Anmeldelse af Dynazty + support: Nanowar of Steel + Kilmara, d. 04.03.25 på Voxhall

Nogle gange skal man drage mod Jylland for, at ens drømme kan blive til virkelighed – og netop dette gjorde denne anmelder på en højhellig tirsdag.

Foto: Johnny Fravn Photography

Aftenen stod nemlig i både power- og partymetallens tegn, da Kilmara, Nanowar of Steel og Dynazty skulle indtage Voxhalls scene. Det skulle vise sig at blive en fyldt med energiske optrædener og mindeværdige øjeblikke som for eksempel en “wall-of-hugs” og oppustelige badedyr på scenen.

Kilmara

Jeg havde ikke før hørt om bandet Kilmara, og var ærlig talt gået helt forbi, at Nanowar of Steel og Dynazty havde endnu et band med på tourbussen. Så det var noget af en overraskelse, da bandet indtog scenen iført rumdragter, pandebånd og højt humør.

Det spanske band Kilmara blev dannet i 2016 og laver musik, der spænder fra rock og metal til progressiv og symfonisk metal. Bandet har indtil videre udgivet to albums, og denne aften fik vi lov til at smage på en del af deres nye sange.

Kilmara virkede som det perfekte warm-up band til aftenens to hovedaktører. Deres gode energi, spændende sangskrivning og humoristiske optræden fik gang i publikum.

Ved siden af mig stod to hardcore Kilmara-fans, som næsten overdøvede forsangeren med deres begejstrede råben. Forsangerens vokal, som egentlig lød kraftfuld nok, druknede desværre i lyden fra de andre bandmedlemmer, og det virkede som om mikrofonen ikke lige var fintunet nok, hvilket var en skam.

Når det så er sagt, så nød jeg at opleve Kilmara for første gang, selvom deres set i min optik gerne måtte have været kortere. Selvom de performativt var dygtige, var det tydeligt, at publikum blev en smule utålmodige hen imod slutningen af settet og forsvandt hen imod baren eller merch-boden. Jeg vil dog give en kæmpe kudos til de spanske drenge, som også stillede sig ned i merch-boden og gav krammere og selfies til samtlige gæster.

Nanowar of Steel

Jeg havde aldrig set Nanowar of Steel optræde før, men hvis man har lyttet til deres musik, har man en nogenlunde idé om, hvad for en performance, man kommer til at opleve – det troede jeg i hvert fald, men nej, jeg havde absolut INGEN idé om, hvad der ventede mig.

Fem mænd iklædt et fuldstændig ukoordineret getup, som lignede noget, de havde hevet ud af en glemmekasse fra en fastelavnsdag i børnehaven, troppede op på scenen og startede et spektakel uden lige. De åbnede med fanfavoritter som “Sober” og “Stormwarrior of the Storm,” og hele salen gik i bølgegang af latterkramper, headbanging og fællessang.

Nanowar of Steel er et italiensk metalband, der er kendt for deres unikke humoristiske tilgang til metalgenren. Bandet blev dannet i 2003 og cementerede en signaturstil af vanvittige optræden i kostumer og humoristiske tekster, der ofte beskæftiger sig med mytologi og fantasy.

Og disse humoristiske elementer skulle vi ikke snydes for i denne optræden – vi blev introduceret til alt fra oppustelige badedyr, ekstravagante kostumeændringer og numse-monologer (og det skal forstås i bogstavelig forstand).

Midt i alle deres finurligheder er der også musikalsk kvalitet. Vokalen er kraftig, rytmen sidder lige i skabet, og bandet har super god kemi både med hinanden og deres publikum.

Dog vil jeg sige, at Nanowar of Steels koncerter nok spiller bedst for dem, som kender bandet på forhånd. Teksterne er noget af det sjoveste ved deres numre, men det var af og til svært at høre, hvad der egentlig blev sunget om. Hvis man for eksempel aldrig før har hørt Il Cacciatore della Notte, kan man godt gå hen og blive en smule forvirret, da en mand klædt i et gigantisk uglekostume begynder at blafre rundt på scenen.

Uanset hvad, kan underholdningselementerne ikke benægtes at have en kæmpe indflydelse på crowdet. Vi blev alle bedt om at dele os op i to sider af salen, så vi kunne løbe hinanden i favnen i en såkaldt “wall of hugs.”

Jeg havde især glædet mig til sangen Norwegian Reggaeton, som kombinerer de latinamerikanske rytmer med tung norsk metal. En lidt finurlig kombination taget i betragtning af, at vi taler om et italiensk band, men det sad lige i skabet. Vi fik svinget hofterne og headbanget på én og samme tid i et mærkeligt sammensurium af musik. 

Om man kan lide Nanowar of Steels absurd underlige tilgang til metallens genre eller ej, så kan det ikke benægtes, at de ved, hvordan man pisker en stemning op. Jeg vil klart anbefale alle melodiske metalbands at tage Nanowar of Steel med på tur som opvarmning – dog skal man skal passe på, at de ikke stjæler rampelyset.

Dynazty

Da jeg havde strukket mavemusklerne ud efter latterkramperne, var det endelig tid til at opleve aftenens højdepunkt: Dynazty. Det var noget af et besynderligt skift fra metal-disko til Dynaztys mere seriøse og majestætiske optræden, men det gjorde mig absolut ikke noget, at aftenens musiske indslag stak lidt i øst og vest.

De dygtige musikere Georg Hänstern Egg, Love Magnusson, Mike Lavér og Jonathan Olsson trådte frem på scenen på den ypperste teatralske vis, badet i røgmaskinens slør. Efterfulgt indtog frontmand Nils Molin sin plads foran mikrofonen og tog salen med storm med åbningsnummeret fra deres nye plade: Fortune Favors the Brave.

Dynazty er et band, som faktisk har været aktive helt siden 2008, men dengang havde de en helt anden lyd, end den der definerer dem i dag. Især Dynaztys sidste tre albums: The Dark Delight, Final Advent, og senest i 2025, Game of Faces, har vundet mange metalhjerter verden over. Game of Faces blev udgivet for blot under en måned siden på Valentinsdag, så aftenens setliste var naturligvis farvet af numre fra dette stjernespækkede album.

Bandets episke blanding af melodisk metal, glamrock-elementer og hård rock skabte en euforisk atmosfære fra scenen og ud i hele salen. Det var fantastisk at opleve kemien mellem bandmedlemmerne. Hver enkelt af dem havde deres øjeblik til at skinne. Den tekniske dygtighed i deres nye sange som Game of Faces og Call of the Night gjorde det klart, at Dynazty er et band, der er på toppen af deres spil her i 2025.

Der var naturligvis også plads til ældre fanfavoritter som The Grey og The Human Paradox. Vi fik også den obligatoriske sjæler midt i setlisten med sangen Yours, som i min optik trak ud i lidt for lang tid. Intensiteten var på sit højdepunkt, og selvom vi naturligvis skal have lidt afveksling i sangene, så gik det lidt ud over energiniveauet i salen.

Nils Molin stjæler utvivlsomt rampelyset under det meste af koncerten. Hans fantastiske evne til at interagere med publikum kombineret med skyhøje falsetter og en smittende energi, gør ham til en fantastisk karismatisk frontmand. 

Dynazty lukkede scenen med storhittet Heartless Madness, som utvivlsomt er en favorit blandt mange. Før sangens endelige 3. akt startede Nils Molin en interaktiv leg med publikum, hvor han opdelte salen i to: venstre side var Danmark, og højre side var Sverige. Så blev vi ellers instrueret til at synge “I need your heartless madness” så højt og intenst som overhovedet muligt. Pædagogisk nok mente Molin, at begge lande var mindst lige så gode – selvom vi alle sammen godt ved, at Danmark gør det bedst.

Han takkede af og forlod næsten scenen, før han kækt drejede rundt og sagde ”oh, I almost forgot”, før han afsluttede nummeret Heartless Madness med et brag.

Denne 2025 Europaturné med Kilmara, Nanowar of Steel og Dynazty vil gå ned i historien som en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er overbevist om, at man kunne smide en hvilken som helst musikfan ind foran VoxHalls scene denne aften, og de ville have en af de bedste og mest unikke musikoplevelser nogensinde.

Fotos er taget af Johnny Fravn Photography