Anmeldelse af: Viborg Metal Festival 2022 – del 2. Paletten, Viborg. 4. – 5. marts 2022.
Det skulle vise sig at anden dagen til dette års Viborg Metal Festival ville blive intet mindre end fænomenal, særligt i kraft af et af dagens ellers mange bands.
Foto: Amanda Gaarsdal
(Gør dig selv den tjeneste at læse del 1 fra Viborg Metal festival 2022 HER først.)
Det er lørdag. Jeg vågner på et hårdt gulv, det er ekstra hårdt at komme op i dag. Min luftmadras viste sig dagen før at være afsindigt mærkværdig. Proppen, der skulle holde luften inde i madrassen, er blevet for lille. Hvordan, ved jeg ikke, men det betød i hvert fald en nat på gulvet. Der er stadig nogle timer til dagens strabadser går i gang, så jeg begiver mig ud i Viborg for at finde noget at spise og en håndfuld reparation – af den humlede variant. Klokken bliver lidt i tre, og jeg er for længst kommet ovenpå igen.
Med øl og mad i maven samt et fuldstændigt fantastisk vejr er det svært at ikke være glad denne dag, og nu skal jeg med en flok herlige mennesker ind at opleve atter en dag på årets første (for undertegnede) metalfestival.
Bloodgutter
Dagen ligger ud med det silkeborggensiske dødsmetalprojekt Bloodgutter, der bl.a. tæller medlemmer fra Dawn of Demise og Fordærv. Sidst, jeg fangede bandet, var til Mono Goes Metal i 2021, og der var jeg mildest talt ikke begejstret. Kan Silkeborg-bandet fange mig i dag? Det skal nok blive interessant.
Det viser det sig heldigvis, at det kan de, for i dag har bandet lige en smule mere spræl på banditten, end de havde i Aarhus. Der er godt gang i gruppen, og den bedre lyd inde på Paletten gør noget rigtigt godt for dem og deres musik. Det klæder dem, at man kan høre lidt mere af, hvad der faktisk foregår.
Bevares, vi er ikke ude i en total omvendelse af mit musikalske sind, men mindre viser sig at kunne gøre det i dag. Bandet spiller glimrende, og musikken kommer noget mere til sin ret i dag. Ligeledes er særligt forsanger, Mikkel Lau skarp, i dagens anledning, både når det kommer til rå performance og bøvet jysk humor. Det er noget, de bare kan i Silkeborg, og det er faktisk mere ment som en ros, end man måske først lige ville antage.
Musikalsk er der godt fart på dødsdrengen, og bandet spiller jo deres musik fremragende. Dette betyder også, at der allerede fra start af dagen kommer lidt gang i den oppe på de forreste rækker.
Bloodgutter leverer til min personlige forbløffelse en glimrende start på lørdagens mange strabadser. Silkeborggenserne formår ganske vist ikke den totale omvendelse af i hvert fald denne anmelder, men forbløffelse er da uanset et glimrende sted at starte.
Demolizer
Fra død til thrash! Det er det, der skal til at ske netop nu, hvor det unge københavnske thrash metalband Demolizer skal fræse gulvet rent for blod og i stedet fylde det med øl og sure miner – på den gode måde naturligvis!
Desværre har Demolizer bare en vanvittigt dårlig lyd her i dag, og man kan dårligt undgå at blive forbavset, når nu lyden har været god hos samtlige andre bands (af dem jeg har nået at opleve) på årets festival. Det er utroligt svært at finde rundt i de skarpe hurtige riffs og rytmer, som bandet ellers blæser i hovedet på dagens fremmødte publikum. Det er enormt ærgerligt, for det virker egentlig til, at Demolizer har nogle glimrende numre og en ret fin stil indenfor genren; en stil, der for mit vedkommende vækker minder om det nyere Kreator.
Bandet kommer ellers godt ud over scenekanten, og det stærke humør fra Bloodgutter-koncerten lader kun til at være blevet styrket i forbindelse med, at Demolizer smækker det ene hårdtslående og hurtige nummer i hovedet på publikum efter det andet.
Der er desværre skår i dagens thrash-glæde i form af en lyd, der desværre gør det svært at adskille riffs og instrumenter generelt fra hinanden, og det er sgu synd, for det lader til, at Demolizer ellers har så rigeligt at byde på. Det går bare ikke rent igennem i dag.
Trold
Ingen Viborg Metal Festival uden en omgang folk-metal, det er efterhånden blevet en kendsgerning på lige fod med en tradition, og jeg ved da også, at hovedarrangøren bag festivalen har et blødt hjerte for netop denne genre, så det er netop nærmest blevet et selvfølge, at denne genre bliver repræsenteret til hvert års festival på den ene eller den anden måde.
Det skal altid lykkedes, og det gør det også i år med et ret nyt skud fra stammen i form af bandet Trold fra Randers. Det andet skud fra stammen af randrusiansk folk metal er bestemt ikke noget for mit vedkommende, og Trold har faktisk tidligere medlemmer fra netop dette band, dog fra dengang hvor bandet, som jeg blot vælger at hentyde til i dag, faktisk lavede noget, der var en smule interessant. Vil Trold falde i min smag? Eller vil det falde til det øl-klistrede gulv?
De passer egentlig på mange punkter godt sammen med så mange andre af den slags folk metal, som på ingen måde rammer her. Der er godt slag på dødsmetalvokalen fra Astor Palsson, og der er helt bestemt en fløjte tilstede, dvs. opskriften på en hæslig oplevelse for mit vedkommende. Problemet er bare… at Trold ikke er en hæslig oplevelse. Faktisk er det tværtimod fornøjeligt at opleve, ja, faktisk sågar sjovt og så småt indlevende. Jovist, bandet kan godt tillade sig at købe lidt mere ind på folkemusikdelen af genren, og ikke mindst virker det små-akavet, at det kun er nogle medlemmer, der har klædt sig ud her til aften. Det skaber ikke et fuldendt billede for beskueren. Hvad de så ikke lever op til her, lever de så sandelig op til i rent faktisk spændende folk-inspirerede melodier.
Vi er også vendt tilbage til den vellyd, vi gerne vil have her på det nye Paletten. Så Trold går rent igennem og får sat ordentligt gang i lørdagens feststemning. Stemningen deles i øvrigt på scenen, hvor det er svært at ikke selv smile, når man ser bandet være så glade for at være her i dag.
Trold viser sig som en enormt positiv oplevelse, der helt ærligt genvækker min personlige interesse for netop denne type af folk-metal, som jeg ellers kun yderst sjældent bryder mig om og egentlig nærmest havde totalt afskrevet. Trold danner grobund for en helt særlig fest denne solskinsrige lørdag.
Konkhra
Efter en glimrende koncert med de randrusianske trolde er det nu, som Monty Python ville have sagt det, blevet tid til noget helt andet. Det er nemlig blevet tid til, at Viborg får besøg af et band, der vel efterhånden er kultlegendarisk, hvis dette overhovedet er et rigtigt udtryk. I hvert fald er dette et band, jeg husker rigtigt meget fra mine teenageår.
Konkhra spiller dødsmetal af den kantede og til tider (i mine ører) groove-orienterede slags måske sågar med elementer af industrial i stil med thrash bandet Prong. Her til aften går bandet på scenen til stort bifald og en god mængde horn fra publikummet, og bandet sparker deres koncert i gang på hård og stram manér. Bandet spiller eminent, men har her til aften måske en anelse svært ved at få publikum fuldt engageret. I hvert fald går der lige nogle numre, inden der bliver sparket rigtigt gang i den, men så begynder det også at tage fat.
Igen, igen er lyden utroligt skarp her i Viborg. ”Det var DOG imponerende,” tænker jeg saligt for mig selv, imens hovedet får et godt vip, således at der er hår udover det hele. Jeg følger blot mængden, men bandet fortjener også al den headbanging, der opstår. Konkhra får lov til at se masser af hår svinge her til aften, ligesom der til tider kommer gang i pitten. Til trods for at der faktisk er ret godt gang i den, og Konkhra rent musikalsk er et utroligt stærkt band, så er det desværre ikke altid, at de er mestre i at komme ud over scenekanten, ligesom at bandet heller ikke altid er det mest sceneaktive band. Der bliver ikke bevæget sig så meget som man kunne have drømt om. Heldigvis gør det her til aften ikke så meget, for musikken den spiller, og den spiller fremragende! Konkhra leverer i hvert fald et solidt show her i Viborg.
Mercenary
Så er vi noget til aftenens power-indslag, Power Metal, naturligvis, for at være præciserende. Aalborgensiske Mercenary spiller netop Power Metal blandet med melodisk dødsmetal, og det har de gjort stort set hele denne anmelders liv. Jeg husker selv som teenager at have dykket ned i 11 Dreams-albummet, og særligt det formentlig største hit (hvis man da kan kalde det for det) “Firesoul”, som naturligvis også bliver aftenens lukker.
Som det ligeledes står skrevet i den første del af årets Viborg Metal Festival-anmeldelser, så er Power Metal og jeg bare ikke verdens bedste venner, men Mercenary er nu heller ikke et traditionelt Power-band, i den forstand at der netop er en del melodisk død indover. Faktisk virker det her til aften til at være den melodiske død, der er i hovedfokus for gruppen.
Der er en kende tommere i lokalet under Mercenary, end der har været til de seneste par bands. Det er nu heller ikke den heldigste spilletid at skulle på, 19.20, hvor mange formentlig, mig selv inklusivt, får en forfriskning, så man kan modstå resten af aftenens strabadser. Desværre er koncerten bare heller ikke helt i skabet.
Bandet spiller egentlig som sådan fint, men lyden roder en del mere, end hvad godt er for bandet, og der lader umiddelbart til hurtigt at gå lidt autopilot på drengene. Bandet formår ikke at komme helt vildt godt ud til publikum her til aften, og sangene lander bare ikke altid særligt fedt. Mercenary formår ikke at vælte Viborg i denne omgang.
BAEST
Dette års festival overrasker ikke blot med solide koncerter, vellyd, fuldstændig fantastisk stemning, dejlige mennesker, store smil og lækre øl, men faktisk også med et ret stramt program, der nærmest minutiøst er blevet overholdt. Lige indtil nu. Inden BEAST skal på scenen, begynder tiden nemlig at skride bare en anelse. Dette bliver desværre startskuddet på store forsinkelser igennem de næste bands.
Det skal dog ikke stoppe det fremadstormende århusianske dødsmetalband BAEST fra at banke Viborg sønder-og-sammen. BAEST er meget muligt Danmarks absolut bedste liveband (uanset hvad fanden GAFFAs læsere så mener om dette), og her til aften beviser bandet blot mit postulat med en koncert, der atter engang bare tangerer det geniale. Det er utroligt, hvor meget et bands humør kan betyde for deres publikum, og bandets humør virker så sandelig i top her til aften. Der er brede smil over hele femøren hos dødsmetalbandet, og det er helt ærligt enormt medrivende.
Har du set BAEST live, så ved du også, hvor vanvittigt deres sammenspil er. Ganske rigtigt spiller de ikke verdens mest tekniske musik, men den stramhed, de besidder, kommer man (uanset genren) ikke frem til uden evner, talent og ikke mindst masser af øvelse. Bandet formår på eminent vis at fange og omfavne så godt som hvert eneste tilstedeværende menneske på hele Paletten her til aften og modtager rigeligt af moshpits, nakkeknæk, hævede hænder og naturligvis bifald retur. Det er jo egentlig på sin vis ren metal-økonomi: fed koncert + god performance = fest, og festet bliver der!
Særligt glad bliver jeg, da BAEST slutter af med at kaste sig hovedkulds ud i deres seneste single, “Ecclesia”, fra deres kommende EP, der til dato utvivlsomt er bandets absolut mest ambitiøse og udfordrende nummer. Tænk sig, at BAEST, der ellers er det type band, der ikke forstår meningen med en schweizerkniv, når nu man kan få sig en forhammer, kan levere et nummer på ~8 minutter spækket fyldt med guitarsoli og stadig formå at holde interessen hele vejen igennem. Det forbløffer mig og beviser atter engang overfor denne anmelder, at BAEST stadig har masser at byde på, og at de faktisk måske endda først er ved rigtigt at finde deres egen sti nu. En sti, som jeg kun kan bifalde, at bandet betræder og går ud ad.
Fleshgod Apocalypse
Apokalypsen bliver yderligere forsinket. Det lyder jo som sådan meget rart, men ikke når der er tale om en koncert med Fleshgod Apocalypse. Her vil vi jo bare gerne i gang, men i stedet skrider tiden bare mere og mere, i det de symfoniske dødsitalienere skal på Palettens scene her til aften.
Da bandet endelig betræder scenen, er det da også til enorme jubeludbrud fra den godt fyldte sal. Det skal nok være blive fedt det her, siger jeg til mig selv, med spænding i kroppen. Desværre bliver det bare aldrig rigtigt godt.
Lyden er meget muligt den værste, vi hidtil har hørt på årets festival. Alt bliver til et stort kaos af lyde, der roder rundt i de samme frekvenser, og det betyder, at ufatteligt meget af detaljerigdommen, som bandets musik ellers besidder, går totalt fløjten. Der er blevet skruet et godt stykke op for volumen på alle parametre, og det fungerer simpelthen ikke, når alt skal slås om opmærksomheden, og da særligt ikke i de niveauer. Særligt gør den kvindelige sopranvokal nærmest decideret ondt i ørene og er på samme tid så utydelig, at det nærmest kun kan forbløffe. Dette er om muligt endda det band på hele festivalen, hvor dårlig lyd ville gå mest udover oplevelsen, og det gør den desværre så sandelig også.
Publikum er dog stadig med på løjerne, og der er rigeligt af smæk på i langt det meste af den forreste halvdel af salen, hvor sanger og guitarist, Francesco Paoli, nærmest dirigerer slagets gang. Det kan godt være, at musikken er rodet, og instrumenterne svære at differentiere, men bandet formår stadig at fange deres publikum her til aften. Bandet spiller garanteret fremragende, og det lyder da umiddelbart også i virvaret af smadder til, at der bliver spillet stramt. Desværre er lyden bare så skidt, at selv den gode stemning og et ellers ret tændt band, stadig ender ud i en mindre skuffelse.
Paradise Lost
Så er det blevet tid til aftenens og i forlængelse deraf årets sidste levende billede til denne udgave af Viborg Metal Festival. Her får vi en genganger i form af Nick Holmes, der ligeledes lukkede festivalens første dag af med det legendariske dødsmetalband, Bloodbath. Nu skal han så på scenen igen med det band, han vel egentlig er kendt for, nemlig Paradise Lost. Tiden er på dette tidspunkt skredet så meget, at vi er lige omkring en time forsinkede i forhold til, hvornår bandet ifølge programmet skulle gå på. Det er enormt ærgerligt, og det har desværre også forventeligt resulteret i, at salen ikke er så fyldt, som man kunne have håbet på.
Sidst, jeg fangede Paradise Lost, var tilbage i efteråret 2017 på VoxHall i Aarhus, hvor deres koncert desværre ikke ramte så hårdt som ønsket. Det samme havde jeg dog oplevet med Bloodbath, og der overbeviste de mig alligevel i disse anderledes rammer. Vil Paradise Lost kunne gøre kunsten efter?
Det skal jeg da lige love for!
Det, Viborg får leveret her til aften, er mildest talt fantastisk. Et unikum, der overgår min vildeste fantasi. Bandet står allerede fra start utroligt skarpt på scenen, hvor musikken smukt flyder fra højtalerne ud igennem salen og kæler for det fremmødte publikums øregange. Musikken sidder lige i skabet, og Nick Holmes’ vokal er fuldstændig eminent, ja, faktisk nærmest tæt på perfektion og da særligt indenfor genren. Det gør sig gældende både for mandens rene vokaler og ikke mindst de dybe, voldsomme growls, der bliver langet så rigeligt af over disken.
Bandets optræden er ligeledes fremragende her til aften, hvor der bliver gået godt til stålet, og publikum bliver hevet ordentligt med ind i det deprimerende, dystre og alligevel ufatteligt smukke univers. Alt spiller ud af den skarpe klinge for gruppen her til aften, men hvad med ham Holmes der? Er han stadig tilbagelænet og gemmer sig lidt væk og mister publikumskontakten?
Jo, nu skal du høre her, for jeg er nemlig glad for, at jeg selv kan spørge på dine vegne, kære læser. Nick Holmes er her til aften i vanvittig hopla. Det sprænger helt ærligt min vildeste fantasi, da manden fyrer sin første joke af, og den rent faktisk er sjov, imedens at manden selv står og smågriner på scenen. Det må være et enkeltstående tilfælde, fortæller jeg mig selv, imens koncerten ufortrødent spiller videre. Det er det ikke. Vi får serveret en kavalkade af fede og velspillende numre, imens en totalt tændt Holmes leverer tæt på fuldstændigt perfekt vokalarbejde samt en god mængde ufatteligt velplaceret humor.
Paradise Lost leverer en koncert, der overgår alle forventninger og sniger sig måske endda ind på min personlige top ti over bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Dette har været en af de mest formidable oplevelser, jeg til dato har haft, og det føles som en åbenbaring for mig, at Paradise Lost kan lyde og performe sådan her. Jeg bliver i hvert fald nu nødt til at dykke dybere ind i dette band. Så kan det godt være, at skemaet desværre skred en time, men de, der smuttede, gik glip af festivalens absolut bedste koncertoplevelse. En smuk, intens og inderlig oplevelse, som formentlig aldrig vil kunne repliceres. Paradise Lost har utvivlsomt leveret den til dato bedste koncert i Viborg Metal Festivals historie, og det kommer fra en, der har været til samtlige festivaler.
Således slutter årets festival i den gamle kongeby med et brag ud over det sædvanlige. Der er blevet grint, der er blevet svunget hår, der er blevet hygget, der er blevet lyttet til musik, der er blevet taget utallige mere eller mindre interessante samtaler, men ikke mindst har humøret været helt i top.
Viborg Metal Festival stadfæster sig i år som værende en af de absolut stærkeste spillere på den danske metalfestival-scene, og drømmen om at danne grobund for Danmarks største indendørs metalfestival virker nu endnu mindre fjern, ja, faktisk nærmere som en realitet.
Med denne kvalitet så skal det nok lykkedes! Denne festival besidder en helt særlig stemning, som på ingen måde vil kunne kopieres.
UPDATE 14/3-2022 kl 21:00
Efter udgivelse er der opstået en divergens i forhold til, hvornår programmet egentlig begyndte at skride. Tidsplanen skred formentlig noget tidligere end nævnt i artiklen.
Fotograf Amanda Gaarsdal præsenterer billeder fra dag to her:
