Anmeldelser/reportage fra Epic Fest 2025, dag 2 – lørdag d. 05. april 2025 i Roskilde Kongres- og Idrætscenter + Gimle

En dag så god, man skulle tro at spillerne havde rullet med en vægtet terning

Foto: Tommy Skøtt

Læs anmeldelserne fra dag 1 af Epic Fest her.

Dag 2 på Epic Fest viste mig virkelig hvad det er den kan, når alt går op i en højere enhed. For at nævne nogle af de ting som festivalen kan, udover at levere stærke navne, så er det at det virkelig er et sted hvor man kan nørde helt ud. Rundt i hele Roskilde Kongrescenter var der flot pyntet op. Der er et hjørne hvor man kunne klæde sig ud og få taget billeder. Hovedscenerne hedder ”The Realm of Might and Magic” og ”King Roar’s Hall”, begge meget fantasy-inspireret. Der var folk der gik rundt iført flotte kostumer. Der var folkemusikanter der går rundt og spillede rundt på Kongrescenteret. Der var drinks tematiseret omkring fantasy. Man kunne spille diverse brætspil tidligt om lørdagen (man kunne endda komme til Warhammer malings-workshop). Alt dette er det samme som i 2024. Men hvad var det nye og hvad bragte det?

For det første, så var indgangen nu et stort telt, hvor man kunne købe mjød, både alene og som blandet til en drink. Her var det ideelt at være lige i starten, hvis man lige ville snakke lidt inden man gik ind til koncerterne. Der var også tilføjet en god (om end, måske lidt pricy) madbod ved siden af teltet, hvor maden var ganske god, så nu skulle man ikke nødvendigvis væk fra Kongrescenteret for at finde et måltid. Indenfor var førstesalen nu KUN for bands. Til at starte med kunne man godt liiige ærgre sig, da det var her der var mest plads til at sidde ned og få sig en tår. Men dette blev hurtigt opvejet af dette års helt store tilføjelse. Den nye og endnu større scene ”The Realm of Might and Magic”. Her var der i starten af hallen sat bænke op. Her kunne man så både nyde sine kolde drikke og den koncert der foregik. Dette kunne lidt sammenlignes med bakken på Copenhell. Et sted man kunne være hvis man ikke nødvendigvis havde det store behov for at være helt oppe ved scenen og gerne ville spare lidt energi til de andre koncerter eller hvis man blot var blevet lidt træt i stængerne. Dette var klart en af de fedeste tilføjelser, både fordi det var dejligt at kunne sidde ned når dette var tiltrængt og fordi det var et sted hvor man virkelig kunne få en Valhalla-agtig stemning og man kunne skåle godt igennem med sine venner. Derudover var selve scenen virkelig flot udsmykket, med store (falske) klippestykker med lysende runer og så var lyset helt vildt fantastisk sat op. Tilmed var scenen dejligt bred, så hvis man gik op mod scenen, var man aldrig alt for langt væk og så var der generelt bare virkelig god plads. Epic Fest har endnu en gang vokset og dén bliver altså KUN federe med de nye tiltag. Kæmpe klapsalve til arrangørerne for at sørge for at alle slags nørder er taget hånd om.

Nok om det omkringliggende. Tilbage til musikken.

Crimson Glory

Efter de lidt skuffende koncerter fra fredagens ældre bands, var det med lidt forsigtige skridt jeg trådte ind til ”The Realm of Might and Magic”. Men min forsigtighed blev hurtigt vendt til stor entusiasme. Crimson Glory leverede lige netop den koncert jeg havde brug for for at starte denne lørdag godt af. Dejlig varieret heavy metal, med en smule prog-elementer og et band der virkelig virkede til at elske at være på scenen. Koncerten blev aldrig sådan helt 100% estatisk, men for søren hvor var Crimson Glory virkelig en dejlig overraskelse for undertegnede.

Helt igennem god publikumskontakt fra alle i bandet. En forsanger der for det meste ramte alle toner (der var liiige nogle af de helt høje toner der godt kunne gå hen og blive lidt for skingre). Det var stort set alt hvad man kunne ønske sig af en den første koncert man oplever på en festivaldag. Dog var selve festen ikke helt til stede. Publikummet helt foran så ud til virkelig at hygge sig, men der var ingen tvivl om at størstedelen af de fremmødte holdte sig lidt tilbage og mange valgte lige at sidde ned. Dette har nok ikke så meget med bandets optræden at gøre, da der nok virkelig skulle spares energi op til de to kommende bands. Så en koncert der var virkelig velspillet og udført, men en stemning der aldrig kom i kog.

Nanowar of Steel

Lad mig være helt ærlig fra starten af. Nanowar of Steel var uden tvivl mit absolutte hovednavn for dette års Epic Fest. Jeg har oplevet dette fantastisk fjollede band to gange før og begge gange har de været helt igennem fantastiske. Nu skulle jeg se om de kunne lave en hattrick.

Hvis man var til denne koncert, så tror jeg ikke der kan herske magen tvivl. Det her var simpelthen en koncert af absolut topkvalitet. Fra start til slut var den koncert én stor fest. Sjældent har jeg set SÅ oplagt et band på scenen. For undertegnede er der klart en ting som Nanowar virkelig har kørende for sig og det er at de på ingen måde tager sig selv seriøst. Selve deres musikalitet tager de (for det meste) meget seriøst. Men lyrisk og performancemæssigt er det klart humoren der er i højsædet. Iført helt igennem fjollede kostumer får man den ene parodi på metalgenrer efter den anden.

Derudover, så var Nanowar klart det band på dette års Epic Fest med den allerhøjste grad af publikumsinteraktion, som virkelig gjorde at man ikke kunne få øjnene fra scenen og at man altid følte sig helt igennem underholdt. ALDRIG var publikummet glemt. Der var næsten altid en eller anden fjollet dans som publikum kunne være med på eller så skulle folk kramme hinanden i en ”Wall of Love” eller også skulle der lige crowdsurfes et lille IKEA bord, som en af forsangerne havde ”bygget” på scenen (som altid).

Mange af de gimmicks som Nanowar havde med er noget de gør til ALLE deres koncerter. Derfor er det næsten kun endnu mere imponerende, da det på ingen måde føles for indstuderet. Der er ingen tvivl om at showet er tight og det derfor kan ses at der ikke er efterladt noget til tilfældighederne, men for satan hvor bliver bare leveret på en overbevisende måde.

Dette var også den første koncert på festivallen hvor jeg oplevede at publikum helt af sig selv begyndte en moshpit, som nærmest aldrig stoppede under koncerten. KUN når alle lige skulle danse med på den nye fjollede dans.

For lige at røre lidt igen ved bandets musikalitet, må jeg lige nævne at under sangen ”…And Then I Noticed That She Was a Gargoyle” laver bandet bevidst en fuck up da de går fra vers 3 til sidste omkvæd (fuldstændig som på pladen). Det her ville have været en lidt dårlig joke hvis det ikke var fordi de simpelthen har spillet helt igennem flawless igennem resten af koncerten.

Jeg hørte efter koncerten at der stort set ikke var til at komme ind i salen og at mange måtte stå i døren for at se koncerten. Derudover, så fik bandet også stort set hele salen til at gå på knæ i starten af deres sidste sang ”Valhalleluja” OG to af bandmedlemmerne kom ned blandt publikum lige efter koncerten og brugte deres arme som limbostænger og fik publikum til at danse limbo.

Dette var en helt igennem fjollet og fantastisk koncert. Jeg grinte fra start til slut og festen ville absolut ingen ende tage.

TAK Nanowar for at vise samtlige bands præcis hvordan man skal levere en koncert. Med øjnene på publikum. Dem der ikke var til denne koncert, gik VIRKELIG glip af noget.

Wind Rose

Fra en stor fest til en anden. Wind Rose er et band der har vokset sig meget stort meget hurtigt, især på grund af deres efterhånden berømte version af sangen ”Diggy Diggy Hole”.

Wind Rose er uden tvivl et band der virkelig fungerer rent musikalsk. Deres katalog er godt varieret og de kan uden problemer levere det hele. Men noget af det der gør at en koncert med Wind Rose for alvor fungerer, er at de leverer en helhedsoplevelse. For de uindviede, så er Wind Rose et powermetalband med dværgetema (dværge som i de magiske væsner fra fantasy og ikke væksthæmmede). Det var så fedt at se hvad powermetal som genre kan når der er gjort noget ud af udklædningen. Det gør simpelthen bare at man kan leve sig endnu mere ind i de fantastiske fortællinger der ofte er i powermetalgenren.

Derudover så var bandet også bare helt igennem mestre af publikumskontakt. Sjældent kom musikernes øjne væk fra publikum og der blev altid sørget for at få publikum med på enten chants eller hoppen. Festen var muligvis endda endnu større end til Nanowar of Steel. Danset og moshet blev der i hvert fald for fuld hammer.

Festen kom, selvfølgelig, helt op og koge til afslutteren på settet. Nemlig ”Diggy Diggy Hole”. Her dansede alle der stod foran scenen med, enten i en moshpit eller som hakkere eller gravere. Det var topfjollet og helt igennem fantastisk.

Eneste minus ved Wind Rose’s optræden var dog at forsangerens stemme var til tider lidt gemt væk i lydmixet. Det var dog heldigvis kun når der skulle synges i dybere register (hvilket også gør det rimelig forståeligt) og aldrig når publikum skulle adresseres.

Wind Rose var endnu en koncert der var ærgerlig at gå glip af, hvis man var med til dette års Epic Fest.

Theocracy

Epic Fest er uden tvivl en koncert der spænder bredt i heavymetal og powermetal. Fra dværgepowermetal var det nu tid til at gå over til kristen progressiv powermetal. På trods af at ”kristen” og ”progressiv” kan lyde meget som et oxymoron, så var musikken i hvert fald i top hos Theocracy. Heldigvis blev bandet heller aldrig helt alt for prædikende, men holdt sig mest til musikken.

Theocracy havde både ganske fint samspil med hinanden og leverede en ganske overbevisende optræden, men desværre kunne de ikke rigtig måle sig med de to forrige koncerter. Feststemningen fra Nanowar og Wind Rose føltes lidt mere udskiftet med fordybelse og nydelse. Dette var i og for sig ikke noget dårligt, men det gjorde dog at stemningen tog et lille dyk.

Rent musikalsk var bandet dog virkelig imponerende. Det var lige før jeg havde fortrudt ikke at se dem spille deres akustiske set i Roskilde Domkirke (men så mindede jeg lige mig selv om den forbløffende koncert jeg havde oplevet med Iotunn i stedet og så fortrød jeg det ikke helt igen).

En helt igennem velspillet koncert, men med en stemning der aldrig helt imponerede.

Fellowship

Så vidt jeg er bekendt, var Fellowship det eneste tilbagevendende band på dette års Epic Fest. Fellowship spillede nemlig til 2024 udgaven af Epic Fest. Dette kunne både betyde at der enten ikke dukkede så mange op eller at der netop dukkede mange op. Heldigvis var det mest hen mod det sidste.

Til trods for at de var det sidste band på festivalens største scene, så var det er ganske flot fremmøde (modsat Ross the Boss aftenen forinden). Fellowship virkede også klart som et perfekt band at lukke den store scene med. Flotte kostumer, smuk symfonisk powermetal og (for det meste) god energi var netop dét der skal til på sådan en festival som Epic Fest.

Da Fellowship trådte på scenen, skulle man næsten have troet at sceneudsmykningen var udarbejdet med dem i tankerne. Ikke nødvendigvis fordi de brugte det på nogen ny måde, men bare fordi deres kostumer passede helt perfekt ind.

Rent musikalsk og lydmæssigt var der ingen finger at sætte på denne koncert. Guitarist og bassist i bandet var også virkelig gode til at holde kontakten med publikum. Knapt så god var dog forsangeren. Her blev der nok holdt mest fokus på at synge. Dette blev da også gjort til UG med kryds og slange, men det føltes dog lidt slattent at se en forsanger der for meste stod i midten af scenen uden de store armbevægelser.

Heldigvis var resten af bandet virkelig underholdende at se på og til tider var forsangeren da også med på et par gimmicks, som da han i ren William Tell stil skulle skyde en stor æbleformet hat ned fra bassistens hoved med bue og pil. Derudover blev der også kastet t-shirts ud til de i publikummet der virkede til at nyde koncerten mest.

Fellowship spillede musikken med ganske meget hjerte, dog ville jeg ønske at forsangeren virkede lidt mere veloplagt til at optræde i stedet for blot at spille musik.

Judicator

Nu til festivallens aller sidste band, Judicator. Desværre kan jeg grundet træthed og lav underholdningsværdi ikke sige meget mere om denne koncert end at det her var powermetal med power på. Fyldt med nogle af de power klicheer der ikke tiltaler mig.

Derudover spillede bandet ikke specielt godt sammen. De alle spillede ganske fint, men aldrig helt tight og sammen. Derudover hjalp det heller ikke at bandet var ganske anonymt i deres optræden. En lidt våd klud i ansigtet efter en ellers virkelig god koncertdag. Øv.

Noter

Epic Fest, du forevigt vokser. Både fysisk og i hjertet. Du er tydeligvis blevet et stort safespace for alle mulige slags nørder. Så meget at folk vælger at fri til hinanden på festivalen. Du er blevet et samlingspunkt for mange og ud fra mængden af tilrejsende fra udlandet at bedømme, er du lidt af en unik perle. Længe skal man lede efter så gennemført en powermetal festival. Eneste lille ønske er at musikerne går lige så meget op i publikummet som Jer <3

En sidste note: Til dem der skulle være interesserede, så markerer afslutningen af denne anmeldelse også afslutningen for anmeldelser for mig (i hvert fald for en god del tid). Jeg har haft det sjovt som anmelder siden 2021 og er evigt taknemmelig for de oplevelser dette har bragt mig indtil nu. Men med et studie på universitetet og dertilhørende afleveringer er jeg lidt mættet med skriveopgaver. Jeg vil stadig være at finde bag kameraet for Metal A Day, hvor min største passion indenfor dette medie også klart ligger. Tak for at læse. Ses derude i koncertlandskabet! \m/