Glam-julemiraklet

Et komplet udsolgt Amager Bio lagde rammer til Pretty Maids koncerten denne torsdag. Dagen før stod jeg i Pumpehuset til 1. Verdenskrigsblack metal. Så imponerende som det var, så havde jeg glædet mig meget til endnu et show med catchy melodier og sing along sange. Men først supporten.

Superloader

Dannet i 2014 spiller bandet klassisk rock med inspiration fra grunge. De udgav debutalbummet Travel In Time i 2016 og en del år efter udkom efterfølgeren Restless Souls (2024). Lad os se hvad det kan på den scene.

Som intro spilles “Non, Je Ne Regrette Rien” af Edith Piaf. Jamen det er jo en sang der vel kan værdsættes af alle på tværs af genrer. Superloader er en bunke glade gutter der med deres knallertrock, smiler bredt og tydeligvis nyder at stå på så stor en scene.

Gæsterne forholder sig i ro, men vi er her jo også for headlineren. Dog har bandet deres fans og jeg skal da indrømme at sange som den glade “Reckless Heart” og balladen “And then Another Ship Goes By” har deres øjeblikke. Desværre trækkes der ned af at sangskrivning bare ikke er særlig imponerende. Jo, det hele spiller da, men de helt store hooks mangler. Til gengæld så har deres vokalist en god humor og et hyggeligt nærvær, hvilket heldigvis vejer op for at han ikke ejer den store stemme. 

Jeg kan godt lide gruppens udstråling, men overordnet så går de nok i glemmebogen blandt de mange rockbands der findes i kongeriget.

Pretty Maids

Jeg har været lidt i syv sind, om jeg skulle have taget ind og se Siamese denne dag. Men Ronnie Atkins (vokal) og Ken Hammer (leadguitar) har været så stor en del af min musiksmag hele mit liv, at jeg af historiske grunde ikke kunne misse chancen for at gense de herrer flankeret af Rene Shades (bas), Chris Laney (keyboard), og Allan Tschicaja (trommer). Oven i dette har det også været inspirerende at se Atkins kamp mod kræft de seneste par år. Jeg havde fornøjelsen af at se forsangeren solo i samme venue i 2023. Men Pretty Maids er gendannede og hvem ved hvor længe vi har legender som disse?

Der er proppet nu og et kæmpe backing banner dækker hele væggen bag scenen. Det er overordnet den voksne og ældre aldersgruppe der er samlet i aften, men der er et par folk på min egen alder og endda endnu yngre tilstede.

Der åbnes med “Mother of All Lies” fra Motherland (2013). Der klappes fint med og vi bliver i det nyere materiale med “Kingmaker” fra selvsamme album fra 2016. Der er godt tryk på bandet på de 2 numre, der er noget af det tungeste Pretty Maids har skrevet. Den store reaktion udebliver dog fra gæsterne. Okay, det er ikke klassikerne, men at så mange kan stå oppe foran og ikke engang give bandet et enkelt smil, den attitude vil jeg aldrig forstå. 

Du behøver ikke hoppe i pitten og hvem forventer også dette til en Pretty Maids koncert, men hvis man ikke engang gider at prøve at have det sjovt og knap klapper, jamen hvad køber man så en billet for? Denne tilgang skal desværre vise sig at være dominerende for mange. Ak ja, så må man jo skabe sin egen fest. Og til dette formål er gode gamle “Red Hot & Heavy” fra 1984 jo ideel. 

Ronnie Atkins’ stemme kan ikke altid følge med, men overordnet så har manden bevaret sin oprindelige elegance samt sin vokals mere rå sider. Dette er alligevel meget imponerende efter så mange årtier. 

“Alle under 60 er lavet af hønselort” jokes der fra scenen som en intern vits i bandet om at de da heller ikke er helt unge længere. Dette forhindrer dem ikke i at spille en bevægende version af “Would You Still Kiss Me (If I See You In Heaven)” fra Undress Your Madness (2019). Atkins spørger, om vi vil have noget fra 80’erne? Jo tak, det ville da være fint, særligt når det er “Yellow Rain” fra ikoniske Future World (1984). Det skubber lidt til dem, der gerne vil synge med, men det er de færreste. 

Hele showet igennem har der stået et par gutter bag mig, der har fået en del øl indenbords, men jeg er gået fra at finde dem en kende irriterende til at hæve horn med dem, da de alligevel griner og morer sig. Der kan man bare se. Det er endda en far og søn der bonder over musikken. Jamen, heavy metal er jo ofte en arv, vi giver videre. 

Vi hujer med på hittet “Walk Away”. Netop denne sang har jeg haft kørende i hovedet hele dagen og det er en befrielse at høre den live. Pretty Maids spænder nu for alvor musklerne og en hitparade bestående af “Pandemonium”, “I.N.V.U.” og “Bullseye” cementerer at decembers bedste soundtrack er på Amager denne aften. Der rokkes og der rulles som bare pokker.

Men vi er slet ikke færdige og med en beundringsværdig livsenergi kommer det emotionelle comeback hit “Little Drops Of Heaven”. Det er til at blive rørt over og denne anmelder har just dedikeret dette nummer til min kvinde så mit hjerte banker ekstra meget. Der går for alvor folkefest i den under John Sykes coveret “Please Don’t Leave Me”. Vi vender snuden imod “Rodeo” og det sjældne spillede “Queen of Dreams” fra debutalbummet. De herrer forlader scenen, men ingen lader sig narre, og vi får naturligvis “Future World” og til min enorme glæde så hopper jeg i luften til “Love Games”. 

Der er en skøn tryghed ved Pretty Maids, og lige siden jeg så dem første gang i Tivoli tilbage i 2011, har det været en fryd at tage på tidsrejse med dem tilbage til den fængende og kærlige glam metal. Et af mine jule højdepunkter i 2024 er, at der lukkes og slukkes med “A Merry Jingle” der får hofterne til at svinge på flere. 

Det er svært at overgå Copenhell koncerten i år, men mindre kan også gøre det med et så solidt bagkatalog og så meget professionalisme er det svært at fejle. Ja, flere under 60 var ikke til meget nede på gulvet, heldigvis gjaldt dette ikke for evigt vitale Pretty Maids og jeg cyklede fra Amager Bio med visheden om at jeg havde valgt det rigtige show. For dem, der ikke kunne få nok, ville bandet gentage succesen om fredagen. Men jeg skal til Sorthandsk på Loppen.

Vi ses dog næste gang, I skønne distortion-trubadurer!