Anmeldelse af Neckbreakker – Within The Viscera. Udgivelse d. 06.12.24 via Nuclear Blast Records
Man kan ikke komme udenom at Neckbreakker (forhenværende Nakkeknaekker) er et af de mest hypede danske bands. Mange har ventet på en udgivelse. Kan det så noget?
Hvis du vil have det i ét ord, så… “mjaaa”.
Lad mig først sige hvad der fungerer ved Neckbreakkers Within the Viscera. For det første, så er alle instrumenter indspillet meget kompetent. Alt lyder virkelig tight og har den helt rigtige fræser-lyd. Der bliver virkelig ikke sovet i timen og alt er bare derudaf, derudaf, derudaf, hvilket gør at når albummet så endelig liiige hopper ned i det tungere, så føles det endnu mere tungt og groovy. Derudover, er produktionen på instrumenterne virkelig skarp og alt kan dechifreres. Imponerende nok, er bassen ret tydelig uden hverken at tage fokus væk fra stortrommen eller guitarerne. Generelt, er sangene virkelig kompetent udført. Især breakdownet til sidst i “Shackled to a Corpse” er for viiiildt!
Dog, så er der altså et par ting der stikker lidt ud (især når man har så stor og et så stort pladeselskab bag sig, som Nuclear Blast). Generelt, har sangene liiidt for meget af den samme følelse og stemning. Jovist, alt er fe’ dø’ og der er ikke rigtig lagt fingrene imellem der, men det gør også at det hele hurtigt mudres sammen. Det her gør ikke lige så meget negativt i en live-setting, men på plade bliver det altså liiidt for meget af det gode.
Derudover er vokalen på det meste af pladen mixet på en måde jeg personligt ikke finder særligt fed. Meget fokus på high-mids på EQ og så med en god mængde saturation. Det her, kan hurtigt skrige til mig at der har manglet noget vokalteknik i studiet og man derfor har været nødt til at tweake dem på denne måde. Men det undrer undertegnede, da på de numre hvor disse problemer ikke optræder, lyder vokalen faktisk ganske potent. Derudover, er der en smuuule med teksterne… At bruge “motherfucking” i hooket “Shackled to a motherfucking corpse” kan hurtigt komme til at føles lidt dovent. Det havde været fedt hvis man lagde andre adjektiver på det lig i stedet for.
Til sidst i min ris, er der det faktum at det nummer, der adskiller sig mest, kommer til sidst. Med sin mere rolige og akustisk-adjacent intro, lægger “Face-Splitting Madness” sig an på en måde som havde været en virkelig god palette cleanser tidligere på pladen.
Når alt kommer til alt, så er “Within the Viscera” ikke en decideret dårlig plade, men den når bare heller aldrig op på de højder, jeg havde forventet fra så hypet et band. Der er ikke som sådan det store under solen når det kommer til dødsmetal (hvilket egentlig kan være fint nok, men ikke så overbevisende), lidt mangler på vokalen og produktionen deraf, men med en instrumental virtuositet og pletvise genialiteter. Derfor, får den her plade en lidt over middel karakter. Nu vil jeg håbe på snart at se Neckbreakker live igen, for det er klart der de fremtræder stærkest.
