En rodet omgang Metallica

Jeg har efterhånden set Metallica en god håndfuld gange, og det har alle gange været forskellige steder (Forum, Royal Arena, Fængslet i Horsens etc.), og Parken er notorisk berygtet for sin dårlige lyd. Men det var faktisk ikke rammerne, der skæmmede for en ellers fin oplevelse med det “dansk”/amerikanske orkester.

Ice Nine Kills

Udover at weekenden bød på forskellige sætlister fra hovednavnet (så kan man også bedre lokke folk ind i Parken næsten to dage i streg), så var der også forskellige opvarmningsbands til hvert show (dag 1 var det Mammoth WVH og Architects).

Det første levende billede denne aften var horror-metalcoreorkesteret Ice Nine Kills. De havde deres start tilbage i 2000, men det var, da gyser-tematikken inficerede bandets lyd, at de virkelig “slog igennem”.

Hvert nummer bød endda på forskellige udklædte mennesker på scenen, om det var Leatherface fra “Motorsavsmassakren”, Patrick Bateman fra “American Psycho” eller blot nogle zombier. Overraskende her var den faktisk gode lyd.

Spilletiden for første opvarmningsband var også kort, hvorfor tiden blev udnyttet til fulde uden for mange dikkedarer. Og sceneshowet gjorde netop, at der altid var noget at kigge på.

Five Finger Death Punch

Had eller elsk dette amerikanske orkester, der virkelig sigter efter radiospilletid i æteren i Staterne, hvor de har høstet stor succes, og fans med bandtrøjer blev da spottet flere steder i arenane, så mange havde nok også set frem til dette hard rock-/heavy-band.

Det var en sand hitparade, som forsanger, Ivan Moody, og resten af slænget havde taget med fra “Wash it All Away”, “Jekyll & Hyde”, “Under and Over it” og mange flere, der virkelig appellerede til, at der blev sunget med – hvilket undertegnede da også gjorde.

Det er svært at sætte en finger på bandets optræden: Kunne man lide dem, var man med, og var det ikke ens kop te, kunne man trække sig tilbage til barerne eller tjekke status på Danmarks landskamp i Tyskland.

Igen skal det lige understreges, at lyden var god.

Metallica

En anelse forsinket gik verdens største heavyband på scenen. Som sagt var konceptet, at sætlisterne ved de to koncerter skulle være forskellige, men det var ikke helt ensbetydende med deep cuts i deres diskografi.

Seancen blev indledt med “Whiplash” og “For Whom the Bell Tolls”. Så er scenen ligesom sat, uden man er decideret overrasket.

Overrasket var jeg dog over, at publikums engagement var ret så magert, når man sammenligner med videoer fra andre Metallica-koncerter verden over.

“King Nothing” fik dog publikum lidt mere med, hvor “Ride the Lightening” før da også havde begejstret det fremmødte folk. Tempoet/interessen dalede dog lidt, da den nyere “Lux Æterna” blev spillet. Fadølsdan— folket var vist kommet for at høre noget, som de kendte.

Derfor gik Kirk Hammett på guitar og bassist, Rob Trujilo da også hen og hyggede sig alene med lidt “Rabalderstræde” af Gasolin’ kort tid efter. Det har de gjort før. Og det lød ikke godt…

“Fade to Black” og “Wherever I May Roam” satte dog gang i løjerne igen, men så kom der lidt problematik med den omtalte sætliste, for derefter stod den på “The Call of Ktulu”, som immervæk er et fænomenalt nummer, men også blev lidt lang i spyttet i kraft af at være instrumental og lettere langtrukken.

Bedre blev det derfor ikke, da de lidt senere gik over i sangen “Inamorata” fra deres seneste skive, “72 Seasons”. Det er ikke en sang, vi spiller så tit, som forsanger og guitarist, James Hetfield” proklamerede fra scenen. Det var der nok en grund til. Det var en langgaber.

Op i gear kom vi da igen med “Battery”, “Moth Into Flame” og (den forventelige) “One”. Afslutteren blev (selvfølgelig) “Enter Sandman”, som fik det til at runge i hele Parken af begejstring, men da var det for sent at starte festen, for koncerten var slut…

Hetfield virkede til at døje lidt med stemmen og ramme de mange toner, og der var tydelig playback flere steder, hvor publikum egentlig skulle synge med, men det skete ikke så tit.

Skal jeg være negativ, var det en af de ringeste Metallica-koncerter, jeg har set, men bandet sætter også barren højt for, hvad man kan forvente. Skal jeg være mere positiv, så gjorde Metallica stadig det, de gør bedst: Spillede nogle fremragende sange fra deres store diskografi, men sammensætningen af dem var bare ikke særlig heldig.

Men lyden var god!

Anders Groos Mikkelsen bringer et galleri fra koncerten her: