Anmeldelse af: Siamese – Elements. Udgivelse d. 9. august 2024 via Long Branch Records.
Som Sherlock Holmes kærligt drillende påpeger overfor John Watson, må jeg gøre det samme…
Det københavnske orkester Siamese, der har eksisteret siden 2007, først som Siamese Fighting Fish og SiFiFi indtil 2015, er klar med deres syvende album, efterfølgeren til Home (fra 2021), men Elements føles mere som en efterfølger til Super Human (2019). De går med mere elementær metalcore-pop/rapvokal og flere elektroniske breakdowns. Er det dårligt? Nej. Er det bedre end på Home? Nej. Er det bedre end på Super Human? Ja!
“The Shape Of Water” åbner pladen på fremragende vis med gjaldende vuvuzela-lydende horn, tunge beats og med franske Ten56 som featuring. Men gæsteartisten er lidt overflødig og ligegyldig for sangens udtryk i forhold til Siameses andre sange. Det er ærgerligt, fordi det er ellers en rigtig god sang.
Den bliver så efterfulgt af “Vertigo” og det catchy hook: “Let me know / Vertigo / How did you find me?” og technomonsteret “Predator”, der er en lille favorit hos undertegnede. Jeg vil generelt have mere growl og vrede, som der var på Breath:See:Move (fra 2012). “Utopia”, “Chemistry”, “On Fire”, “Through My Head” og “Hurricane” er okay fine, men ikke som når Siamese er bedst, og det føles aldrig som noget ekstraordinært bare mest ordinære Siamese.
“God Is A Woman” har et catchy omkvæd og god melodi, men ikke meget mere end det. Jeg er i tvivl, om det er et feministisk eller bare et “woke”-statement: “I believe God is a Woman” – eller også er Gud non-binær/intetkønnet? Og så minder den for meget om “Woman” fra 2015 i budskabet – endnu en kærlighedserklæring.
Da jeg læste titlen på “This Is Not A Song”, troede jeg hverken- at det var en punksag som Public Image Limiteds “This Is Not A Love Song” fra 1983 eller Sixto Rodriguez’ folkede “This Is Not A Song, It’s An Outburst: Or The Etablishment Blues” fra 1970.
Jeg blev derfor ikke skuffet over – at det er en “techno banger” med en classy speakerstemme indover: “This is not a song / It’s a motherfucking mosh pit”, men det er mere et humoristisk indslag, end en musikalsk genistreg som “Sloboda” (fra Home) og “Cities” (fra Shameless, 2017). Men den skal dog nok blive et hit live – det virkede i hvert fald rigtig godt på Copenhell ‘24.
Guitarist, Andreas Krüger, og violinist, keyboardspiller, guitarist mm., Christian Hjort Lauritzen, er ret anonyme i lydbilledet i forhold til tidligere. Der er meget få soli eller andre instrumentale passager, som kan vise deres talenter – desværre. Vokalist, Mirza Radonjica, trommeslager, Joakim Stilling, og bassist, Marc Schultz Nommesen, får alt opmærksomheden. De gør det heller ikke dårligt, jeg savner bare de to andre.
Generelt er bundniveauet højt, men når aldrig nye højder. Det er en lidt ærgerlig følelse, jeg sidder tilbage med, nu hvor jeg ved, at det godt kunne være endnu vildere, tungere og bedre, når jeg tænker tilbage på Home og deres koncert på Copenhell 2022 og ‘24. Jeg savner mere violin og balkan-vibes/lyd som på We Are The Sound (fra 2011) og Breath:See:Move, og mindre “techno-core”.
En mindre, men dog ikke uvæsentlig detalje er, at hele syv ud af de 10 sange allerede er udgivet som singler. Det forringer jo ikke sangenes kvalitet, men generelt synes jeg, at max. 3-4 sange af albummet må være udgivet som singler, for så er der stadig over en “god” halvdel af uopdagede numre at udforske på egen hånd.
Når der kun er tre “nye” numre tilbage, bliver det altså for fattigt, og markedsføringen med antal singler bliver for offensiv.
En film bliver heller ikke bedre af, at man ser det meste af handlingen i traileren, tværtimod faktisk.
Elements trackliste:
- The Shape of Water (feat. Ten56)
- Vertigo
- Predator
- Chemistry
- Through My Head (feat. Resolve)
- On Fire
- God Is A Woman
- Utopia
- Hurricane
- This Is Not A Song
