Dragejagt og heltemod

Armored Dawn
HammerFall

4.5

Anmeldelse af: HammerFall + Armored Dawn. Pumpehuset, Kbh. 19. oktober 2018

Så har ”bornholmeren” fået lov at tage udenøs igen for at opleve svenske Hammerfall i Pumpehuset

Foto: Morten Jensen

Min faste koncertmakker, Paw, var denne gang udskiftet med mellemstesønnen, Gustav på ni år, som skulle opleve sin anden metalkoncert, men den første med sit favoritband, Hammerfall. Men hvad syntes knægten så om Hammerfall? Det kommer vi til senere.

Med på turen til Pumpehuset havde jeg også mine gamle bandmakkere Morten og Anders, så det blev en rigtig mandetur, med heltemetal.

Armored Dawn
Med koncertstart kl. 21 af brasilianske Armored Dawn kørte vi i god tid fra vores base i Nordsjælland, men vi løb ind i parkeringsproblemer og gik desværre glip af det meste af deres show.

Med udsolgt koncert blev jeg alligevel ganske overrasket over, at koncertsalen var proppet til randen, da vi ankom med tre numre igen, og vi måtte stå nede ved trappen. Til trods for vor lidt sene ankomst blev man dog hurtigt en del af den gode stemning, da Armored Dawn sprøjtede det ene heltefriff ud efter det andet, som en drage, der spyr ild.

Pæne melodiske guitarsolis og ”whååå-åhh-åhh”, som hører sig til i denne genre, gjorde det sindssygt nemt at være med som publikum. Specielt et nummer, som “Beware of the Dragon” fra deres seneste album, Barbarians in Black, satte sig fast i erindringen.

Eduardo Parras’ vokal er god live og tilfører deres viking-powermetal den power, der hører sig til, hvilket jeg synes, mangler lidt på seneste album. På sin vis er det svært at smide en karakter efter Armored Dawn, når man ikke får hele showet med, men da det var så nemt at falde ind i stemningen, salen var fyldt til randen til trods for, at det var supportband, så vil jeg sgu gerne kvittere med en 4-hovedet drage for oplevelsen, musikken og stemningen.

Super fed overraskelse fra et band, jeg ikke kendte meget til før end på dagen. Hvor jeg i skrivende stund lytter til deres Barbarians in Black-album.

HammerFall
For en knægt på ni år, der normalt går i seng og sover mellem klokken 20 og 21 selv i weekender og ferier, så har det været en lang tur, specielt med tanke på, at HammerFall først betræder scenen omkring 22.30.
Touren for HammerFall har også været lang, hvor de er i gang med andet år af deres Rebuild To Tour og anden gang, de er forbi København. De er lige så overrasket, som jeg selv, over, at den er gået udsolgt, så vi havde svært ved at skaffe den sidste billet, som vi først fik fat i fredag formiddag.

Det gode ved en længere pause mellem bands er, at folk jo forsvinder lidt fra salen, og vi kunne komme frem til lige foran lyd- og lyspulten. Vi placerede os i den ene side, så knægten kunne side oppe på bjælken og på den måde se det hele uden problemer, hvilket gjorde oplevelsen meget bedre for ham som helhed.

Da HammerFall endelig trådte ind på scenen til et stort jubelbrøl, var det fem meget veloplagte svenskere, der, til trods for den lange tour, stadig var fyldt med energi. Åbningsnummeret, “Hector’s Hymn”, fik salen med fra starten.
Det gyngede, der var fællessang, og der var guitarlir med twinleads og synkront ”Cliffter’s-dans”-strenge instrumenterne imellem.

Vi kom godt rundt i de forskellige albums, hvor de fleste hits var blevet taget frem, men med så mange albums, så er der jo altid et nummer eller to, man godt kunne savne, dog ville HammerFall i så fald skulle spille flere timer.

Men med numre som “Riders of the Storm”, “Renegade”, “Crimson Thunder”, “Last Man Standing”, “Let the Hammer Fall”, og man kunne jo blive ved, så var der dømt fest for helte hele vejen gennem showet.

Bassist Fredrik fik sin plads i spotlightet, guitarist Pontus fik allernådigst lov til at få 30 sekunder til at fyre en guitarsolo af uden andre forstyrrende elementer udover publikum, der hujedede imens.

Der blev selvfølgelig også plads til guitarist Oscar Dronjac og vokalist Joachim Cans, så de kunne nyde publikums velfortjente hyldest, hvor den ikke så nye mand bag gryderne, David Wallin, fik lov at lege lidt med publikums brøl til sidst.
En helt igennem fed oplevelse, selvom det godt kan virke lidt ”corny”, da man jo inderst inde godt ved, at de gør det ved de fleste, hvis ikke alle, shows, de kommer rundt og besøger, men det hører sgu ligesom til, for det er helt fortjent.

HammerFall har gjort det godt i omkring 20 år, og de virker ikke trætte, selvom de ser gamle ud, som Cans udtalte. Det virker oprigt, når de siger, at de virkelig brænder for deres fans og endnu ikke har forbigået København på en tour, selv ikke i 90’erne, hvor mange bands valgte Danmark fra.

Rebuild To Tour er på vej mod sin ende, men HammerFall fortsætter i studiet med nyt album, når de returnerer til Sverige efter at have touret i to år.
Det er vi nogle, der glæder os til også Gustav på ni. Men hvad syntes han så om sin anden metalkoncert til trods for, det var langt over hans sengetid?

”Det var vildt fedt! Og jeg vil gerne med ind og se noget metal en anden gang.”
Hvis man dømmer efter knægtens ageren under showet, så har det været en sindssyg god oplevelse, da han sang med på stort set alle numre, hvilket gør en far stolt.

Lydniveauet under koncerten kunne måske godt have været en lille my højere, uden at det ville gøre noget, men det hele var rigtigt godt afbalanceret, og man kunne høre, hvad de forskellige instrumenter bidrog med.

HammerFall skal også tildeles lidt stjerner, og de fem gæve svenskere får en hver!

Disse numre fik vi at høre på en dejligt oktoberaften i Pumpehuset:

– Hector’s Hymn
– Riders of the Storm
– Renegade
– Dethrone and Defy
– Blood Bound
– Any Means Necessary
– B.Y.H.
– Crimson Thunder
– Threshold
– Built To Last
– Last Man Standing
– Legacy of Kings (medley)
– Heeding the Call
– Let the Hammer Fall
– Hammer High
– Bushido
– Hearts on Fire