Anmeldelse af Blood Incantation d. 21.06.25 på Hades, Copenhell
Copenhell havde gemt det bedste til sidst, da de satte Blood Incantation til at lukke for Hades-scenen til årets festival.
Foto: Tommy Skøtt
Klokken er kvart i midnat, da et elektronisk dansevenligt backing track blæser ud af højtalerne, som indikerer, at aftenens og festivalens sidste navn på Hades-scenen er klar til at overbevise Copenhells tilbageværende publikum, om at den progressive metal lever i absolut bedste velgående. Findes der mon en mere passende måde at vise dette, end ved at spille sidste års bedste udgivelse Absolute Elsewhere?
Dette er præcis hvad Blood Incantation kan og gør på Hades-scenen. Nøjagtigt som de gjorde med deres magtdemonstration af en koncert i Amager Bio tidligere på året. Bliver i aften lige så magisk som i Amager Bio? Kan det overhovedet blive så fantastisk under disse meget anderledes omstændigheder? Titlen på denne anmeldelse har nok allerede indfriet dig, kære læser, med netop dette svar.
Blood Incantation går på scenen til kæmpe jubel, og får skudt sættet i gang med den forrygende første side fra gruppens seneste mesterværk (føromtalte Absolute Elsewhere) navnlig nummeret ‘The Stargate’. Herfra skydes publikum i forening med Denver gruppen direkte fra Hades og ud i stratosfæren i en nærmest ud-af-kroppen oplevelse.
Bandets musik kan, ifølge mine ører, beskrives som en vidunderligt skæv blanding imellem Death og Pink Floyd, noget som bandet får blandet sammen, så det virker så naturligt som en øl i solskinnet lige efter endt græsslåning. Hvad der ødelægger denne sammenligning, er at sidstnævnte er en simpel glæde, det er Blood Incantation ikke. Faktisk tværtimod. Der er ikke meget simpelt her.
Amerikanerne spiller så stramt, at man skulle tro at det var løgn. De mange skift i bandets musik sidder lige i skabet, og man kan vitterligt ikke undgå at blive imponeret over ikke bare sammenspillet, men i endnu højere grad de kompositoriske evner, der ligger til grund for selvsamme sammenspil. Det tekniske niveau er tårnhøjt, om det er i forhold til bandets voldsomme og dybe dødsmetal, det hurtigere mere techt-hrashede, eller deres deciderede psykadeliske prog, der virkelig tager den nærmes hypnotiserede beskuer og lytter med på stjerne færd.
Lyden er nærmest til perfektion. Alt står ufatteligt skarpt, i hvert fald i forhold til at vi står på en festival, og der ikke er meget at arbejde med rent akustik-mæssigt. De to guitarer får lov til at komplementere og slås med hinanden i et lydbillede, der bør kunne give selv den mest kræsne prog-lytter en musikalsk boner.
Som i Amager Bio, får en fra publikum lov til figurativt at vende pladen, således at bandet kan fortsætte med ‘The Message’. Her kommer der rigtigt gang i moshpitten, ligesom crowdsurfere begynder at stime sammen oppe i de forreste rækker. Et helt bestemt break i ‘The Message’ hvor intensiteten skrues op, rammer publikum som en nedbrydningskugle lige i solar plexus, og hovederne bevæges i takt til musikken, en ting der ikke altid er helt nemt at gøre til gruppens forskellige taktarter, temposkift og variationer imellem disse.
Efter vi har fået serveret hele Absolute Elsewhere får vi lige tid til to numre fra gruppens øvrige diskografi (henholdsvis ‘Inner Paths (to Outer Space)’ og ‘Obliquity of the Ecliptic’), ja, koncerten består kun af fire numre, og ja, det er lange numre – det er jo prog for fanden! Også disse to numre, samt den mellemliggende synth og gong-solo, som viser, at der formentlig er en del nye Blood Incantation lyttere her til aften. Man prøver fra publikums side slet og ret at gøre klar til en wall of death under en synth-solo, og således får disse publikummer lov til at mærke spændingen, af at stirre på hinanden akavet længe før pitten kan starte.
Sætlisten er ganske givet den samme som den var i Amager Bio, men til trods for dette føles det ikke som om man oplever det samme show. Festival-formatet virker fint, om end anderledes, for gruppen, der dog benytter sig godt af deres overskud til at fange publikummet med en utroligt bevægende og nærværende koncert.
Blood Incantation cementerer med denne vanvittigt velspillede og sindssygt solide koncert, at de er et af, hvis ikke det mest interessante, metalband på den internationale scene lige nu. Mor-Hell fortalte altid lille Copenhell at man skulle gemme det bedste til sidst. Dette kan man med sandhed i stemmen sige, at Copenhell efterlevede i år.
