeg husker korrekt, så besøgte jeg for første gang festivalen i 2014. Som tiden går. Hvad der adskiller denne musikalske og kulturelle oplevelse fra alle andre lignende events i Danmark, er to specifikke ting:
Der fokuseres på en lang række af heavy metal-genrer ofte i den klassiske old school-ende af skalaen. Dette er dog en forsimplet forklaring på, hvad der gør programmet så unikt. Bookingerne er tit bands, der aldrig eller sjældent har spillet i landet. Ligeså bliver der ofte hyret nogle utrolige bands til de små scener. Både dem, man kender, og dem, man ikke kender.
Jeg husker stadig mægtige Candlemass og altid underholdende Girlschhol på udendørsscenen i 2015. Dengang lå festivalen i Ungdomshuset nede i byen. Andre store oplevelser tæller blandt andet Tribulation, Ved Buens Ende, Nyredolk, Tormentor, Midnight, Death SS, Paul Roland, The Rise of Mictlan og Nifelheim
Så er der også den ejendommelige hyggelige stemning, som der selv for festivaler i vores genre når uanede højder af tryghed og skøn ro og orden. Der er en grund til, at Metal Magic er kendt i folkemunde som den hyggeligste festival i Danmark. Disse dage er lokationen ændret til Idrætsparken lidt uden for byen. Men det er stadig legende let at komme til fra stationen.
Dagen før var jeg til Devilution Rock & Metal Quiz på Luke’s Bar. Dette resulterer i, at da jeg endelig tager hjem, så glæder jeg mig lidt for meget og beslutter mig for i min semi-rus, at jeg skipper min bestilte Orange Fri-afgang og i de sene/tidlige morgentimer tager afsted med togene. Som solen står op, og Jylland kommer nærmere, er det helt melankolsk at komme tilbage til byen, hvor min mor er født. Mange følelser.
Pladsen åbnede onsdag, men først i dag starter musikken. Mit pop-up telt, dekoreret med ‘Slam’-flag, folder sig fint ud, og de første øl går indenbords. Dog når jeg er en lille smule søvn, inden larmen begynder.
Pladsen er delt op i en større udendørs- og en telt-scene, hvor der også er øl- og drinks-bar. Der er merchandise-område midt på pladsen samt to madboder: én bar til og gode toiletforhold i hver sin side af plænen. Hertil skal det nævnes, at både mad og drikke købes for billetter, man betaler for i indgangen til meget overkommelige priser, oven i dette er camping gratis.
Dread Witch: Open Air Scenen kl. 16:00
Et nyt musikalsk bekendtskab. Vi skal nu over i doom og sludge. Leifur Nielsen (bas), Dennis Larsen (trommer), Andreas Cadaver (guitar), Pelle Santana (leadguitar) og Mikael Rise (vokal, guitar) har én fuldlængde udgivelse bag sig, Tower of the Severed Serpent (2023).
Fredericia står foran et angreb fra aarhusianerne. Lyden er lidt rodet i starten, men der rådes bod på det. Vejret er med os med lidt solskin. Doom kan man vel aldrig klage over. Med et mix af dyb messende spoken word, brøl og skrig præsenteres vi for et pokkers tungt og ondt indslag.
Det virker til, at folk tager godt imod Dread Witch. Tempoet er intimiderende grumt, og vi får rystet håret af glæde til de vrede toner. Meget af denne optræden hviler på atmosfære, mere aktivitet på scenen, som det jo ofte er med denne genre. Dog får bandet sat gang i programmet med musik, der holdt sig inden for, hvad vi kender, men som stadig var enormt veludført.
Necrotic Ritual: Telt kl. 16:55
Death metal fra Kolding dannet i 2022. Bandet har 2 EP’er bag sig, A Sign Carved In Flesh (2022) og Nocturnal Dominion (2023). Ric Broe Goldschmidt (bas), Daniel Farre (trommer), Thomas Lund Andersen (guitar) og Dennis H. Kristensen (vokal, guitar) har erfaringer fra The Tombless, Cruelty’s Heart og All In Ashes.
Jeg så The Tombless sammen med Defecate og Pitch Black på Studenterhuset tilbage i 2023. Ellers er min tætteste erfaring med gruppen, at jeg oplevede dem, da jeg så Meat Loaf på The Casa De Carne tournéen tilbage i 2008 på Kolding Stadion med min far. Jeg er mere end klar til mere musik.
Nøj, hvor det groover det her. Det hurtigt og vredt, og teltet reagerer med horn og masser af smil. Der er noget sejt klamt over vokalen, og man får associationer til italienske 80’er-gyserfilm som The Beyond og City of the Living Dead. Musikken maler et billede af gru, man med glæde river i stykker og kvæler sig selv i.
Der holdes et støt tempo, hvor trommerne er et solidt batteri. Det her er death metal uden så meget andet gøgl. Det er præcis, hvad vi trænger til, og jeg selv kan mærke festivalstemningen mere og mere. Man befinder sig i sandhed det rette sted. Jeg glæder mig til at se Necrotic Ritual igen, den her slags splatter kan jeg ikke få nok af.
Mother of All: Open Air kl. 17:50
I 2013 blev københavnerbandet dannet. Siden da har de udgivet to EP’er, tre singler, én split og to albums. Det seneste var Global Parasitic Leviathan fra i år (læs anmeldelsen her).
I 2022 så jeg Mother of All i Lille Vega sammen med Lamentari og Iotunn. Dengang var jeg ikke overbevist. Det hele forekom rodet. Det ændrede sig, da jeg var inde på Loppen til Dødsmarch over Dannevang, hvor også Helge og Crown the Beast optrådte i år. Jeg endte med at headbange som en tosset, og jeg har glædet mig til at se bandet igen. Jeg håber, at Martin Haumann (vokal), Michael Møller (bas), Henrik Rangstrup (guitar), Frederik Ødegaard Jensen (guitar) og Daniel Nielsen (trommer live) laver en episk fest igen.
Ak, på dette tidspunkt er øllene nok ved at stige mig til hovedet, da jeg indfinder mig helt foran scenen. Dette forstærker dog min fest, og med den melodic death metal, som Mother of All spiller, er jeg om muligt endnu mere benovet end på Loppen.
Det hele spiller med et über-entusiastisk band. Der er varierende tempi, lækre soloer og masser af detaljer at gå på opdagelse i, imens musikken tordner teknisk derud af.
Jeg bliver beklageligvis for overmodig, og i min rene iver crowdsurfer jeg op på scenen. Dette skal vise sig at være en fejl, da jeg dummer mig og kommer til at skubbe til mikrofonen, således at den skader forsangerens tand. Ikke mit mest stolte øjeblik, tværtimod. Endnu engang, det beklager jeg!
Men min særdeles uheldige overgearede opførsel skal ikke stoppe mig fra at anerkende, at Mother of All spillede én af de bedste koncerter, jeg så fra et dansk band på Metal Magic Festival i 2024.
Archangel: Telt kl. 18:50
De blodige musikanter havde deres debutshow på denne festival tilbage i 2019. Dette var inden, de havde udgivet originalt materiale, så dengang bestod festen af Misfits- og Shaiman-covers.
Deres 2024 line-up, bestående af Søren Crawack (vokal), Janus Kragh (guitar) og Filip Hartmann (bas), har udgivet 2 EP’er, Nosferatu (2021) og By Blood Be Birthed (2020), samt The Violent Death (en tre sangs-single, 2019). Sidste år udgav de deres debutalbum, Total Dark Sublime, der med sin melodiske metal gjorde mig til endnu større fan.
Siden MMF 2019 har jeg set Archangel yderligere fire gange. Til Copenhagen Metal Fest i 2019, på High Voltage i 2020, Stengade i 2023 og Gimle i år (læs anmeldelsen her). Here we go again, tilbage hvor det hele startede.
Blod, blod og atter blod. Som om de kom ud fra en slagtefabrik, står Archangel foran os. Med sange som “The New God”, “The Violent Death” og “Total Dark Sublime” er der rigeligt med fællessang. Det er en fornøjelse at se, hvordan fanskaren vokser og vokser for gruppen.
Det er let tilgængelig heavy, men med så mange hooks og stemningsfulde dybder at man ikke skal undervurdere, at de absolut er en fest, men at der gemmer sig flere lag under den røde væske.
Jeg er helt foran og nyder et af mine nyere favoritbands. Mine lunger er på overarbejde, og her på førstedagen, hvor de endnu ikke er røget, råbt og drukket i stykker, skal det udnyttes til fulde.
D. 15 november optræder englene på Stengade til deres Halloween-show med 802, Blodmåne og Hollywood Babylons. Jeg har allerede taget anmeldertjansen.
—
På dette tidspunkt må jeg nok sande, at den minimale søvn, varmen og øllene er blevet for meget for mig, og jeg forlader festivalen lidt for at få styr på mig selv. Senere hjælper en god ven mig ned til mit telt, hvor jeg får noget mere end tiltrængt hvile, før invasionen fra UK.
Napalm Death: Open Air Kl. 22:40
Hvad kan man sige om grindcore-legenderne, der ikke allerede er sagt? Så en kort gennemgang alligevel: Dannet i 1981 har de udgivet intet mindre end 16 albums og skrevet sig ind i historiebøgerne for evigt.
Sidste og eneste gang, jeg så Napalm Death, var på Wacken Open Air i 2017, hvor jeg stod i tæt på fire timer ved de to teltscener og også så Mayhem, Bathuska (før de blev uvenner) og Nile. En aften, der stadig står klar i min hjerne som en episk oplevelse.
Ind på scenen kommer Barney Greenway (vokal), Shane Embury (bass), Mitch Harris (guitar) og Danny Herrera (trommer). Sprudlende og med en ærefrygtindgydende erfaring flår Napalm Death os i småstykker.
Barney er i vanlig brølende storform. Han har en af de stemmer, hvor man altid vil kunne høre, at det er Greenway. Det er et skønt gensyn efter så lang tid.
Pladsen foran scenen er kaos. Folk vælter rundt i en rus. Det er tydeligt at se, at dette hovednavn er noget ganske særligt. Det er da også en af de mere vilde bookinger, der er set i festivalens historie, og det siger alligevel en del. Der snakkes ikke meget, fokus er på at levere så meget brutal grindcore som muligt. Dette lykkedes da også til perfektion.
Bevares, en fan på scenen kommer til at lave lidt teknisk rod. Men tidligere nævnt, sker den slags uheld jo, når man er høj på stemningen.
Der er et overskud og en dedikation til musikken, man virkelig mærker som tilskuer, når et band som Napalm Death står på scenen. De har viet deres liv til heavy metal, og som fan føler man sig både tryg, beæret og vild af glæde ved at opleve den uhæmmede kærlige, soniske voldsomhed, der udspiller sig foran os.
Et band som dette forener os på tværs af generationer i fortid, nutid og fremtid.
Tak!
Jeg må ned i teltet efter denne koncert. Kroppen er brugt, og der er to dage endnu. De næste par døgn skal der lidt mindre alkohol indenbords. Alle de følelser. Skønt at være tilbage igen!
