Anmeldelse af Cryptopsy + support, d. 30.01.26 i Pumpehuset.
Death metalgenren herskede suverænt denne sidste aften ud af tre blandede metaldage i Pumpehuset.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Det er fimbulvinter. Da jeg ankommer kl. 18:15 til spillestedet, er de første mennesker allerede samlet foran indgangen. I går stod Counterparts og deres supportbands for soundtracket, men i dag bliver det en pakke med death metal i flere afskygninger. Dørene åbner et par minutter forsinkede ved en 19:03 tiden. Garderobepigen smiler og siger: “Nåh du er tilbage,” og dørmanden bemærker: “Jeg ved godt, hvem du er, jeg har bare glemt dit navn”. Efter flere dage i træk i Pumpehuset er dette vist nogle rimelige sætninger at blive mødt med.
Da jeg kommer op til den store sal er jeg så dybfrossen, at mine tænder klaprer i takt til musikken på anlægget og det føles helt forkert at drikke noget koldt. Tænk at man kunne ønske sig en pis-varm festival øl så meget. Der er sat hegn op i dagens anledning. Der er da også komplet udsolgt og det har været skægt at følge det stigende besøgstal siden i onsdags.
Corpse Pile
De herrer Davis Pryse Snyder (bas), Landry Arredondo (guitar), Cody Webb (guitar), Jason Lionel Frazier (vokal) og Alex Covarrubias (trommer) er en af de nyere skud på metal stammen. De blev dannet i 2019 og har udgivet 4 EP’er siden. Der er allerede fint med folk og fæ og til tonerne af brutal death metal begynder den første mosh ret hurtigt. Gæsterne er sørme kommet for at få varmen. Frazier har et growl direkte fra kloakken blandet med korte skrig. Han bliver suppleret af Snyders klassiske growl og så mindsanten om den ene guitarist bringer hardcore vokal til bordet med vrede råb.
Så sangdelen står stærkt og varieret. Musikken med “Force Fed Lead” fra deres Hardgore Deathmetal (2024) EP er smudset som en grav røvers skovl og de kunne sagtens have spillet til et Extreme Rotten Death Metal arrangement. “We are from the united shithole of America and we just wana say fuck ICE and fuck Trump”. Denne kommentar lander i god jord, ikke mindst hos mig der højlydt giver mit besyv med. “This one is called For Flesh and All and it goes out for a free Palestine”. Dette er ikke et band der umiddelbart skriver politiske sange, men hvor er det fedt at de har mere på hjertet end blot at underholde med anekdoter fra The Texas Chainsaw Massacres spisebord.
Det slæber sig afsted som et boblende slimet monster, men tempoet kan også ryge hurtigt op som kniven fra Mike Myers. Denne her slags død skal også bare være så rådden som mulig og det lykkes i den grad og pitten tager godt imod det. Jeg er selv kommet mig lidt og kan atter headbange. “We don’t have any sidewalks in Houston. So this is about sidewalks. It’s called Where the Sidewalks End”. Lidt humor er et godt krydderi til de slam inspirerede udgydelser. “Stacking Bodies” fra deres In the Beginning (2025) EP får sveden frem inde i midten af gulvet imens røde og lilla farver blinker. Det er første gang de er i Europa og det klarer de med bravour, må man sige. At Elon Musk er ved at være verdenshistoriens første trillionær og at de rige ikke vil gøre noget at hjælpe fattigdom og ulighed er ikke noget Coprsepile er glade for og oligarkerne får dedikeret “Fed To the Starved” til sig med rigeligt spydighed og skærende riffs.
Queer kulturen bliver også andekendt og da vi skal mindes om at det er os the working class der får verden til at køre rundt og ikke eliten følges denne brandtale op af “US VS THEM”. Som en bulldozer ankom Corpsepile og med en ærlig og åben publikumskontakt + sange om blod, slagteri og lemlæstelse var vi flere der var imponerede over det unge band. En sikker debut på dansk jord.
Inferi
Nu er der fyldt og temperaturen er bestemt steget. Jeg har personligt glædet mig meget til Malcolm Pugh (bas), Steve Boiser (vokal), Sanjay Kumar (guitar) og Nathan Bigelow (trommer). Jeg har da også taget min Inferi trøje på til fredagens strabadser. En skummel keyboard intro lyder ud af højtalerne og vi bliver suget ind i et sort hul langt væk fra menneskelig forstand med “The Promeathean Kings” fra The Path of Apotheosis (2014). Musikken er både mere teknisk, men også melodisk mange steder og de flotte guitar soloer fra Kumar bliver sine steder helt episke og man forestiller sig de dommedagskultur og Lovecraftian afguder man ser på Inferis album covers og merchandise.
Boiser har et hjernedødt imponerende highpitch skrig, så selv Mitch Lucker ville nikke anerkende ned fra heavy metal himlen. Det er gennemført i sit miks af atmosfæriske harmonier og ligeså når fokuset er på de ekstreme sider med trommer der tæsker ud af mælkevejen med en komets fart og Boiser også growler overbevisende grumt på “Eyes of Boundless Black” fra deres kommende skive Heaven Wept (2026). Jeg er helt vild med det, men det er ikke nødvendigvis den slags metal der med sin stort opsatte præmis sparker til moshen. Det er i hvert fald ikke tilfældet her. Ikke desto mindre får “The Rapture of Deadlight” og “Heaven Wept” næverne i vejret, og hen imod enden lykkes det faktisk at få gæsterne til at løbe i rundkreds.
“Heris of Descent” fra Vile Genesis (2021) hvis cover også pryder banneret på scenen med sin Warhammer 40.000 horror inspirerede kunst slutter med at række ud efter det dramatiske og uformelige fra verdensrummets dyb. Selv om de var det mest harmoniske band på line-uppen syntes jeg ikke Inferi faldt igennem, men bød bare på et andet univers hvor pulsen lå på det esoteriske og helstøbte detaljerede.
200 Stab Wounds
Bandet med et af de fedeste navne nogensinde. Dette er tredje gang at Steve Buhl (vokal, guitar), Raymond MacDonald (rytmeguitar), Todd Thompson (bas) og Own Pooley (trommer) optræder i Pumpehuset. Da de senest var her i 2024 med Cattle Decapitation, forhindrede mit job mig i at nå deres show. Lad os så se hvad vi har med at gøre her.
På mange måder er det death metal lige ud af landevejen, som vi kender fra Floridas 80’er scene med navne som Monstrosity, Cannibal Corpse, Massacre, Atheist, Solstice, Morbid Angel og Obituary. Det er klassisk uden at være banebrydende på nogen måde. Efter et par runder og en solo ved du hvad du får fremadrettet. Umiddelbart er der ikke meget mere at sige om musikken i sig selv. Der hvor 200 Stab Wounds i høj grad excellerer, er live. For de besidder en magnetisk kommanderende tilstedeværelse, der gør, at de uden et eneste ord får pitten til at minde om en kødhakker af fans.
“Skin Milk” og “Itty Bitty Pieces” fra Slave To the Scalpel (2021) og “Release the Stench” fra Manual Manic Procedures (2024) er som trompeter af menneskeknogler der kalder alle til kamp ude på gulvet og også crowdsurferne viser sig. Det er old school groove og riffs der arbejdes med, men det er så veludført at publikum æder det råt og fortsætter med at danse, hoppe, headbange og smide sig ind i deres kammerater. Jeg kan ikke selv stå stille og smidder min t-shirt for at være med i festen. Nogle gange behøver man ikke at have maskotter, gimmicks eller et Bauhaus katalog af merchandise for at vise hvor skabet skal stå. Dette er 200 Stab Wounds et levende bevis på og vi er vidne til en engageret massakre der ikke er til at stoppe.
Ikke alt muligt med at råbe efter circle pit, mosh og alt muligt andet. Sangene stod alene og med dette groteske arsenal erobrede 200 Stab Wounds salen med udsøgte klamheder og føresterangs death metal som fandens oldemor lavede den. Den havde jeg sgu ikke lige set komme!
Cryptopsy
Dannet i 1988 i Canada har bandet på trods af en lang liste af ex-medlemmer bevaret deres position som en af verdens førende ledere inden for ekstrem metal. Deres technical death metal/brutal death metal har banet vejen for et hav en grupper og i aften skal vi fejre Cryptopsys magnum opus None So Vile (1996). Albummet fylder 30 år og det er en sjælden mulighed for at høre en hel del fra den ikoniske plade + blandede velanrettede misdannelser. Anno 2026 består firkløveret af band Flo Mounier (trommer), Christian Donaldson (guitar), Matt McGachy (vokal) og Oliver Pinard (bas).
Der er åbnet op i midten af rummet allerede inden at første nummer “Slit Your Guts” beviser sin titel ved at fansene inden der er gået 1 sekund går amok i en blodrus af hidtil usete propertioner. Her gik man og trode at vanviddet havde nået sin topmål, men dette kunne ikke være længere fra sandheden. Salver af guitar fra Donaldson skrevet så skarpt og præcist at man må måbe af hvor suverænt det er står i kø på “Until There Is Nothing Left” fra An Insatiable Violence (2025) såvel som “Serial Messiah” fra Blasphemy Made Flesh (1994). Mounier følger bravt med i form af dobbeltpedal og rytmer som andre trommeslagere kun kan drømme om at mestrer. McGachy cupper ikke mikrofonen som mange vokalister i denne musikgenre, men holder om håndtaget og lader sin umanerlige dybe dødsgrowl helt nede fra maven lyde i hastige fraseringer og ligeså hans hysteriske skrig. Med diverse overdrevne grimasser er en han fryd at se på, lige dele seriøs ond og herlig abnorm.
“Dead Eyes Replete”, “Benedictive Convulsions” og “Graves of the Fathers” holder den udsolgte sal i et jerngreb. “I need lots of violence” siger McGachy og som en sværm adlydes komandoen og crowd surferne bæres igennem luften imens circle pitten drejer hurtigere og hurtigere uden nåde. En ubamhjertig wall of death deler gæsterne imens at musikerne spiller så overlegent at det halve kunne være nok. Men det er ikke bare tight udført, der er også en stor passion der skinner igennem og den udsolgte koncert får fornøjelsen af et Cryptopsy der ikke tager nogen fanger. Det her skal ingen gå fra og glemme lige med et samme og de bombastiske overfald fortsætter med “Godless Deceiver” og “Crown of Horns” imens de tilbedene masser sætter nye standarder for mosh intensiteten. En enkelt må gå ud med blod fra sin piercing, men han er vist i gode hænder.
McGachy kaster sit hår uregerligt rundt og man tror næsten ikke på, at bandet kan holde dampen oppe i dette rasende tempo, men satme jo. Skånselsløs og kontant introduceres “Phobofile” til øredøvende jubel og den afstumpede og fremragende “Orgiastic Disembowelment” forkæler os alle. Da “Malicious Needs” afslutter en umanerlig vild setliste på denne All So Vile European Tour 2026 Celebrating 30th Years of None So Vile kan ingen klage over denne magtdemonstration. Cryptopsy beviste at de selv efter årtier i manegen hører til i toppen af death metal udvøvere og var en solid kandidat til en af de bedste koncerter i år. Intet mindre end sublimt!
Galleri fra Magnus Karms Blichfeldt herunder:
Inferi
200 Stab Wounds
Cryptosy
