Anmeldelse af Dizzy Mizz Lizzy By Request, på Helviti, Copenhell, d. 18.06.25

“Love is a monster, Underneath my bed” – og ligeså er Dizzy Mizz Lizzy!

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Med “The Ricochet” og “In The Blood” bød Tim Christensen & co. op til fællessang med forskellige nuancer af og forkærlighed for rockmusik. Det blev kun vildere jo mere man kom hen i koncerten, både med de nye og gamle numre, som publikum havde stemt på.

Tim præsenterede og smalltalkede, som der hør og bør, og han gjorde det troværdigt, uden bullshit og fyld. Han fortalte, at der både var “deepcuts” fra debuten, måske nogle overraskelser og mere indlysende valg, sidstnævnte både “Waterline”, “Glory” og “Silverflame”.

Desværre spillede de ikke “Amelia”, men til gengæld var der både “The Middle”, som var James Hetfields favorit – erfarede de i 2022, da de sidst spillede på Refshaleøen, lige inden Metallica, og førnævnte “In The Blood”, så de var okay. Lidt overraskende var det, at de spillede “Love Me a Little”, men det var stadig godt, specielt fordi publikum sang med på alle sange. Vi fik heldigvis også lidt fra Forward In Reverse-albummet, hvilket også var en fornøjelse.

Jeg vil mene den påstand, at denne koncert var bedre end i 2022, men det skyldes nok mest publikums bedre reaktioner på sangene – især de “nye” fra Alter Echo-skiven (2020). Det var ikke en tung, “trve” heavy metalkoncert, men det var bastard af en fænomenal rockkoncert, hvor alle både kunne og ville synge med.

Se galleriet, skudt af Joachim Vilholm Vilstrup, herunder