Alice Cooper

Fuzz-terapi

-

Foto: Peter Langwithz Smith

Anmeldelse af: Fuzztival. Tobakken, Esbjerg. 14. maj 2022. Del 2.

Andendagen til årets fuzztival bød på tunghed og dumhed (især fra anmelderens side). Det blev dog alligevel til en dag med både solide performances og store overraskelser.

 

Efter gårsdagens strabadser er det utroligt hårdt at komme op, der gik måske lidt mange øl i den både til festivalen i går, men i højere grad bagefter på henholdsvis Industrien og Vinbaren (der afholder årets officielle afterparty for Fuzztival). En treo (du ved, den medicin der er modsætningen af Thomas Treo) og et shot tyrkisk peber hjælper dog på det, og så går turen ind imod byen for at samles med de andre makkere og måske endda få et solidt måltid, inden dagens program starter. Lidt vietnamesisk på Esbjerg Streetfood gør underværker for den ellers så tomme mavse og de grufulde tømmermænd. En pils skal der også til. Det hjælper på det, men alligevel må vi sande, at vi kommer til at misse Kombynat Robotron, der allerede er sat til at gå på klokken 13. Det betyder i det mindste, at vi er klar til en svedig omgang tunge dommedagstoner fra…

 

Bogwife
Der er dømt tungt og introvert, lige fra Bogwife slår første tone an til årets Fuzztival. Bandet spillede ligeledes sidste år dog på et for bandet mere gunstigt tidspunkt navnligt sent fredag aften. Det afspejler sig desværre også i publikumsfremmødet, at gårsdagen måske var lige hård nok for en stor del af festivalens gæster. Det er i hvert fald ikke just et prangende fremmøde, vi oplever på dette tidspunkt af dagen.

Der er rigeligt af smæk på Bogwifes riffs, og melodierne er tilpas svævende til, at man til tider kan kalde dem for psykedeliske. Bandet er helt klart fremragende musikanter i hvert fald til det, som de kreerer. Desværre er der bare ikke særligt meget spræl på banditten, og ej heller føler man helt det nærvær, som der alligevel hører sig til ved selv de introverte koncerter.

Lyden er til gengæld fremragende allerede tidligt på dagen, hvilket vidner om, at vi går atter en dag i møde med en tjekket lydmand, der har styr på det. Det kan ellers ikke altid være helt let at få vellyd ud af Tobakkens lokale, da det er et meget bredt lokale og ikke særligt dybt. Ligeledes er Tobakken i princippet en gammel gård, der er blevet bygget over, så man skulle fristes til at tro, at lyden ville banke frem og tilbage imellem de gamle bygninger, som man stadig kan se indenfor. Det gør det i midlertidig ikke.

Bogwifes sammenspil sidder altså i det tunge og småsyrede skab. Måske der er groet nogle sjove svampe i skabet? Det kan vi kun gisne om, men faktum er, at bandet har fuldt ud styr på både deres lyd og stil. Der mangler blot lidt mere pondus på deres optræden, der ikke kommer helt ud over scenekanten, hvilket da også kan undskyldes med det lidt småfesne fremmøde. At kaste med energi og nærvær kan være svært, når der ikke kommer det store af det tilbage.

 

Kal-el
Så er der fandeme dømt tungt og klassisk stoner/doom med Norges mest tågede svar på Superman. Eller de er da i hvert fald opkaldt efter den fremtrædende superhelt med det kiksede alterego Clark Kent.

Bandet imponerer med rigtigt lækre og tunge toner, og man føler virkelig, at man har fat i noget, der kan ramme ordentlig solidt lige i mellemgulvet her. Modsat de andre bands, jeg tidligere har set på festivalen, er Kal-el ligeledes første band, der ikke har en sanger, som er bundet til et instrument, hvilket på mange måder er en rigtigt god afveksling fra, hvad man er vant til indenfor genren, hvor forsangeren typisk enten også spiller bas eller guitar. Således har Kal-el altså lige det bedre mulighed for at nå ud over scenekanten og måske få en mere direkte kontakt med deres fremmødte publikum. Det lykkes de også med i hvert fald langt henad vejen.

Kal-el spiller skide fedt og har helt klart både musikken og evnerne med sig. Der bliver gået til stålet fra første strofe til sidste tone. Særligt imponerer den ene af guitaristerne med eminent lyd, nærvær og et kækt smil, imens han spiller på sin Gibson Firebird. Det er meget tydeligt, at spilleglæden står ud af ansigterne på de tændte nordmænd fra Stavanger.

Lyden er fuldstændig formidabel under Kal-els tunge, men alligevel publikumsvenlige seance, og det trækker i hvert fald denne anmelder helt op til hegnet, hvor der både bliver løftet horn og rystet hår.

Til trods for at Kal-el er mig totalt ukendt, er det tydeligvis et blad, der skulle vendes, for det lander lige i det gode stonerhjerte, hvor alt ikke altid behøver at gå fandens langsomt, men lidt variation i både musik og tempo bare klæder bandet og musikken. Dette er en virkelig solid booking til festivalen. Kal-el kan anbefales at holde øje med!

 

Dopelord
Efter et solidt måltid mad vender jeg tilbage til festivalen, hvor det polske doom metal-band Dopelord entrerer scenen. Det første, der rammer mine nethinder, er, at der befinder sig instrumenter med aluminiumshals på scenen, og dette går altså direkte i mit hjerte. Så ved man (som om at navnet i sig selv ikke gav det væk), at man er på vej ind til noget, som er oprigtigt tungt. Ligeledes giver dette associationer til det fuldstændig fantastiske band Melvins, og dette er tilfældigvis ikke den eneste Melvins-association, Dopelord besidder. Dopelord har det nemlig med at benytte sig af to vokaler, der synger sammen, og dette lyder til tider meget i dur med, når Melvins gør det samme.

Dopelord har godt med knald på deres musik, men desværre følger der ikke rigtigt det vilde sceneshow med. Bandet når altså ikke så langt ud i hovedet på det efterhånden ret flotte fremmøde på Tobakken. Hvad der så ikke sættes ind på performance, bliver brugt på at spille så tungt og så klassisk doom, som man nærmest kan komme til det, i hvert fald når man holder sig indenfor de mere traditionsrige grene af genrens sollide stamme. Det er så traditionelt, at det til tider også kan føles lidt udtrukkent; en ting, som er en utroligt stor fare for rigtigt mange bands indenfor doom-genren.

Lyden er ikke helt så klar under Dopelord, som den var unde Kal-el, men det virker egentlig også mere som et bevidst valg, for det klæder musikken enormt godt, at det bliver lidt mere grynet og bastungt. Man kan nærmest mærke støvet og lugte den velkendte duft af reef, også selvom der naturligvis hverken er støvet eller bliver røget nogen som helst substanser inde på spillestedet med det ellers oplagte navn til netop dette formål.

Dopelord leverer altså en koncert over det jævne, der omend den godt kunne have haft lidt mere spræl, har givet nøjagtigt det, man havde kunne forestille sig, inden man gik ind. Vi har fået serveret en god portion klassisk doom. Det bliver lidt langtrukkent i længden, men bandet formår alligevel at holde sig godt oven vande, med en solid omgang doom.

Bar’ lig’ en enkelt mer’

Så er det tid til at ramme special-øl-baren (som reelt set er en Fanø-øl bar; noget, der går lige i mit hjerte af flere grunde), der igen i år har deres egen Fuzztival-øl, som vi som bonus anmeldte sidste år. Jeg får skænket en øl, går udenfor i det lune aften vejr og får mig en sludder med makkerne.
Der går ikke længe, før tiden er inde til at det skal blive beskidt og absurd tungt i selskab med…

 

Bongzilla
Hvis ikke at det var, fordi at jeg i forvejen var så begejstret og stadig ikke havde fået hænderne ned fra sidste års Fuzztival, så havde nyheden om Bongzillas booking været nok til at få bægeret til at flyde over i forhold til min beslutning om at skulle vestpå. Ikke fordi Bongzilla er et band, jeg har dyrket synderligt, ikke engang fordi de har et sjovt navn; heller ikke engang fordi de generelt har nogle sjove sange med dumme titler, men simpelthen fordi jeg i mange år gerne har villet fange netop dette band. Nu kom chancen, og på en festival tæt på min hjemstavn med godt selskab, lækker bryg og på et af mine favoritspillesteder i landet. Stjernerne er altså linet godt op!

Bongzilla og Dopelord i rap af hinanden virker musikalsk en kende fjollet, fordi de spiller lidt ovre i den samme klassiske og tunge bluesinspirerede dur indenfor doom. Dopelord benytter sig dog af rene vokaler og knap så meget afveksling i deres musikalske udtryk, som Bongzilla gør det. Her er der nemlig både dobbelttempo til at løfte de langsomme rytmer op, og en vokal, der er så beskidt, så man kunne fristes til at tro, at man var gået forkert og var endt til en koncert med New Orleans gruppen Eyehategod.

Det er så tungt og beskidt, at det er enormt svært ikke at bevæge sit hoved ned mod brystkassen for at kaste det bagover imod personen, der står bagved, i takt til musikken. Det eneste, der rigtigt besværliggør dette, må siges at være tempoet, for det er virkelig skruet i bund. Bongzilla ved præcis, hvordan man skal skære sådan en omgang tung doom, og de smækker Esbjerg rundt med de tunge rytmer her til aften på mesterlig vis.

Bevares, Bongzilla vil på ingen måde være noget for alle. Det er nemlig enormt sløvende og til tider decideret grimt særligt i kraft af den enormt smadrede og skrigende vokal. Som hvis Black Sabbath og Black Flag havde fået et uægte barn, der var faldet i gryden med hash og skunk, da det var spæd.

Lyden fra Dopelord har fulgt med, og den passer fuldstændigt eminent til Bongzilla, hvor alt faktisk helst gerne skal være lidt smadret. Man får det rigtige soniske tryk i mellemgulvet, imens man stadig kan høre de rette detaljer i sammenspillet, der ligeledes sidder lige præcis så tilpas stramt og samtidig sløvt og bag beatet, som det hører sig til.

Ligeledes formår bongzilla at fange deres publikum ret godt her til aften. Der bliver gået til stålet, og stålregningen tilbagebetales med god energi fra aftenens publikum; en energi, der inkluderer masser af horn og tilpas headbanging samt naturligvis den gode jubel, som bandet fortjener imellem numrene.

Alene har Bonzilla altså været grund nok til at tage til den gamle vestjyske fiskerby med deres tunge og slæbende weed-inficerede musik. Til trods for at det nok ikke er noget for alle, men faktisk måske egentlig noget jeg selv ville have valgt at kategorisere som de færreste i hvert fald under normale omstændigheder, så fanger de publikum her til aften og hiver en sejr med hjem til Amerijuanican.

Vi er altså nået til slutspurten på årets festival, og Bongzilla lader til at sejre stort samt være dagens tungeste band, men dette er kun lige indtil…

 

Conan
Hvis man nu ikke var forberedt på forhånd og var ret stor fan af Conan, så ville man nok blive mere overrasket over, at det faktisk godt kan blive tungere og mere slæbende, end det er hos Bongzilla. Conan er ikke så traditionelt bluesorienteret, som de tidligere bands på dagen har været, men spiller bare sindssygt tungt og lækker dommedagsvarslende musik. Der er ikke så meget af den store kærlighed at spore til hippiesalat hos den britiske dommedagstrio.

Conan formår at tryllebinde aftenens publikum med deres tunge rytmer og staccato-vokaler, der i sammenhæng nærmest smadrer publikum lige i ansigtet, som var det en forhammer af anseelig størrelse. Der er tryk på fra scenen, og bandet formår også at komme godt ud over scenekanten og få deres publikum med til trods for, at de ikke taler super meget til publikum igennem aftenen. Alligevel fremstår bandet som enormt taknemmelige for modtagelsen og tilfredse med at være tilstede her til aften.

Tobakkens lyd viser sig igen fra sin bedste side, hvor at jeg selv oplever vellyd, uanset hvor jeg bevæger mig hen i salen. Det er altså imponerende, at der ikke har været udfald i dette overhovedet igennem mine oplevelser på årets festival. Guitaren er enormt tør og knasende, bassen buldrer og smadrer dig i mellemgulvet med sin knap så definerede lyd, og trommerne er ligeledes dybe og voldsomme.

Bandet spiller fuldstændig henrivende, og det kan mærkes, at netop dette har været savnet: at mærke trykket på brystet af et så tændt og alligevel indadvendt band, der formår at levere musik med så meget energi, og et så tydeligt overskud. Doom er ikke den største genre herhjemme i Danmark, og det er ikke mange bands herhjemme, som formår at spille doom på samme måde og med samme momentum, som britiske Conan gør det.

Conan falder nemlig ikke i den fælde, som de fleste doom bands gør, hvor musikken bliver for ensformet og langtrukkent. Der er nok variation ikke blot numrene imellem, men også inde i de individuelle numre til, at man som lytter og beskuer aldrig når at kede sig – som ellers er en af de absolut største farer ved denne genre. Doom har en meget hårdfin grænse imellem at være kedeligt, forudsigeligt og så være f.eks. Electric Wizard, Conan eller Sleep. Meget hårfin, men grænsen er der!

Conan formår i høj grad at vælte denne anmelder fuldstændig bagover med deres imponerende smadrede opvisning til dette års Fuzztival og beviser, at de ikke alene er et solidt band på pladerne, men at de så sandelig også kan noget helt specielt live. De tager i hvert fald sejren for fedeste koncert til årets festival.

Akkurat ligesom sidste års festival så er det nu blevet tid til…

 

!BONUSANMELDELSEN!
Jep, så er vi på den igen! Sidste år stod festivalens speciallavede øl fra Fanø Bryghus for skud, og i år står atter en øl for skud. Denne gang er det bare ikke festivalens egen, men den nye Conan-øl fra den danske producent Dry & Bitter. Conan har, hvad jeg kan forstå, præmiere på egen øl her på festivalen, og det skal da naturligvis både smages og anmeldes.

Spøjst nok har et af de tungeste bands, jeg endnu har lyttet til indenfor doom-genren, valgt at få produceret en, og hold nu fast, kære læser, det, du kommer til at læse nu vil komme som et chok: IPA – en DDH IPA for at være helt speciefik. Det er altså en frugtig og let sommer-agtig sag, som bandet med den tunge lyd er aktuelle med. Det er ganske givet absurd populært med IPA for tiden. Alle drikker det, og det er nærmest det eneste, du kan få serveret af specieløl mange steder, men det passer altså stilistisk ikke rigtigt til Conan, der måske nærmere burde have kigget efter en Porter eller Stout, der kunne være ligeså tung i spyttet, som bandet selv er.

Til gengæld så smager Conans øl altså fortræffeligt! Den er tilpas skarp og frugtig til, at ens smagsløg spidser til, og den glider dejligt ned igennem svælget, hvortil den læsker, og ens sind skriger nærmest efter første mundfuld efter den næste. Det er denne dag så sandelig en af de øl, der smager af en mere, og der bliver også drukket en mere og en mere – for den er god, omend den stilistisk er forvirrende til det tunge britiske band. Dry & Bitter har formået at skabe en dejlig sommeragtig øl, for et band der ikke just emmer af sommer.

REVIEW OVERVIEW

Bogwife
Kal-el
Dopelord
Bongzilla
Conan

Share this article

Recent posts

Popular categories

Fuzz-terapiFoto: Peter Langwithz Smith Anmeldelse af: Fuzztival. Tobakken, Esbjerg. 14. maj 2022. Del 2. Andendagen til årets fuzztival bød på tunghed og dumhed (især fra anmelderens side). Det blev dog alligevel til en dag med både solide performances og store overraskelser.   Efter gårsdagens strabadser er det utroligt...